Tilbage til det gode selskab – det er titlen på den nyeste udgave af en handy lille analyse, som giver et overblik over Danmarks udviklingsbistand, hvad den i meget grove træk blev brugt til i det forløbne år, og hvad der er budgetteret med i finansloven for næste år – og hvordan midlerne er fordelt på budgettet.
Analysen er skrevet af Jesper Heldgaard, journalist med mange års ekspertise i udviklingssamarbejde, og finansieret af Timbuktu Fonden. Analysen er kommet fast siden 2017.
Hvad er det for et ’godt selskab’ som vi – Danmark – åbenbart er vendt tilbage til, var der en deltager til debatarrangementet, som dannede rammen om præsentationen af analysen, der ville vide.
Det handler om kvantitet – og ikke om kvalitet, pointerede Jesper Heldgaard, hvilket medførte indforstået nikken rundt omkring blandt de omkring 50 spørge- og for nogles vedkommende kommentarlystne deltagere.
”Det er en positiv titel på en ekstremt negativ baggrund,” sagde Jesper Heldgaard om analysen. Baggrunden er, at den danske udviklingsbistand i stadig stigende grad bruges på områder, hvor Danmark har egeninteresser – for eksempel på at begrænse migration – og i mindre grad til at bekæmpe global fattigdom. Og endelig at Danmark for første gang i 40 år ikke har levet op til egne løfter om at give mindst 0,7 procent af vores bruttonationalindkomst (BNI) til udviklingsbistand.
Det vil sige, at ’det gode selskab’ er den lille gruppe af lande, som lever op til 0,7 procent-kravet.
Læs også Globalnyts omtale af af analysen: Hænger vi os for meget i procenterne, når vi taler om udviklingsbistand?
Hastige beslutninger går ud over kvaliteten
Turen tilbage til det gode selskab handler altså ifølge Jesper Heldgaard om at nå op på 0,7 procent igen, men ikke om kvaliteten af det udviklingssamarbejde, som bistandsmilliarderne går til.
Kvaliteten af udviklingsbistanden og -samarbejdet har ellers i mange år været et af vores adelsmærker, og det er det stadig, når man sammenligner med det store flertal af donorlande.
Noget af det, som er med til at sænke kvaliteten er ’stop-go’-udviklingssamarbejde. Begrebet dækker over udviklingsindsatser, som pludselig bliver sat i gang eller stoppet, uden politiske diskussioner og nogle gange også uden – sådan kan det i hvert fald se ud – de store analyser som baggrund, forklarede professor Anne Mette Kjær fra Aarhus Universitet. Hun er forperson for Udviklingspolitisk Råd, som rådgiver udviklingsministeren og ser udviklingssamarbejdet efter i sømmene. Til arrangementet talte hun dog på egne vegne, understregede hun.
Jesper Heldgaard pegede på beslutningen om at lukke ambassaden i Tanzania – som er et af de lande, som Danmark har haft udviklingssamarbejde med i længst tid. Beslutningen blev meldt ud med kort varsel og nærmest i en sidebemærkning. Og han nævnte beslutningen om at indlede et samarbejde med Rwanda. Ingen af beslutningerne havde forudgående diskussioner.
Mere lukket end forsvarspolitikken
Manglen på politisk diskussion og åbenhed om beslutninger og prioriteringer i udviklingssamarbejdet var et tema, som der både var bred enighed om blandt de tre politikere, som var inviteret med til debat.
Politikerne var Trine Pertou Mach fra Enhedslisten, Christian Friis Bach fra Radikale Venstre og Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet.
Christian Friis Bach brugte meddelelsen fra udviklingsministeren om at den danske bistand til Palæstina bliver sat på pause, mens den bliver gennemgået for at sikre, at der ikke går støttemidler til Hamas-bevægelsen, som et eksempel.
”Det synes jeg godt, vi kunne have talt lidt om – jeg ville gerne have været med,” lød det fra ham, og han fik støtte fra Trine Pertou Mach. Og så fortalte han om, hvordan det foregår ved forhandlingerne om udmøntningen af de mange penge, der i de kommende år flyder til forsvaret.
”Her sidder vi nærmest og diskuterer, hvad der skal serveres i kassernes kantiner,” berettede han – vel sagtens for at illustrere, hvordan man på forsvarsområdet har en meget mere åben politisk diskussion om, hvordan pengene skal bruges.
”Det lyder nu ikke ret betryggende, at politikerne går ned i den slags detaljer,” lød det lidt drillende fra Kasper Sand Kjær.
En konsekvens af den manglende åbenhed – som de tre folketingsmedlemmer alle mente er et problem – er, at der ikke er ret meget politisk debat om udviklingssamarbejdet. For hvis man ikke har viden, så er det svært at debattere et emne, virkede det til, at der var konsensus i panelet om.
Og den manglende politiske debat hænger ikke sammen med ønsket om en større folkelig forankring i udviklingssamarbejdet, for hvordan kan man forvente en folkelig debat om et emne, som der ikke er politisk debat om, spurgte Jesper Heldgaard.
Ønsket om folkelig forankring eller engagement, som er et mere populært begreb for tiden, kommer eksempelvis til udtryk i Udenrigsministeriets præsentation af sine støttepuljer: ”Udenrigsministeriet finansierer forskellige puljer til at styrke det folkelige engagement i udviklingssamarbejdet.” En af puljerne er Oplysnings- og engagementspuljen, som ”skal støtte indsatser, der oplyser og engagerer brede danske målgrupper i globale spørgsmål af relevans for udviklingssamarbejdet og verdensmålene.”
Brug for selvransagelse – i 2013
Metadebatten om debatten om udviklingssamarbejdet er langt fra ny. Da Globalnyt (som dengang hed U-landsnyt) i 2013 havde et længere tema om den folkelige forankring i udviklingssamarbejdet, sagde den nu afdøde socialdemokrat Mette Gjerskov, som var partiets udviklingsordfører, blandt andet:
”Hele udviklingsarbejdet er jo noget, der lever sig eget lille hemmelige liv i sine egne små hemmelige cirkler. Og det er ikke godt. Det er ikke inkluderende.” Og videre:
“De eneste tidspunkter det kommer ud i den brede offentlighed er, når der har været en eller anden skandale et eller andet sted. Og på det område mener jeg, at vi har brug for noget selvransagelse både blandt politikerne men i høj grad også blandt organisationerne. For hvor er de henne i den daglige debat?”
I den periode var en dagens paneldeltagere, Christian Friis Bach, udviklingsminister, og et af hans projekter var at afskaffe Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde – som i det daglige blev kaldt Danidas styrelse eller Styrelsen, når man kom helt ind i de inderste kredse.
Det var et råd på ni personer, som gennemgik alle Danidas bevillinger og gik kritisk til embedsmænd og ministre og fungerede i omkring 50 år. Med Christian Friis Bachs tiltag blev det erstattet af Udviklingspolitisk Råd, som i dag er der, hvor udenrigsministeriets embedsfolk bliver grillet om nye bevillinger og projekter. Beslutningen vakte stor og en til tider vred debat og var med til at give ham øgenavnet ’Kong Christian’ i dele af udviklingsmiljøet, hvorfra der også lød anklager om, at han var for enerådig og ikke lyttede.
Hvor Styrelsen ikke offentliggjorde hverken dagsordner eller referater fra sine møder, kan alle og enhver i dag se både dagsordner og referater fra Udviklingspolitisk Råd. Det har givet langt mere åbenhed, lød det fra Christian Friis Bach. Samtidig beklagede han, at det ikke er lykkedes at få politikerne i Udenrigsudvalgte mere på banen i forhold til at debattere udviklingspolitik.
Da arrangementet sluttede, og eftermiddagen var blevet til aften på en af årets første rigtige efterårsdage, var der ikke kommet konkrete bud på, hvordan debatten om udviklingssamarbejdet bliver åbnet. Eftersøgningen fortsætter.
Se og download Timbuktu Fondens analyse Tilbage i det gode selskab her.
