Danske hjælpeorganisationer får 80 millioner til syriske flygtninge

khaled
Syriske flygtninge i Libanon forsøger at holde varmen i deres telte.
Foto: Ane Nordentoft (arkiv)
Forfatter billede

Danske organisationer, der både hjælper inde i Syrien og i nærområderne i nabolandene Libanon, Jordan og Irak, får 80 millioner kroner til deres arbejde med at hjælpe de syriske flygtninge.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

I år har Danmark sendt i alt 459 millioner kroner til de syriske flygtninge. Det er ifølge Kristian Jensen en markant stigning i forhold til tidligere år.

Sundhed og nødhjælp

De 80 millioner kroner går til sundheds- og nødhjælpsstøtte inde i Syrien, hvor 6-7 millioner mennesker er drevet på flugt fra krigshandlingerne. Og til syrere og konfliktramte befolkninger i nabolandene, Jordan, Libanon og Irak, der huser omkring 4 millioner syriske flygtninge.

Pengene fordeles til syv danske nødhjælpsorganisationer, ADRA (5,0 mio. kr.), Caritas (6,0 mio. kr.), Dansk Flygtningehjælp (18,0 mio. kr.), Dansk Røde Kors (18,5 mio. kr.), Folkekirkens Nødhjælp (8,5 mio. kr.), Red Barnet(18,0 mio. kroner) og Mission Øst (6,0 mio. kr.).

Danmark gav i 2013 387 mio. kroner, i 2014 329 mio. kroner og i 2015 er bevillingen nu oppe på 459 mio. kroner til krisen i Syrien.