Protestbevægelsen, der startede som en nationalstrejke iværksat af de store fagforeninger den 28. april, har bevæget sig langt ud over den skattereform, som demonstrationerne først rettede sig imod. Nu handler det også om de dybe historiske strukturelle problemer: voldsom ulighed, mangel på uddannelsesmæssige og økonomiske muligheder for de fattige og den colombianske stats historiske tilbøjelighed til vold. Politiets brutalitet, ulighed, stigende vold og en dybt upopulær administration driver fortsat demonstrationer over hele landet. Den største havn i Colombia, Buenaventura, er blokeret af strejker, og endda byer, der ikke tidligere er kendt for politisk aktivisme, oplever protester.
De colombianske sikkerhedsstyrkers brutale reaktion på de for det meste fredelige protester efterlod snesevis af døde og medførte international fordømmelse af den colombianske regerings håndtering af protesterne. Regeringspartiet, Centro Democrático, og præsident Iván Duque, der ofte betragtes som den tidligere markante præsident Alvaro Uribes marionet dukke, har forsøgt at lægge skylden for urolighederne og de protesterende påståede ”vandalisme” på en skiftende rollebesætning af skurke fra oprørske eks-FARC og ELN-guerillagrupper, til Cuba, til hans politiske rivaler, til nabolandet Venezuela, og til for nylig at beskylde Rusland og K-pop fans. Alvaro Uribe selv er under retslige anklager for menneskeretsovertrædelser under hans præsidentembede, da tusinder ”forsvandt” – kendt som de såkaldte ”falske positive” sager.
Tallene taler for sig selv
Det er en kompleks og hurtig bevægende historie. Men årsagerne til krisen i Colombia er slet ikke komplicerede. For at forstå, hvor uroen kommer fra, behøver man kun se på nogle iøjnefaldene tal: Først kan vi nævne 84 procent, hvilket er den procentdel af colombianere, der støtter den igangværende nationale strejke. Dernæst 52, hvilket er det antal personer, som den colombianske ngo Indepaz har identificeret som døde i politiets hænder, som følge af de forfærdelige overgreb sikkerhedsstyrkerne begik i løbet af de første par uger af demonstrationer, hvilket gjorde flere vrede og fik protesterne til at sprede sig over hele landet.
Cali, den tredjestørste by i Colombia, har været i centrum for den værste politivold, hvor unge er blevet jagtet ned i de fattige bydele om natten efter demonstrationerne, hvor det er blevet påvist, at agenter fra politi og anti-uro styrken ESMAD har infiltreret protesterne og initieret plyndringer og hærværk på butikker, busser og busstationer for at kompromittere protestbevægelsen og udstille demonstranterne som kriminelle vandaler.
Den strategi virkede til dels under protesterne i november 2019, men denne gang er det gået for vidt, og folk køber ganske enkelt ikke regeringens påstande, eftersom folks videooptagelser delt på sociale medier afslører regeringens taktik. Over 60 procent af drabene har fundet sted i Cali, en by med mindre end 5 procent af landets befolkning. Tyve af de dræbte var ofre for ESMAD, som har en lang historie med undertrykkelse i Colombia og derfor er særligt udsat for raseri fra de unge på gaden.
De falske positive
Disse handlinger repræsenterer en lang historisk tendens, hvor staten bruger vold og undertrykkelse til at løse sociale problemer – en tendens illustreret ved tal, der ofte ses på protestplakater: 6.402. Det er antallet af uskyldige colombianere dræbt af sikkerhedsstyrker under eks-præsident Alvaro Uribes administration. Med de ”falske positive”, forsøgte Uribes regering at vise ”effektiviteten” af krigen mod guerillagruppen FARC ved at ”øge antallet” af dræbte medlemmer af FARC, mens mange i virkeligheden var uskyldige landmænd. Dette er siden blevet afvist af Colombias domstole. Uribe har fortsat denne tendens til at nægte at tage ansvar for regeringens handlinger med nylige offentlige kommentarer, der bebrejder den samme guerillagruppe de nuværende protester – en påstand, som han ikke har underbygget med nogen beviser.
Efter fredagens manifestationer, der markerede månedsdagen for protesterne, var der voldsomme uroligheder som følge af infiltrationer og ”civile” der åbnede ild mod demonstranter og medier. Det blev brugt af Præsidenten, der fløj ind til Cali om natten, og erklærede militær undtagelsestilstand i byen og afviste enhver dialog med den nationale strejkekomite, indtil alle blokader er blev opløst, og ”sikkerheden” er blevet genetableret i byen.
Colombianerne afviser i stigende grad præsident Duque, og han er nu den mest upopulære præsident i Colombias historie. En meningsmåling fra 25. maj satte hans misbilligelsesgrad på 76 procent. Hans parti, Centro Democrático, er også dybt upopulært ligesom dets polariserende de facto-leder eks-præsident Uribe, der kommer meget tæt på sin politiske protégé Duque med en misbilligelse på 72 procent.
Mangel på fremtidsudsigter
43 procent af colombianerne lever i fattigdom, og antallet vokser. Der har længe blandt colombianerne været en fornemmelse af, at hvis man ikke er født i den rigtige familie, er der ingen muligheder for at undslippe en ond cirkel af fattigdom. De, der lever i de lavere klasser, har meget lille håb om uddannelse, og flertallet ender med at arbejde hele deres liv for mindstelønnen omkring 260 dollar per måned, hvis de altså har arbejde.
“Hvis du ikke har det rigtige efternavn,” siger mange colombianere, “er der ingen døre, der åbnes, når du søger konto eller lån i banker.”
Ulighed kan være vanskeligt at måle, men uanset hvordan man ser på tallene, er Colombia en af de mest ulige lande på den vestlige halvkugle. For eksempel, Colombias rigeste 20 procent ejer over halvdelen af nationens økonomiske velstand, mens de nederste 20 procent kun har 3,7 procent. Jordbesiddelse er også et kritisk problem i Colombia og var en af de mange faktorer, der startede den borgerkrig, der i 2016 blev afsluttet efter at have stået på i et halvt århundrede. 80 procent af jorden er i hænderne på 14 procent af jordejerne, primært medlemmer af Colombias herskende kaste, der hovedsageligt er efterkommere af de spanske ”conquistadorer,” der bemægtigede sig Colombia for over 500 år siden.
Ud af 11 millioner unge mennesker mellem 14 og 28 år, er 3 millioner (27 procent) hverken beskæftiget eller i skole. Disse unge, der ikke har noget at tabe og længe har følt sig forladt af staten, er stærkt repræsenteret i de igangværende protester.
COVID og de ledsagende lockdowns har kun forværret disse problemer. Der er en stærk fornemmelse blandt dem på gaden, at landet styres af et oligarki, der drager fordel af politikker, der udnytter de arbejdende fattige klasser.
Skrøbelig fred
Dertil kommer de 5,6 millioner internt fordrevne folk. Colombia kom ud af 50 års borgerkrig mod oprørsgruppen FARC, men for mange fortsætter krigen stadig. Duque, der vandt valget i 2018 på løfter om afvikling af aspekter af den kontroversielle 2016-fredsaftale med FARC, har i stedet for imødekomme løfterne til landmændene i de kokainproducerende og tidligere FARC-dominerede områder valgt at prioritere militarisering frem for investeringer, hvilket har ført til yderligere destabilisering og laden stå til, medens de evakuerede landområder effektivt er blevet overgivet til de utallige væbnede grupper, der søger at overtage narkohandlen.
I stedet for at investere i fred og civil infrastruktur har regeringen altså valgt at fortsætte med at bygge på en krigsmaskine, der ikke længere tjener et klart formål, og som nu bliver sat ind imod civilsamfundet. Siden 2017 har der været systematiske drab på sociale ledere i landområderne, især ledere af de oprindelige folk og efterkommerne af de afrikanske slaver. Medens fredsaftalen bliver mere og mere skrøbelig, bliver de aktivister, der kæmper for dens gennemførelse, dræbt. 310 sociale ledere, menneskerettighedsforkæmpere og aktivister blev myrdet i Colombia i 2020, og yderligere 57 er dræbt indtil videre i 2021, hvilket gør det til det langt farligste land i verden for menneskerettighedsforkæmpere.
Land og by finder sammen
Protesterne i dag viser samtidig at modstanden mod de politiske højreorienterede regimer er under forandring. Et af formålene med fredsprocessen med FARC, var at få afsluttet borgerkrigen, der helt og holdent fandt sted i fjerne land- og jungleområder, medens den førte til en ”paralysering” af politisk aktivitet i de urbane centre, især Bogota, Medellin og Cali. Med borgerkrigens afslutning blev der åbnet for, at civil politisk aktivitet i disse bycentre i stigende grad kunne finde sted, og det er i høj grad også det, der er sket siden 2016, i og med nye urbant baserede protestbevægelser udenfor de traditionelle politiske partier er opstået.
På den ene side er disse nye protestbevægelser i vid udstrækning ungdomsledede, rangerende fra studerende til fotomodeller og unge jobløse i de fattigste kvarterer. Det er især disse grupper, der udgør det, de kalder den ”første linje.” der tager kampen op med politi-undertrykkelsen og fastholder barrikader i centrale dele af de store byer. På den anden side er en bredere koalition ved at opstå. Forskellige grupper er ved at finde sammen i nye koalitioner, der svarer til lignende bevægelser i Ecuador og Chile, ofte anført af oprindelige folks organisationer, der i stigende grad har organiseret sig selv. For eksempel de oprindelige folks Mapuche bevægelse, der er bannerfører for protesterne i Chile. I Colombia forener de oprindelige folk sig med efterkommerne af de afrikanske slaver, som spanierne bragte til landet for flere hundrede år siden, men som har været undertrykt lige siden, og med de urbane unges bevægelser, der rangerer fra feministiske og LGBTQ-grupper, studenterbevægelser til økologisk bevidste og menneskerettigheds-orienterede grupper. Den traditionelle venstrefløj er der også, men kun som komponent blandt de mange grupper, der også – og ikke mindst udgøres af de større fagforeninger.
I Colombia er en af de væsentligste oprindelige befolkningers grupper den såkaldte ”La Minga,” der samler de oprindelige folk i Cauca regionen syd for Cali. De rejser ofte fra deres hjemegne til byerne til støtte for de igangværende strejker og fokuserer ikke kun på spørgsmål om retfærdighed og statsvold, men også på den økologisk ødelæggelse af naturen.
Langs stillehavskysten finder man det afro-colombianske samfund, der nu er blevet en kritisk faktor, da de blokerer den største kommercielle havn i landet i Buenaventura, en by, der længe har været et symbol på økonomisk forsømmelse fra statens side. For eksempel har en stor del af Buenaventura ikke drikkevand, store dele har ingen strøm, og dele af byen er blevet forladt af politiet, der frygter for at gå ind i nabolag, der kontrolleres af narkobander. Havnen i Buenaventura er en af den Colombianske økonomis livsnerver, og alligevel modtager lokalsamfundet næsten intet fra den nationale regering i form af sundhedsydelser, uddannelse eller endda grundlæggende infrastruktur. Aktivister siger, at årtiers forsømmelse fra regeringens side har efterladt byen lammet og uden økonomiske muligheder.
Alle disse faktorer peger, på at denne nye brede koalition i det colombianske samfund er kommet for at blive. Kun en vidtgående reform kan slukke de brande, der raser over den colombianske nation.
Joakim Gundel er selvstændig konsulent og forsker og bosiddende i Cali, Colombia.