Journalist og forfatter Øjvind Kyrø, Frederiksberg, der har dækket krige, kup, kidnapninger og folkemord kloden over for aviser, radio, og TV, bliver årets modtager af danske globale journalisters hæder, Nairobi-prisen.
Prisen blev overrakt efter generalforsamlingen torsdag aften på Nørrebro i København i foreningen, der uddeler den – Nairobiklubben.
Det er dermed sjette år i træk, at prisen går til en journalist. Sidste års modtager var den dansk-afghanske journalist og instruktør Nagieb Khaja.
Nairobi-prisen gives til en “person, gruppe eller organisation, som på anerkendelsesværdig måde har bragt fattige landes vilkår frem i danske medier, eller som har stået for et perspektivrigt initiativ til gavn for befolkningsgrupper i fattige lande” – mere om prisen på http://www.nairobi-klubben.dk/9332/Nairobiprisen
Første modtager af prisen i 1980 var den legendariske Danida-mand Kaj Baagø.
Først ingen kandidater
Usædvanligt i år var, at der ikke indløb nogen kandidat-indstillinger til prisen fra Nairobiklubbens godt 80 medlemmer, hvorefter bestyrelsen efter en rundspørge til medlemmerne selv valgte at uddele den.
61-årige Øjvind Kyrø blev udpeget efter fuld enighed i bestyrelsen.
Allerede i dagbladet Politikens fødselsdagsomtale, da han blev 60, fik man indtryk af en uforfærdet reporter, som har været med helt derude hvor det gør ondt – og i henved 30 år:
“Kendere og venner mener, at Kyrø burde være placeret et godt stykke højere oppe i hierarkiet af u-landseksperter, men han har aldrig kunnet tie stille med sin ærgrelse over redaktører, der syltede det brandvarme u-landsstof”, hed det bl.a.
Og han har ikke holdt hånden over nogen, heller ikke den Baptistkirke, han som pastorsøn har rod i – se http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/07-04-09/aarsdag-folkemordet-i-rwanda-danske-baptister-erke
Nairobiklubbens formand begrundede valget af Kyrø sådan i sin tale ved prisuddelingen:
Af Jan Kjær
Artikler og radioindslag fra 17 lande i Afrika, 15 lande i Latinamerika, 8 lande i Asien og 3 i Mellemøsten.
Jo, det er en meget berejst journalist og forfatter, der modtager Nairobi-prisen 2014. Og dertil en yderst erfaren journalist.
1980. Det var det år Weekendavisen fik sin første journalistpraktikant, som hurtigt fik øjnene op for den store verden. I 1982 blev Øjvind Kyrø fastansat og sendt rundt til krigsskuepladser i Den 3. Verden.
I 1988 sagde han sit job op og tog til Chile og boede i hovedstaden Santiago under diktatoren Pinochet. I tre år arbejde han på freelancekontrakter for Berlingske, som den gang også hed Tidende, Weekendavisen og Dagbladet i Oslo.
I 1991 vendte han tilbage til Danmark og satte sig i stolen som udenrigsredaktør på TV2 i Odense.
”Jeg kan ellers godt lide at rejse,” siger Øjvind. ”Men jeg kan ikke lide at rejse til Odense.”
Han sagde jobbet op og har så arbejdet freelance siden 1993.
Og det på en bred vifte af medieplatforme: Radio, skreven journalistik og en dokumentarfilm “Men in Pink” om retsopgøret efter Folkemordet i Rwanda i 1994, som også er vist i udlandet.
Stribevis af bøger – og flotte anmeldelser
Det er blevet til mange bøger, bl.a. om Niels Holck, ”De kalder mig terrorist,” som nu også er blevet til en film, hvor Øjvind har været journalistisk konsulent.
Og ”Godmorgen, Rwanda. Er I begyndt at arbejde? Håndbog i folkemord” Med flotte anmeldelser.
“En fremragende bog … Den er skrevet med engagement og desperation, og den lader os føle med de mennesker, der blev ofre for menneskets barbari og verdens ligegyldighed”, skrev Berlingske Tidende
“At barbariet har en logik, gør Øjvind Kyrø så klart, at det skriger til himlen”, hed det i dagbladet Information
“Ulrik Schultz – gidsel for fred : beretningen om 223 dage som guerillaens fange i Colombia”. Igen med fornemme anmeldelser
“En journalistisk kraftpræstation og et lærestykke i new journalism. Man sluger de 400 sider, som var det en kriminalroman”, anførte Dagbladenes Bureau
“Intet er så spændende som virkeligheden professionelt fortalt, og Øjvind Kyrøs bog leverer varen. Intrigen i bogen når Carré’ske højder”, roste Information
“Et journalistisk mesterværk” konstaterede BT.
Han har også ydet bidrag til “Turen går ad Helvede til”. Det er en rejsebog, som Politikens Forlag udgav i 2012. Han har skrevet et bidrag om at rejse i Congo.
Dertil foredrag om Folkemordet i Rwanda, Cuba og Tro og overtro. Det sidste baseret på DR-dokumentarfilmen “Forført”, hvor Øjvind afslørede den indiske guru Sai Baba som en pædofil tryllekunstner.
En sand journalistisk globalist
Han har alt i alt arbejdet i omkring 70 lande og dækket konflikter i 18 lande. Heriblandt folkemord i Rwanda og Guetemala. borgerkring i Sri Lanka, Angola og DR Congo. Ikke mindst Congo har i en årrække haft hans store interesse.
”Det er verdens største krig. Fem millioner døde i løbet i 10 år. Og der er jo ingen andre der skriver om det”, som han har sagt.
Senest er det blevet til en times P1 dokumentar “FN en skandale i blåt” om, hvordan FN ikke lever op til sit ansvar om at beskytte civilbefolkningen. Tværtimod.
”Det er spild af penge. Rent spild af penge.”
Øjvind er en mand, der tør kalde en spade for en spade.
Den største solo-historie
Der står respekt om Øjvind Kyrø. Det vidner karrierens største scoop om: Poul Hagen Thisted, der blev holdt fanget i Somalia og befriet af amerikanske kommandosoldater.
Alle ville have interview med Poul Hagen Thisted efter befrielsen. Medierne stod i lange køer, og han orkede ikke at stille op alle steder.
Han kendte ikke Øjvind, men havde fulgt hans arbejde. Så sagde Poul, at han kun ville snakke med Øjvind, som både kunne radio og fjensyn
Øjvind var meget stolt over valget.
“Jeg var beæret over, at han kun ville tale med mig. Han sagde på Flygtningehjælpen at han ikke vil snakke med unge journalister med lækkert hår, som ikke kan stave til Afrika.”
Det er en af de få freelanceopgaver, der har givet klejner i kassen. Så blev han ringet op af en journalist fra fagbladet Journalisten, som udtrykte sin forundring over, at Øjvind havde fået den som solohistorie.
”I stedet for at være stolt over at det for en gang skyld giver penge til freelancerne,” funderer Øjvind.
Humoren er der også
Han har i det hele ikke meget til overs for Dansk Journalistforbunds indsats for freelancere og kan bare se på, at taksterne for arbejdet rasler ned.
På sin hjemmeside www.kyroe.dk lyder det fra prismodtageren.
”Dejlig er jorden,” skriver digteren. Men den trænger mange steder til en overhaling, har jeg fundet ud af…..
Jo. Humor har prismodtagerne også.
Kære Øjvind. Du får hermed et kæmpe skulderklap fra dine kollegaer. Tillykke med Nairobi-prisen 2014.
Du er en særdeles dygtig fortæller, og du har i den grad fortjent hæder for dit mangeårige virke som journalist og forfatter – med et særligt fokus på Latinamerika og Afrika.
TAKKETALE: “Jeg har jo blot passet mit arbejde”
Af Øjvind Kyrø
Jeg vil gerne takke for den fine pris. Æren er som bekendt det fejreste træ i skoven, og når den gives af gode kolleger, fås det ikke bedre.
Men jeg har jo blot passet mit arbejde, og det skal man da ikke takkes for.
I virkeligheden burde det være Maiken, der skulle have prisen. Maiken er det, der hedder bankrådgiver, og det er hendes skyld, at jeg har kunnet passe mit arbejde ved at give mig kassekredit og sørge for, at jeg ikke skal betale afdrag på mit boliglån.
For det er jo penge, der styrer, og redaktørerne er ikke særlig opfindsomme.
Når de virkelig skal bruge mange penge, så lader de dem fosse ud i gratis, husstandsomdelte småblade for at hamle op med nogle smarte islændinge, der havde evnet at få fingre i latterligt store summer penge.
Milliarder af kroner blev spildt, som kunne have været brugt til nye satsninger, eksempelvis på at rapportere spændende om, hvordan 2/3 af klodens befolkning går og har det.
Vi kender alle her resultatet af småbladene – og netaviserne med de mange klik på petitstof – og vi ved også, at det har haft konsekvenser for udlandsdækningen; se blot på Ritzau, hvis udenrigsredaktion blev nedlagt.
U-landsstoffets triste skæbne
På samme vis er Afrika syd for Sahara næsten tom for danske korrespondenter, og hvis Maiken fra Jyske Bank var til stede, ville hun kunne fortælle, at hun kan se på mine kontoudtog, at det er blevet ulvetider, hvis man vil rapportere om, hvad der sker i den ikke-hvide verden.
Da jeg fra 1988-91 boede i Chile som Latinamerika-korrespondent – et job sammensat af kontrakter med Berlingske, Weekendavisen og Dagbladet i Norge – var vi fem fastboende korrespondenter på det latinamerikanske kontinent.
Og når der skete noget stort, kom de andre myldrende – latinamerika-skribenter fra DR, Det Fri Aktuelt, Ritzau og så videre. Tit var vi ti.
I dag ligner placeringen af korrespondenter på en prik SAS’ rutenet. Ingen ruter til Afrika eller Latinamerika, og østpå er der kun forbindelser til Kina og Japan, hvor dansk industri har interesser.
Nej, der er færre og færre journalister og fotografer, som rejser ud på u-landet og arbejder.
Tragedien DR Congo
Jeg ved ikke, hvad der er årsag, og hvad der er virkning, når det f.eks. gælder den største konflikt siden 2. Verdenskrig med nu over seks mio. civile dødsofre, nemlig den i DR Congo.
Når jeg påpeger overfor lederne i danske hjælpeorganisationer, at de overser Congo – det er da en skændsel, at feks. Folkekirkens Nødhjælp for nylig har lukket sit kontor i Congo – så lyder modargumentet:
Jamen, du må da forstå, at vi kan ikke ringe på døren hos folk og bede dem om at spytte i bøssen til ofrene i Congo, når de ikke ved, at der er krig i Congo – for I pressefolk skriver jo aldrig om det.
Nu jeg er ved Congo, så burde en forening som denne protestere overfor Danida.
Ingen Danida-penge til skrøbelige stater
Det har i mange år været sådan, at man kunne få et mindre beløb – 10-12.000 kr – refunderet til en flybilet og vaccinationer, hvis man ville til et u-land og rapportere.
Danida har fået ny strategi og satser på at hjælpe i de såkaldte skrøbelige stater, der ofte er kendetegnet ved at lide af væbnede konflikter.
Samtidig har man nu besluttet, at man ikke længere vil give disse journaliststipendier, hvis ansøgeren vil til et land med krig, fx Congo. Eller Sydsudan. Eller Somalia.
Og hvorfor ikke? Jo, man er bange for, at hvis nu en journalist bliver kidnappet, og Ekstra Bladet finder ud af, at Danida har betalt hans eller hendes billet, så vil Danida blive holdt ansvarlig for at skulle betale løsesummen.
Så alt i alt: Vil man beskrive de lande, Danida fokuserer på, kan man nu ikke mere få en flybillet.
Vænnet til at Danida dækker ind
På den anden side er det måske også godt, at de kære redaktører lærer, at de skal betale lige så meget for en reportage fra et u-land som fra et EU-topmøde.
I alt for mange år har de været vænnet til, at Danida betalte udgifter til deres dækning af Den 3. Verden – eller at hjælporganisationerne smed nogle sække med ris ud for at gøre plads til en journalist i en chartret Herkules på vej til et katastrofeområde.
Og i mange år har det været mere reglen end undtagelsen, at en film eller et tv-program fra Den 3. Verden endte med, at Danida eller private hjælpeorganisationer på rulleteksterne blev takket for deres finansiering – penge, som rettelig burde have kommet de fattige og ikke redaktørerne til gode.
Hvor er det tiltrængt, om redaktørerne begyndte at værdsætte deres læsere, seere, lyttere – og ikke anså dem for betalende væsener, der kun er interesseret i gadgets, plastikbryster og kendte mennesker.
Læserne trænger til begavet og underholdende journalistik, der giver dem indsigt i en verden, der nu om dage er henvist til rejse-sektionen. Dyrelivet i Kenya bliver nu bedre beskrevet end det land, kenyanerne bor i. Congo er en lige så hvid plet på verdenskortet som før Berlin-konferencen i 1885.
Summa summarum: Der er rigelig plads til forbedringer, når det gælder u-landsstoffet.
“Råb et syvfoldigt HONORAR”
Selvfølgelig var alt, også u-landsstoffet, bedre i gamle dage, og klubben her er bevis på, at pressefolk mente – og stadig mener – at det er vigtigt, at u-landsstoffet nyder fremme.
Men uden penge går det ikke.
Jeg vil derfor gerne opfordre til, at I rejser jer og for redaktørerne råber et syvfoldigt ”HONORAR”, så de kan høre det.
(slut)
