I 2021 blev Dominic Ongwen idømt 25 års fængsel for 61 tilfælde af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Dommen og straffen blev stadfæstet i december 2022, og nu sidder han i en celle i Haag, og venter på, at et land vil lægge fængsel til hans afsoning.
Siden barndommen havde han været en del af oprørsgruppen – som med årene udviklede sig i retning af en terrorgruppe – Lords Resistance Army i Uganda.
Han blev kidnappet som 9-årig og tilbragte 25 år i gruppen, hvor han steg til tops og blev en ledende figur. Forbrydelserne, som han er dømt for, omfatter en lang række drab, lemlæstelser, voldtægter, bortførelser og røveriske overfald, der foregik fra 2002 til 2005.
Foto: Luke Dray/Getty Images
Dommen faldt ved den Internationale Straffedomstol i den hollandske by Haag. Domstolen udstedte i 2005 arrestordre på ham og fire andre fra gruppens topledelse, og han blev taget til fange i 2015. Tre af de andre efterlyste er i mellemtiden døde. Tilbage er kun gruppens leder og grundlægger, Joseph Kony.
Dominic Ongwens forsvarer var den ugandiske advokat Krispus Ayena, og han er hovedpersonen i en ny, delvist danskproduceret dokumentarfilm om sagen. Filmen hedder Theatre of Violence. Den havde premiere på filmfestivalen CPH:DOX og bliver også vist i blandt andet Aarhus-biografen Øst for Paradis.
Advokat Krispus Ayena
I slutningen af 1980erne blev han som ung advokat involveret i fredsforhandlingerne i hans hjemregion, Lango, som ligger midt i landets nordlige del. Her skabte han et navn for sig selv, og det var medvirkende til, at Joseph Kony ud af det blå kontaktede ham. Kony ville have Ayena til at være mellemmand i forhandlinger mellem Lords Resistance army og regeringen i Kampala.
Det blev begyndelse på hans forbindelse til Lords Resistance Army, som indtil videre er endt med forsvaret af Dominic Ongwen.
Filmen kredser om temaet skyld og uskyld. Vi får beskrevet nogle af grusomhederne, som er blevet begået af Ongwen og hans soldater – blandt andet børnesoldater. Men vi får også beskrevet den grusomme behandling, som han selv var udsat for, og som var med til at forme ham som en ledende figur i den brutale oprørsbevægelse.
Som filmens ene instruktør, danske Emil Langballe, udtrykker det i filmmagasinet Ekko:
”Jeg var som et pendul, der svingede mellem sympati og antipati. Og det er den følelse, vi gerne vil formidle videre til publikum. For der er ikke nogen nemme svar på de her spørgsmål.”
Ude efter afrikanerne
Krispus Ayena besøgte København i forbindelse med filmfestivalen, og her fik Globalnyt mulighed for at stille ham nogle spørgsmål. Sagen blev omtalt i både Globalnyt og mange andre medier, så vi valgte at tale om nogle mere principielle aspekter af sagen.
Vi lagde ud med et spørgsmål, som har fyldt en del i afrikanske debatter om straffedomstolen: At den internationale straffedomstol i særlig grad er ude efter afrikanere. Blandt andet på den baggrund har Sydafrika og Gambia luftet tanker om at melde sig ud af domstolen, og i 2017 gjorde Burundi det.
Hvad siger du til anklagerne om, at den internationale straffedomstol fortrinsvist går efter afrikanere?
”På et kontinent med så mange diktatorer, et kontinent med så mange situationer, som lægger op til revolutioner, krige og konfrontationer, er det ikke mærkeligt, at der opstår sager, som bør sendes til straffedomstolen. Så hvis der er flere afrikanske sager ved straffedomstolen, så har vi årsagen dér. Men jeg mener ikke, at straffedomstolen går særligt efter afrikanere. Anden del af mit svar er, at jeg mener, at den Internationale Straffedomstol er et udtryk for den hvide mands retfærdighed og ikke for afrikansk retfærdighed.”
Hvad mener du med ’den hvide mands retfærdighed’?
”Den hvide mands retfærdighed handler om de værdier, de retfærdighedsbegreber, som den hvide mands samfund står på – og ikke de værdier, som afrikanere værdsætter. Når vi for eksempel ser på Ongwen-sagen, så har vi råbt op om, at han ikke er et normalt menneske.”
”Og hvorfor er han ikke normal? Fordi han har gennemgået nogle ting, som afrikanere er overbeviste om påvirker sindet permanent. Det handler om åndelige ting, som for eksempel at åndelige væsener som spøgelser og mørke ånder kan påvirke et menneskes liv. Lords Resistance Army er forankret i afrikansk spiritualisme.”
”Jeg gav domstolen flere eksempler på, hvordan den slags kan påvirke den menneskelige hjerne. Jeg fortalte dommerne, at det er muligt at benytte ånderne til at påvirke en anden persons sind, så han altid vil følge dig, lige meget hvad du beder ham om. Men altså, for en hvid dommer, eller en hvid person i det hele taget, giver den slags ingen mening. Men det gør det for en afrikaner, for det sker i Afrika. Vi ved, at én, der er overmandet af ånder, ikke længere er sig selv.”
”Så i det omfang, at straffedomstolen ikke værdsætter vores værdier, og i det omfang den ikke tager afrikansk tro alvorligt, tror jeg ikke, den er for afrikanere.”
Så hvis straffedomstolen i dens nuværende udformning er ’den hvide mands domstol’, hvordan kunne den så indrettes, så den kunne håndtere en sag som Dominic Ongwens?
”I en situation som den her, skulle man måske have brugt et jury-system. Med nogle afrikanere, som havde forståelse for den situation, som Dominic Ongwen befandt sig i. For spørgsmålet må jo være, hvad en almindelig person ville have gjort i Ongwens sted.”
”Jeg mener, at han handlede under tvang. Men for domstolen betyder tvang noget med, at man risikerer at dø, hvis man ikke udfører ordren. At nogen holder et våben mod ens hoved. Men Joseph Kony (lederen af Lords Resistance Army, red.) var der jo ikke hele tiden, så kunne Ongwen have bestemt selv? Nej, for så glemmer man den spirituelle indoktrinering, som han havde gennemgået, og at den blandt andet betød, at Joseph Kony var allestedsnærværende, at Ongwen nærmest blev fjernstyret.”
Foto: ICC
”Det handler ikke om, at dommerne skal tro på de samme ting, som Dominic Ongwen tror eller troede på,” understreger Krispus Ayena. “Det handler om, at de skal forstå, at Dominic Ongwen troede på det.”
Hvordan reagerede dommerne på det?
”De erkendte ikke, at der her var noget, som lå uden for deres forståelse.”
Du siger, at det ikke var fair at dømme ham, fordi han blev kidnappet og gjort til børnesoldat som barn. Men han voksede jo op, og blev voksen…
”Hvornår sker den magiske overgang fra barndom til voksenlivet? Ser du, mit argument er, at en person, som på den måde bliver kidnappet i en meget ung alder, ikke bliver formet af det almindelige samfund, som vi andre gør. Når han er helt afskåret fra det almindelige samfund, bliver han så voksen som 18-årig – eller overhovedet?”
Fra et juridisk synspunkt, hvad synes du, har været det mest interessante i sagen?
”Det er svært at svare på, men jeg synes noget af det vigtigste er, at straffedomstolen forpassede en mulighed for at etablere en ny retspraksis i sager om børnesoldater. Det betyder, at den fratog sig selv muligheden for at opmuntre børnesoldater, hvor de end måtte befinde sig, til at komme frem og fortælle deres historier og på den måde komme videre i deres liv. Det var uansvarligt at straffedomstolen, synes jeg.”
”De skulle have ladet Dominic Ongwen slippe, så de mange tidligere og nuværende børnesoldater kunne have fået et håb om at blive hørt og set af det internationale samfund. Jeg mener, at de forpassede denne mulighed. Og selvfølgelig forpassede de muligheden for, at befolkningerne på det afrikanske kontinent skulle begynde at stole på straffedomstolen.”
