7 dages systemkritiske demonstrationer sluttede søndag i Havana, Cuba.
Bag demonstrationerne stod Damerne i Hvidt, som er omkring 50 pårørende til fængslede systemkritikere, som de kræver løsladt.
Demonstrationerne fandt sted i anledning af 7-årsdagen for “det sorte forår” i 2003.
Dengang arresterede Cubas kommunistiske styre 75 systemkritikere, primært forfattere og journalister.
De blev idømt op til 23 års fængsel for at konspirere til fordel for USA. 53 af dem er stadig i fængsel.
FREDELIG DE-MONSTRATION
Helt usædvanligt for Cuba, har myndighederne tilladt demonstranterne at vandre gennem hovedstaden Havanas gader.
Talstærkt politi overvågede demonstrationerne, men har intet foretaget sig for at stoppe dem, hvilket er hidtil uhørt i Cuba.
Talskvinde for Damerne i Hvidt, Laura Pollán, sagde til journalister:
– Politiet er her ikke for at beskytte os, men for at hindre folk i at slutte sig til os.
Demonstrationerne har forløbet i ro og orden bortset fra, at moddemonstranter – af nogle kilder betegnet som arrangeret af styret – fulgte med og råbte skældsord efter Damerne i Hvidt.
INTERNATIONAL BEVÅGENHED
Demonstrationens sidste dag, søndag, fulgte Damerne i Hvidt de foregående 7 dages mønster.
De mødtes til messe i kirken Santa Rita i Havana-bydelen Miramar.
I messen deltog diplomater fra omkring 10 lande, herunder Sverige, Tyskland, Spanien, Storbrittanien, Polen, Tjekkiet, Ungarn og USA.
De deltog dog ikke i den efterfølgende march gennem Havana til landets nationalforsamling, hvor Damerne i Hvidt afrundede en uges demonstrationer i stilhed, kun afbrudt af enkelte råb om frihed og fremvisning af plancher med slagord til fordel for de fængslede systemkritikere.
TILBAGE TIL RUTINEN
Damerne forsikrede, søndag, at de nu vender tilbage til de sidste 7 års rutine med hver søndag at gå til messe i kirken Santa Rita, klædt i hvidt.
Damerne i Hvidt modtog EU-parlamentets Sakharov-pris i 2005.
SULTESTREJKE FORTSÆTTER
Mens Damernes demonstration er slut, fortsætter den systemkritiske journalist, Guillermo Fariñas, sin sultestrejke på næsten en måned.
Han er overført fra fængsel i byen, Santa Clara, til byens hospital efter komplikationer som følge af sultestrejken.
Guillermo Fariñas kræver løsladelse af 26 syge systemkritikere fra cubanske fængsler.
Han begyndte sultestrejken få dage efter, at en anden systemkritiker, Orlando Zapata, døde i fængsel efter 85 dages sultestrejke.
BEDT OM AT STOPPE
Kilder omkring Fariñas fortæller flere medier, at en højtstående officer i det cubanske politi har bedt ham opgive sultestrejken under et besøg på hospitalet i Santa Clara.
Eneste reaktion fra Guillermo Fariñas var at gentage kravet om løsladelse af de 26 syge, fængslede systemkritikere.
Tidligere har det forlydt, at Spanien har tilbudt ham politisk asyl – på opfordring fra Cubas regering.
Dette har han sagt nejtak til og udtalt, at han betragter det som en ære at den cubanske regering dræber ham for alverdens øjne.