Hanne Jensbo, indtil sidste år advokat i Århus, er valgt til ny verdenspræsident for Soroptimist Internationals 90.000 medlemmer kloden over for de næste 2 år.
Soroptimist International er en folkelig organisation for kvinder i erhverv, der arbejder for at fremme menneskerettigheder og forbedring af kvinders levevilkår og status, især i u-landene, ved bl.a. at samle penge ind til projekter og oplyse om kvinders udfordringer.
70-årige Hanne Jensbo er den første dansker, der opnår den værdighed i Soroptimisternes snart 90-årige historie. Hun slog sin modkandidat med 38 stemmer mod 10. Hendes forgænger kom fra Australien.
Soroptimisterne har aktuelt haft fokus på Afghanistan, hvor de opstillede kvinder til præsidentposten og landets 34 provinsråd fik bistand til at forberede sig på at kæmpe en hård kamp mod mændene og det mandsdominerede islamiske samfund.
Hanne Jensbo er fuld af beundring for kvinder, der tør gøre det i et land som Afghanistan. Men hendes sympati ligger hos kvinder overalt på kloden. Kvinderne er grundstenene i samfundet, mener hun. Fordi de holder sammen på familien og sørger for de praktiske ting, er det vigtigt med tiltag, der støtter kvinder og børn.
Privat er Hanne Jensbo single og har de sidste 45 år boet i sit hus i Stavtrup i Viby J. Efter pensioneringen 1. april 2008 er der blevet mere tid til arbejdet for Soroptimisterne, hvor hun er på rejser til udlandet et par gange om måneden.
Tidligere har hun arbejdet som advokat med bl.a. skilsmisser og ejendomshandler. Derudover har den aktive kvinde været formand for Red Barnet i Århus.
Som motto i sit nye præsidenthverv har hun valgt “Handling er vigtigere end ord”, fordi hun synes, alt for mange bruger tiden på fine ord og målsætninger i stedet for konkret handling.