Norma J. Martinez, DanWatch, skriver fra Dhaka
Bangladesh er med lynets hast blevet en af verdens foretrukne systuer. Tøjindustrien har givet millioner af kvinder frihed og økonomisk uafhængighed, men prisen er sultelønninger, æreskrænkelser og ringe arbejdsforhold.
“De kalder os ludere og fornærmer vore forældre”, siger 20-årige Fatima Aktan, der syr tøj til nogle af Europas største brands som H&M og Zara. (Foto: Shafiur Rahman)
Fabriksporten går op på slaget 13 og arbejderne på tøjfabrikken Multifabs Limited har nu dagens eneste pause.
På få minutter bliver den sløve middagsstemning afløst af et forvirrende mylder af kvindestemmer og farver og med deres hurtige gang får de hundredvis af fabriksarbejdere støvet til at rejse sig til en grå sky.
DanWatch er for tredje gang på to år i Dhaka, hovedstaden i Bangladsh, hvor millioner af kvinder syer tøj til resten af verden.
Kvindernes industri
Arbejderne fra Multifabs Limited går målrettet og forsvinder ned ad små gyder lige så hurtigt, som de strømmer ud af fabrikken.
Syersken Panvir Begun har nu 45 minutter til at spise frokost og hvile lidt, før hun skal tilbage til fabrikken.
Frokosten er allerede tilberedt, men den er kold. Panvir står op kl. 5.00 hver morgen for at tilberede et måltid mad, som hun og hendes mand spiser til morgenmad, frokost og aften.
Fabriksporten lukker præcis kl. 14 igen og kommer Panvir blot få minutter for sent, får hun skældud, eller endnu værre, risikerer at få skåret en hel dagsløn.
“Cheferne er hårde, stærke mænd”, siger Panvir Begun.
Og landets vigtigste….
Tøjfremstilling er Bangladeshs vigtigste industri.
Den står for mere end 78 procent af landets samlede eksport og bidrager med ti procent af bruttonationalproduktet, som ifølge Verdensbanken er knap en billion kroner (en billion er tusind milliarder).
Der findes flere end 5.000 tøjfabrikker i det fattige sydasiatiske land. og industrien beskæftiger over fire millioner arbejdere, hvoraf 80 procent er kvinder.
Ifølge eksporttal fra landets ledende brancheorganisation, Bangladesh Garment Manufacturers and Exporters Association, eksporterede Bangladesh sidste år tøj til Danmark for over fire milliarder kroner.
Boomet i tøjindustrien i det tætbefolkede land har medført økonomisk uafhængighed for millioner af kvinder, der er kommet på arbejdsmarkedet og blevet forsørgere.
Det betyder, at kvinderne har fået mere medbestemmelse i samfundet.
Frihed vejer tungere end ære
Et nyligt afsluttet studie fra Dhaka Universitet viser, at flertallet af kvinderne i tøjindustrien er tilfredse med deres job trods kummerlige arbejdsvilkår, lave lønninger og grov chikane.
Lektor ved Institut for Freds- og Konfliktstudier ved Dhaka Universitet, Zahid A. Choudhury, har ledet studiet, der involverer over 1.200 arbejdere og 2.800 fabrikker, og som er en af de hidtil mest omfattende analyser af den bangalske tøjindustri.
I sit kontor på universitetet forklarer Zahid A. Choudhury:
“Arbejdsvilkårene på fabrikkerne er uden tvivl dårlige, men arbejderne er ikke passive ofre. Tøjindustrien har givet millioner af kvinder i Bangladesh frihed. Den frihed og de valg, der kommer med den, er kvinderne meget bevidste om”, siger han.
Choudhury gør gældende, at kvinderne afvejer fordele og ulemper i deres livssituation, hvor frihed og økonomisk uafhængighed vejer tungere end det tab af ære, der kommer med den daglige verbale chikane, de oplever på fabrikkerne.
“Jeg er fattig – derfor behandles jeg som fattig”
Panvir Begun er én af 20 arbejdere fra syv fabrikker, som DanWatch møder i Dhaka. Hun og 17 andre arbejdere forklarer, at verbale angreb er et arbejdsvilkår på deres fabrikker.
Når man er fattig, har man ikke andre muligheder end at acceptere æreskrænkelser, fortæller Panvir Begun.
“Cheferne kan være hårde, hvis vi kommer for sent eller laver fejl. Men det er en del af jobbet. Jeg er fattig, derfor bliver jeg behandlet som en fattig”, siger Panvir Begun, der har været syerske i syv år.
De sidste tre år har hun været på Multifabs Limited, der producerer tøj til Danmarks niende største tøjvirksomhed. Den hedder Rexholm og har bl.a. leveret kampagne-t-shirts til Københavns Kommune.
Chefernes skældsord vil Panvir Begun ikke gengive i detaljer:
“Jeg kan ikke tage de ord i min mund, det kan jeg bare ikke”, siger hun, mens hun skjuler munden i sit røde tørklæde.
Glad for arbejdet uanset….
“Men jeg er meget glad for at arbejde på fabrikken, og om nogle år har jeg råd til at bygge et nyt hus i landsbyen til min familie”, fortæller hun.
Panvir Begun arbejder ni timer om dagen, seks dage om ugen for 590 kroner om måneden.
Ud over deres to børn skal Panvir Begun og hendes mand forsørge fire familiemedlemmer i landsbyen Shiranga. Panvirs børn på 8 og 12 år bor sammen med bedsteforældrene i landsbyen.
Hun ser dem tre-fire gange om året.
Verbale overgreb og vold
De fleste arbejdere, som DanWatch interviewer i Dhaka og omegn, fortæller, at de bliver truet med fyringer, fornærmet og kaldt for ludere eller horeunger, hvis de kommer for sent, begår småfejl eller ikke når deres produktionsmål.
En undersøgelse af 80 tøjfabrikker foretaget af videnscentret, Research Initiative for Social Equity (RISE), i 2014, viser omfattende og systematiske verbale overgreb på arbejdere i næsten 85 procent af fabrikkerne.
På 25 procent af fabrikkerne fandt RISE yderligere systematisk vold i form af fysisk afstraffelse for fejl eller manglende disciplin.
“Tekstilarbejderne er for “de fattigste af de fattige”, og tøjindustrien for millioner af kvinder den eneste vej ud af dyb armod”, anfører Zahid A. Choudhury og uddyber:
“Kvinderne er villige til at finde sig i æreskrænkelser, fordi gevinsten ved fabriksarbejdet er større”.
“Den økonomiske frihed, kvinderne har fået, betyder, at de nu kan gå frit på gaden uden en mandlig ledsager, de flytter til byen og bliver uafhængige”.
“Og når de vender tilbage til landsbyerne, får de indflydelse i beslutningsprocesser både i familien og på lokalt plan”.
Forsørger hele familien
Fatima Aktan på 20 er gift, men hendes mand er arbejdsløs, og derfor er det hende og hendes lillesøster på 18 år, der forsørger en familie på syv, som bor i landsbyen Chadpur.
Søstrene deler værelse og seng, ligesom de er fælles om bad, toilet og køkken med syv andre familier.
På deres kommode står farverige plastik armbånd og øreringe sirligt stablet ved siden af et musikanlæg, og på væggen hænger idolplakater, der vidner om et ungdomsliv i den fritid, fabriksarbejdet ellers tillader.
Søstrene Aktan arbejder ca. 11 timer om dagen seks dage om ugen.
Fatima Aktan, der arbejder på fabrikken Windy i udkanten af Dhaka, beretter om næsten daglige fornærmelser og tilråb fra cheferne.
“De kalder os ludere og fornærmer vores forældre”, siger hun.
Tjener omregnet 560 kr. – om måneden
Fatima og søsteren Masamut forlod skolen i henholdsvis 7. og 5. klasse og rejste til Dhaka for syv år siden.
I dag tjener de 560 kroner om måneden for at sy tøj til nogle af Europas største brands som H&M og Zara.
“Vores forældre havde ikke råd til at sende os i skole. Nu kan vi give dem et bedre liv, og min drøm er, at vi kan betale for at få vores to små brødre uddannet”, fortæller Fatima Aktan.
I denne uge udkommer en ny DanWatch rapport om arbejdsforholdene i tøjindustrien i Bangladesh.
