Efter mange års nedgradering af den danske udenrigstjeneste, blæser der nye vinde over Asiatisk Plads.
Det mener professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Martin Marcussen, der har betragtet den danske udenrigstjeneste gennem mange år. For selvom der stadig ikke er kommet store poser penge på bordet til den udsultede udenrigstjeneste, som med al sandsynlighed venter spændt på den kommende finanslov, så er der tydelige signaler at hente i regeringens aftalepapir og det nye hold i toppen af ministeriet.
“Med Lars Løkke Rasmussen som chef for ministeriet og med en ny, meget stærk departementschef, så har udenrigstjenesten og dansk udenrigspolitik fået en anden rolle i Danmark,” siger han.
Men der er også flere ting, der står uforandret hen. Og det er i stigende grad et problem for en udenrigstjeneste, der med Ruslands invasion af Ukraine og en ny global verdensorden kan synes vigtigere end længe.
Nyt stærkt makkerpar
Det er først og fremmest udnævnelsen af Lars Løkke Rasmussen som ny udenrigsminister, som Martin Marcussen kalder “en radikal ændring”. Det puster nyt liv i et ministerium, hvor særligt de seneste tre ministre – Christian Jensen, Anders Samuelsen og Jeppe Kofod – i Martin Marcussens ord “ikke har været særligt gode for udenrigstjenesten”.
Nu skal der investeres i diplomati igen, og jeg tror i høj grad, at der er en fornemmelse af, at diplomati faktisk igen er et redskab i den politiske værktøjskasse, man tager seriøst
Med Lars Løkke Rasmussen ved roret er magtbalancen mellem statsministeriet og udenrigstjenesten ændret.
“Man kan ikke forestille sig, at Mette Frederiksen på samme måde som med Jeppe Kofod i stor udstrækning blander sig i udenrigstjenestens drift og retning. Det er Lars Løkke Rasmussen, der styrer det.”
Men det er ifølge Martin Marcussen ikke kun den politiske dimension af udenrigstjenesten, der er styrket. Ministeriet har også fået en stærk departementschef i Jeppe Tranholm-Mikkelsen, som har en lang række ambassadørposter bag sig og kommer til efter syv år som generalsekretær i Rådet for den Europæiske Union.
Marcussen kalder den nye departementschef for en “idealtypisk embedsmand”, der i modsætningen til sine forgængere på posten ikke befinder sig helt tæt på den politiske ledelse og hjælper med at navigere i offentligheden. En funktion, der traditionelt er spindoktorernes opgave.
“Han kan ikke blive kørt om hjørner med af politiske ledere. Statsministeren eller Barbara Bertelsen kan ikke komme og sige, at Udenrigstjenesten skal agere på en bestemt måde. Han er den type embedsmand, som ikke bare beskytter forvaltningen, men også hele Danmark mod politisk opportunisme.”
Diplomatiet tilbage i værktøjskassen
For syv år siden konkluderede Martin Marcussen efter en undersøgelse af den danske udenrigstjeneste, at den havde mistet sit monopol på udenrigspolitikken. Analysen var, at de fleste andre ministerier havde opbygget en stærk diplomatisk kapacitet i sig selv. Samtidig spillede også kommuner, regioner og sågar virksomheder i stigende grad en rolle i udførelsen af den danske udenrigspolitik. Udenrigsministeriet var efterladt med en mere koordinerende rolle.
Den udvikling er der ifølge Martin Marcussen ikke pillet det store ved i dag. Men når det er sagt, har den nye regering i sit aftalepapir varslet “en ny udenrigspolitisk strategi” og lægger op til “et stærkere europæisk og internationalt engagement, både diplomatisk og sikkerhedspolitisk.”
Derudover er der blevet sat prop i de mange besparelser på udenrigstjenesten, som i perioden 2001-2019 er blevet beskåret med knap 800 millioner kroner. Og i 2022 blev der sågar fundet nye penge til at styrke Udenrigsministeriet i 2022-2023.
“Vi har en meget lille udenrigstjeneste i forhold til vores nordiske kolleger og like-minded lande, men det giver en ro i huset, at vi nu har nået bunden. Nu skal der investeres i diplomati igen, og jeg tror i høj grad, at der er en fornemmelse af, at diplomati faktisk igen er et redskab i den politiske værktøjskasse, man tager seriøst.”
Ganske vist har Udenrigsministeriet haft stor succes med at hente danskere hjem i forbindelse med corona-pandemien og evakueret danskere i andre henseender. Men ifølge Martin Marcussen, så er ministeriet i høj grad blevet et instrument for erhvervsfremstød, bedst eksemplificeret i den store delegation af virksomheder og kongeligheder, der med Lars Løkke Rasmussen besøgte Indien tidligere på måneden under stor dansk mediebevågenhed.
Når man tænker på den gennemsnitlige diplomat nu om dage, er det en, der har et indtjeningskrav. En der skal ud og fremme og promovere danske produkter
“Når man tænker på den gennemsnitlige diplomat nu om dage, er det en, der har et indtjeningskrav. En der skal ud og fremme og promovere danske produkter, om det så er på klimaområdet, energiområdet, life sciences og så videre,” siger han.
Kommercialisering af den danske udenrigspolitik
Krigen i Ukraine har givet fornyet fokus på Danmarks rolle i verden. I 2022 afskaffede vi forsvarsforbeholdet, og Ruslands invasion af Ukraine har medført varsling om øgede midler til Forsvaret og til NATO-samarbejdet.
Men det medfører ikke nødvendigvis flere penge til den danske udenrigstjeneste. Her har man simpelthen spillet sig af banen over de seneste år og overladt det til statsministeriet og forsvarsministeriet.
“Der, hvor man så til gengæld har spillet sig ind i gamet, er på det kommercielle område, det kommercielle diplomati. Og det er jo faktisk også et af udenrigstjenestens helt store problemer. Udenrigstjenestens diplomater ude i verden ses i stor udstrækning som repræsentanter for erhvervslivet,” forklarer han.
Kommercialiseringen af den danske udenrigstjeneste er ifølge Martin Marcussen også gået ud over den danske udviklingsbistand. Som Globalnyt tidligere har beskrevet, går store dele af udviklingsbistanden, der i øvrigt er faldet til 0,7 procent af BNP, til mange andre ting end bekæmpelse af fattigdom ude i verden.
“Det er penge, der groft sagt tages fra fattige i Afrika og føres over i klimaprojekter til gavn for det danske erhvervsliv eller til opbygning af Ukraine i vores nærområde, hvor danske virksomheder også spiller en vigtig rolle. Eller for den sags skyld til fængselspladser i Kosovo.”
Martin Marcussen vurderer, at Danmark for længst har tabt anseelse, ikke blot i modtagerlandene, men lige så meget i FN, Verdensbanken og OECD, hvor vi ellers engang blev set som en drivkraft på lige fod med vores skandinaviske naboer.
“Når vi er i Colombia, for eksempel, så er det for at sælge produkter. Når svenskerne og nordmændene er i Colombia, så er det for at skabe udvikling og fred. Vi har virkelig adskilt os meget fra det, vi traditionelt set har gjort på udviklingsområdet.”
Fra værdi til interesse
Men hvad vil Danmark så nu med Lars Løkke Rasmussen i spidsen for udenrigstjenesten og en ændret verdensorden, hvor vi skæver mindre til USA og Storbritannien og mere til EU?
Under Jeppe Kofod lancerede den daværende S-regering ideen om at føre en såkaldt “værdibaseret udenrigspolitik”. Danske værdier som ligestilling og demokrati skulle spille en større rolle i udenrigspolitikken, men det blev aldrig til den store reelle forandring.
Den værdibaserede udenrigspolitik er simpelthen definitivt slut nu
“Hvis man fører en værdibaseret udenrigspolitik, så skal man være parat til at betale prisen for at fremme de værdier. Og det har Danmark ikke været villige til, fordi vi samtidig fører en meget kommercialiseret udenrigspolitik.”
“Den værdibaserede udenrigspolitik er simpelthen definitivt slut nu. Fordi konteksten har ændret sig med krig i Ukraine, og fordi der er kommet en ny ledelse, og det er altså Lars Løkke Rasmussen, der står for den ledelse.”
I stedet er vi vendt tilbage til Lars Løkke Rasmussens mere interessebaserede udenrigspolitik, som læner sig meget op af den udredning for den danske udenrigspolitik, Peter Taksøe-Jensen skrev i 2016 for regeringen i rapporten “Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid”.
“Det handler nu først og fremmest om landets overlevelse, fred og sikkerhed. Og så er der de sekundære interesser som dansk økonomi og konsulære anliggender.”
Om den nye interessebaserede udenrigspolitik og varslingen om et øget dansk engagement i verden bliver fulgt op af en genrejsning af udenrigstjenesten, vil den kommende finanslov måske give et praj om. Følger der ikke flere penge med, er det måske fordi vi igen ikke vil betale prisen.
