Mazen Maarouf er født og opvokset i Beirut i Libanon, men bor nu i Reykjavik i Island. Novellerne i ”Vittigheder for krigere” refererer til opvæksten i Beirut, hvor han tilhørte den store gruppe af palæstinensiske flygtninge, der bor i byen. I novellerne hentydes der kun sporadisk og antydningsvist til krigen, som ellers er historiernes bagtæppe og kontekst. Derimod er novellerne fyldt med humor, og de er karakteriseret ved sære, satiriske indfald samt sælsomme og mærkelig handlingsforløb. Derfor spørger jeg Mazen Maarouf, om det humoristiske element er et udtryk for den virkelighed, han ønsker at beskrive eller en nødvendighed for at overleve.
Humorens befriende og forløsende betydning
Han forklarer, at fortællinger finder sted i en periode med krig, og derfor er der en stærk forbindelse mellem tragedie og komedie, og humor har en vigtig funktion for at kunne komme ud over tragedien.
”Når du bruger humor og gør grin med noget, så har du et bredere spektrum til rådighed, og du kan dermed bryde igennem tragediens knyttede næve, fordi tragedien kvæler dig, den manipulerer din forestillingsevne og dine følelser.”
Mazen Maarouf afbryder sig selv og fortæller, at han ikke bevidst har skrevet novellerne på en humoristisk måde, men at de blev bare sådan, uden at han havde planlagt det. Det er imidlertid et spørgsmål, som han har fået mange gange, og derfor har han tænkt over, hvorfor mon historierne blev humoristiske.
”Når jeg tænker tilbage til min barndom i Beirut med krig, så mindes jeg, hvordan alle meget ofte forsøgte at gøre grin med hinanden og lave vittigheder ud af små ting i hverdagen. Folk var simpelthen tørstige efter en vittighed som en måde at overvinde døden på. Vi skal måske dø snart, og hvad gør vi? – accepterer vi den skæbne, eller benytter vi muligheden for at fortælle en vittighed og have det sjovt. Det er måske vores sidste chance for at more os.”
Han reflekterer og forestiller sig, at han ubevidst eller halvbevidst har villet afspejle de mennesker, han husker fra sin barndom. Novellerne er imidlertid fuldstændig fiktive, men selvom også karakterne i novellerne er fiktive, så er de inspirerede af virkelige personer, og han har gerne villet være ærlig overfor essensen af deres personligheder.
Island forløser krigens traumer
Mazen Maarouf flyttede for nogle år siden til Island og bosatte sig i Reykjavik. Her oplevede han at støde sammen med sin hukommelse og erindringer fra Beirut. Han tror, at mennesker først oplever hvor traumatiserede de er, når de kommer lidt på afstand, og derfor var det først i Reykjavik, at han havde mulighed for at bearbejde sine oplevelser.
”Da jeg flyttede havde jeg ikke nogen sociale forbindelser i Island, og jeg havde ikke nogen historie, og derfor begyndte jeg at søge efter en historie gennem mine erindringer og prøve at forstå mig selv. På den måde var det virkelig godt for mig at flytte til Island. Det var brutalt at konfrontere mig med den hukommelse, og det var nok også grunden til at benyttede humor i mine fortællinger.”
Jeg spørger ham om, hvordan Reykjavik som et konkret sted har haft indflydelse på den måde han har bearbejdet sin hukommelse på. Inden Mazen Maarouf svarer på mit spørgsmål forklarer jeg baggrunden for spørgsmålet. For en del år siden besøgte jeg selv Island, og det slog mig, hvor anderledes og mærkeligt alting forekom mig. Det var som at ankomme til et sted, der ikke helt var virkeligt.
”Reykjavik er meget forskellig fra Beirut, fordi byen ikke er støjende, og den har ikke en moderne historie med krig. Der er ingen ligheder mellem Reykjavik og Beirut. Kun når det kommer til befolkningens begejstring for litteratur og kunst. I Reykjavik oplevede jeg en foruroligende fred og stilhed. Jeg havde selvfølgelig bragt frustrationer, problemer og traumer med mig fra Beirut, men i Reykjavik var der ikke nogen social situation at forbinde mine frustrationer til. Derfor blev jeg ført tilbage til min hukommelse om tiden i Beirut og om krigen. Som en måde at bearbejde mine erindringer på valgte jeg at fiktionalisere min hukommelse. Derfor er denne bog også meget personlig, selvom historierne er fiktion.”
Han synes ikke helt at følge min tanke om det islandske landskab og sted som besynderligt, sært og ikke af denne verden. Derimod beskriver han at være kommet til et sted, hvor der er meget stille, og hvor der ikke rigtig sker noget, og det er det fravær, der frigiver hans erindringer og sætter hans følelsesregister og hjerneaktivitet på turbo.
Af en stjålet digtsamling i Stockholm opstår noveller i Reykjavik
Mazen Maaroufs tidligere bøger har været digtsamlinger, og det var først i Island, at han begynder at skrive prosa. Tidligere har han altid opfattet noveller som noget meget mærkeligt, så det er egentlig ret sært at han selv ender op med at skrive netop noveller.
”Jeg har tidligere skrevet poesi. Det er meget anderledes at skrive noveller, fordi du her konfronterer dig selv med dine indre tanker. Du gemmer dig bag dine digte – og du symboliserer dine erfaringer gennem digtenes metaforer og sprog.”
Han forklarer, at de konkrete historier er mere direkte og rå i deres udtryk og derfor mere umiddelbart repræsenterer en konkret levet erfaring. Måske hænger det også sammen med den tradition for poesi, som han er vokset op med i Mellemøsten.
”For digtere i Mellemøsten har det ikke været tilladt at skrive om sig selv eller om personlige ting fra hverdagen. Der skulle altid være et bredere formål, som var kollektivt eller politisk. Et digt kunne ikke bare handle om at vågne op om morgenen og drikke kaffe, mens du tænker på din elskede, fordi du som individ ikke er vigtig. Et digt skulle udtrykke noget udover det enkelte menneske som kunne bidrage til national befrielse eller et politisk perspektiv. Hvis man skrev om noget personligt, blev man betragtet som arrogant, og det ville være umuligt at blive udgivet.”
Der er også meget mere konkrete og tilfældige grunde til, at han begynder at skrive noveller og forlade digtene. I 2013 er han i Stockholm, og her får han stjålet sin taske, mens han drikker kaffe på en café, der ligger lige over for akademiet, hvor de beslutter hvem der skal modtage Nobelprisen i litteratur. I tasken var en helt ny samling af digte, som han skulle sende til sit forlag.
”Da jeg mistede digtsamlingen tænkte jeg, at det virkelig er et tydeligt tegn på, at der kommer til at ske noget forfærdeligt. Det er måske et tegn om at jeg ikke skulle skrive mere. Men i mine digte har der ofte været en historie, og derfor havde jeg ofte tænkt på at disse historier også kunne skrives på en anden og mere udfoldet måde. Efter at have opgivet at genskabe den tabte digtsamling, begyndte jeg langsomt at interessere mig mere og mere for at skrive noveller.”