En mandag eftermiddag i slutningen af 2017 byder formanden for FN-forbundet Nordjylland, Finn Reske-Nielsen, velkommen til et debatmøde om flygtninge og udvikling på Hovedbiblioteket i Aalborg:
”Der er 22,5 mio. flygtninge i verden. Det er fire gange Danmarks befolkning. Det er et voldsomt tal. Men oven i det er der endnu flere internt fordrevne, som er flygtninge i deres eget land tvunget væk pga. konflikter,” siger Finn Reske-Nielsen, som har en lang karriere i FN bag sig.
Debatten om flygtninge i Danmark kører fortsat i højeste gear med mange forskellige holdninger og meninger blandt politikerne og i offentligheden. Antallet af flygtninge i verden er nu på sit højeste siden Anden Verdenskrig, men det er endnu kun en lille andel, der når hele vejen til Danmark.
”Danmark modtager kun 1,7 procent af alle de flygtninge, der kommer til Europa. Det er nærområderne, der bærer den største byrde, da 90 procent af verdens flygtninge opholder sig her. Derfor skal Danmark hjælpe mere til i nærområderne,” siger Finn Reske-Nielsen.
Flygtningesituationen er kompleks, og det er vigtigt at debattere den. Men debatten er blevet alt for negativ, mener Finn Reske-Nielsen, og det ærgrer ham.
”Debatten er blevet skinger, fremmedforskrækket og fremmedhadsk. Det er forfærdeligt at se.”
Initiativet om debatmødet på Hovedbiblioteket i Aalborg er netop et forsøg på at nuancere debatten.
Nedenfor kan du læse et uddrag af de enkelte eksperters oplæg til debatmødet:
Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS):
Danmark har vedtaget en ny udviklingsstrategi, hvor migration står højt på dagsordenen. Europa er ikke forberedt på at modtage alle dem, der kommer hertil, og det afspejler sig i den nye strategi.
Udviklingspolitikken har ændret sig fra at handle om udvikling af den tredje verden til at handle om migrationspolitik; om hvordan Danmark forholder sig til de lande, der sender mange migranter hertil. Der er fokus på, hvordan man kan bremse migrationen ved at være med til at løse konflikterne i hjemlandene.
I strategien står der, at det er nødvendigt med en robust dialog med lande, der sender mange migranter, som afvises, når de kommer hertil. Strategien skelner ikke mellem migranter og flygtninge, og det kan være problematisk. For der er forskel på at sende en migrant og en flygtning tilbage til sit hjemland. En migrant flygter ofte i håb om et bedre liv, mens en flygtning flygter fra krig og konflikt.
Men holder det? Sender landene færre migranter? Nej. I stedet gør det modsatte sig gældende. Idéen om, at der kommer færre migranter, når et udviklingsland klarer sig godt økonomisk, er misforstået. Der kommer flere, fordi de pludselig har flere økonomiske midler til at rejse ud for.
Migrationsstrømmen er stabil. I 2016 var 3,3 procent af verdens befolkning migranter, og det er ’ikke så mange faktisk’.
Angående Danmarks stop for FN’s kvoteflygtninge: ”Hvad hvis de andre lande gjorde det samme? Hvis det internationale system sagde ligesom os? ’At det vil vi ikke være med til.’”
Søren Jessen-Petersen, tidl. assisterende FN-flygtningehøjkommissær:
I dag er der syv mia. mennesker i verden. Én mia. er migranter; 240 mio. eksterne migranter, der flygter fra deres hjemland til et andet land, og 760 mio. internt fordrevne, der er migranter i deres eget land.
I Europa oplevede vi en krise i 2015 og 2016, hvor én mio. mennesker bevægede sig ind over grænserne. Det var kaotisk.
FN vedtog på generalforsamlingen i efteråret 2016 en erklæring om flygtninge og migranter, og det skaber håb. Det blev besluttet at udvikle to ’kompakter’, som indeholder en ansvarsfordeling ift. at håndtere situationen. Kompakterne er endnu under udvikling, og de skal efter planen præsenteres til FN’s generalforsamling i efteråret 2018, hvorefter de forhåbentlig bliver vedtaget.
De er interessante, for det er vigtigt med redskaber til at styre strømmene. Det er svært at stoppe migrationspresset med mure, pigtrådshegn og lukkede grænser. Presset fortsætter. Også på grund af klimaforandringerne. FN’s kompakter forsøger at omfavne både migrations- og flygtningesituationen under én fælles indsats.
Vi må åbne op for legal indrejse, men alle skal ikke lukkes ind. Alle skal ikke være tvunget til at søge asyl. Dem, der ikke opfylder kriterierne, skal sendes retur. Vi skal sætte ind med en mere målrettet indsats dér, hvor migranterne kommer fra. De afrikanske ledere bliver nødt til at åbne op for muligheder, der kan tage migranterne tilbage. Der skal fokus på politisk forebyggelse af konflikter. Vi skal støtte nærområderne bedre, for de løfter en kæmpe byrde, når mennesker fra nabolandene vælter ind over grænsen.
Det er nødvendigt, at alle lande bidrager til en bedre ansvarsfordeling. Alle lande må stille op og tage imod flygtninge. Især rige lande som Danmark, hvis bidrag er at suspendere de 500 kvoteflygtninge, vi årligt har taget imod. Hvis vi ville deltage, kunne vi gøre noget mere.
Jonas Vejsager Nøddekær, udviklingschef i Folkekirkens Nødhjælp:
Folkekirkens Nødhjælp er til stede i nærområderne, hvor vi forsøger at bygge et samfund op omkring flygtningelejrene for at skabe en så normal hverdag, som det kan lade sig gøre under omstændighederne.
Det kan ikke understreges tydeligt nok, at menneskerettigheder er helt centrale. Svigter vi UNHCR’s system, åbner vi for mulighederne for, at andre lande følger trop. Vi skal holde fast i det gode system, det skal politikerne sikre.
Vi mener, at vi bør adskille de to grupper; migranter og flygtninge. Migration foregår altid. Hvis man virkelig vil noget, kræver det en langsigtet massiv indsats i de lande, mennesker flygter fra. I Tyskland har man talt om en Marshall Plan for Afrika.
I Kakuma flygtningelejr i Kenya har vi været med til at etablere et ungdomsparlament, hvor beboerne bliver involveret i løsninger på, hvordan vi kan skabe jobs i flygtningelejre. I Kenya kan flygtningene nu registrere små virksomheder, så de bliver en del af de lokalsamfund, de kommer til. Den politik bakker vi op om, for det kommer både flygtninge og lokalsamfundene til gode.
I Bidibidi-lejren i Uganda arbejder vi med kontant nødhjælp og hjælp på kreditkort. Det giver flygtninge en mulighed for selv at bestemme, hvad de bruger pengene på. Der skabes en efterspørgsel hos købmænd uden for lejren, som kommer og sælger deres varer. Flygtninge kan også uddanne sig i lejren. Formålet er at skabe en bæredygtig indtægt for flygtninge og undgå afhængighed af det internationale system. Det er bedre end at få det hele tildelt og ikke selv kunne vælge, hvad der er vigtigt for dem hver især.
Jesper Lindholm ph.d. og lektor på Aalborg Universitet:
Er FN’s 2018-aftale (de to kompakter, red.) den rigtige vej at gå?
Der er tre vedvarende løsninger på flygtningesituationen, som hænger sammen med udvikling:
Løsning 1: Frivillig repatriering
Asyl er midlertidigt, for flygtninge skal frivilligt rejse retur til hjemlandet. På internationalt plan ønsker man, at hjemlandene påtager sig ansvaret for at tage imod dem, der vender hjem. Denne løsning vil oftest være på tale, når der er forbedringer i hjemlandene, men det sker også, at flygtninge ønsker at rejse hjem pga. økonomiske incitamenter eller andre goder. Gradbøjer vi dermed frivillighedsbegrebet?
Løsning 2: Genbosætning
Flygtninge skal genbosættes i et tredje land. 38 lande har været villige til at tage imod kvoteflygtninge efter en aftale, der passer til dem.
Løsning 3: Lokal integration
Flygtninge skal kunne opnå permanent opholdstilladelse og statsborgerskab, når der ikke er udsigt til andre løsninger. De skal have et arbejde og bidrage til deres nye hjemland; f.eks. ved at modtage en startpakke. Denne løsning hænger bedst sammen med tanken om udviklingsbistand.
I Danmark har vi den tilgang, at vi ønsker at skubbe flygtninge væk fra Danmark og EU’s grænser. Vi vil ikke have spontane flygtninge til Danmark, men hellere hjælpe til i og udvikle nærområderne, som derfor er en vigtig prioritering. I Danmark har vi tre løsninger; begrænsning af den lokale integration, øget repatriering og en begrænsning af kvoteflygtninge.
Jeg er optimistisk over for FN’s kompakter. Når FN er involveret, så kører processen med fuld fart. Kompakterne skal alle stater leve op til, men de er ikke juridisk bindende. Jeg tror på et resultat, der kan være med til at fastholde staterne i at finde vedvarende løsninger.
Barikan Solecki, kurdsk kvoteflygtning bosiddende i Danmark, konsulent:
66 mio. er på flugt. Internt eller eksternt. Det er abstrakt at forholde sig til.
Jeg har selv boet 11 år i en flygtningelejr. Jeg er iransk kurder, mine forældre flygtede fra Iran, fordi min far var politisk aktiv og imod regimet. Hvilket udviklingsarbejde laves der her? Det handler meget om kvindernes muligheder for udvikling, adgang til uddannelse og ligestilling. Der bliver tænkt alt for lidt i menneskelige potentialer. Vi skal integrere flygtningene på arbejdsmarkedet. Vi skal kigge på hvert enkelt individ, hvert enkelt menneske.
Når vi taler om integration i Danmark, taler vi om, at det er dyrt. Vi har fokuseret alt for lidt på de her menneskers potentialer. Hvordan kan vi konkret arbejde med det? Jeg savner, at vi taler mere om, hvem det er, vi har at gøre med som mennesker. Jeg er optaget af bevidstheden hos de her mennesker.
Dem, jeg arbejder med, stiller sig selv spørgsmålet: ’Hvem er jeg?’. Kvinderne har hele deres liv været hjemmegående, mens manden har forsørget familien. Når de så kommer til Danmark, skal de ud på arbejdsmarkedet, og de oplever en identitetskrise. Alle, jeg har arbejdet med, sidder i den her situation. Hvem er hvem?
Debatmøde var arrangeret af FN-forbundet Nordjylland i samarbejde med Juridisk Institut og Aalborg Universitet.