To danske nødhjælpsarbejdere udsat for væbnet røveri i Sydsudan

Peter Bo Larsen og hans kollega blev røvet af bevæbnede mænd i deres hjem i Juba.


Foto: Folkekirkens Nødhjælp
Laurits Holdt

De to danskere lå og sov, da tre bevæbnede gerningsmænd med AK 47-automatrifler brød ind i ejendommen i bydelen Tong Ping og truede sig til et større pengebeløb og it-udstyr, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Ejendommen var bevogtet af to vagter, der begge blev overfaldet og bundet, inden gerningsmændene brød videre ind i huset.

”Min kollega vågner ved, at der står tre mænd i hans værelse med AK47’er. De truer ham til at åbne pengeskabet og er ret utålmodige, fordi det er en besværlig lås,” siger Peter Bo Larsen, der er regional repræsentant for Folkekirkens Nødhjælp i Sydsudan. Han lå og sov i et andet rum, da han også bliver vækket af de aggressive gerningsmænd.

”De roder alt igennem og tager computere, telefoner og kontanter. Efter en halv time er de væk igen, og vi får straks tilkaldt vores vagtselskab,” siger Peter Bo Larsen.

Situationen i det konfliktramte Sydsudan har længe været alvorlig. Væbnede kampe fortsætter i de nordlige regioner tæt på landets oliefelter, og op mod to millioner mennesker er drevet på flugt fra deres hjem.

Stigende kriminalitet

Også i hovedstaden Juba vokser desperationen, og er stærkt stigende fødevarepriser er medvirkende årsag til at kriminaliteten stiger.

”Sikkerhedssituationen er blevet værre på grund af konflikten, og angreb som dette er blevet meget mere almindeligt”, siger Peter Bo Larsen.

Forventningerne til fremtiden var ellers store, da Sydsudan i 2011 kunne erklærede sig selvstændig efter mere end 50 års opslidende og brutal borgerkrig i det ’gamle’ Sudan.

Men efter få år som selvstændig nation risikerer Sydsudan nu at gå i opløsning på grund af en væbnet konflikt mellem præsidenten og hans tidligere vicepræsident og partifælle, som har ført til flere end to millioner interne og eksterne flygtninge.

Konflikten i tal

  • Mere 2,2 millioner mennesker er flygtet fra deres hjem. Cirka 600.000 mennesker er flygtet til nabolandene, mens 1,6 millioner lever som internt fordrevne
  • Mindst 10.000 mennesker er blevet dræbt
  • 6,4 millioner mennesker er ifølge FN i risiko for at sulte i 2015