”Kenya og Danmark har holdt sammen siden 1963, og det forhold har vokset sig stærkt over tid i mange sektorer som for eksempel uddannelse, sundhed, landbrug og business. Så vi er glade.” Sådan lagde Kenyas udenrigsminister ud, da han deltog i et panel ved det stort anlagte kick-off event for Danmarks engagement med Afrika den 11. marts.
Læs også: Det tunge skyts kaldt ind for at skyde ny Afrika-plan i gang
Det stærke engagement, vi har haft med Kenya gennem 60 års udviklingssamarbejde, var for ministeren det naturlige udgangspunkt for en dialog om det videre engagement.
Men for den danske regering kommer udviklingssamarbejdet til sidst: Først skal vi se på Afrikas strategiske vigtighed. Vi skal forstå, hvor vigtig kontinentet er i sikkerhedsarkitekturen og FN, hvor centralt kontinentet er i den grønne omstilling, hvor vigtigt det er, at det ikke kun er Kina, Afrika handler med. Vi skal lave en plan, der er på linje med Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Først herefter kan vi tænke implementering og lave en udviklingspolitisk strategi.
Det er kun godt, at regeringen interesserer sig for Afrika på grund af andet og mere end bistanden. Men citatet fra Kenyas udenrigsminister siger alt om, hvorfor vores erfaring og viden fra udviklingssamarbejdet bør informere arbejdet med Afrika-planen: Det er netop gennem vores mange langvarige partnerskaber med afrikanske aktører, at Danmark har opbygget goodwill.
Handel, klima, og migration er enkelte af mange områder, der er blevet nævnt i forbindelse med den ny plan. Det er legitime ønsker, men der er blevet sagt og skrevet forbavsende lidt om, hvilke lande vi bør engagere os i og hvorfor.
Landevalget er blevet mere tilfældigt
Ét er sikkert: som et lille land kan vi ikke være i alle lande. De tematiske ønsker peger i høj grad på forskellige lande: Hvis man vægter migration højt, vil valget falde på skrøbelige områder, hvorfra der kommer flygtninge. Hvis handel og klima vægtes højt, kan valget falde på forholdsvist udviklede lande, da det er her, potentialet for både grøn omstilling og samhandel er størst. Vi kan ikke det hele, og derfor gør Danmark selvfølgelig klogt i at engagere sig i EU-Afrika samarbejdet. Regeringen kommer dog også til at skulle tage stilling til, hvor på det store kontinent vi skal udbygge vores bilaterale relationer.
Danmark har tidligere haft en række retningslinjer for landevalget i udviklingssamarbejdet, som var vedtaget af folketinget: Øverst på listen var fattigdom. Derefter skulle der tages hensyn til omfanget af bistand fra andre donorer og kapaciteten til at modtage bistand, altså om der var nogenlunde velfungerende institutioner. Så skulle der være mulighed for at fremme respekt for menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og ligestilling. Sidst var der hensynet til det danske erhvervsliv, som dog kun skulle inddrages, hvis de andre hensyn var tilgodeset.
Vi burde have en debat om, hvordan sådanne retningslinjer kunne se ud i dag. Det gode ved at have kriterier for landevalg er, at det ikke bliver vilkårligt og heller ikke underlagt skiftende politiske vinde. I de seneste år har landevalget imidlertid virket lidt tilfældigt. For eksempel har vi ikke længere noget samarbejde med Benin, Mozambique eller Malawi, som synes at være blevet valgt fra lidt ad hoc efter runder med besparelser snarere end efter nogle bestemte retningslinjer.
Vi har også fået et meget stort engagement i skrøbelige stater, hvor det kan være svært at gøre en forskel på grund af manglen på stabilitet, og hvor et omfattende samarbejde med regeringen ikke nødvendigvis er hensigtsmæssigt. Det er både Mali, Burkina Faso og Niger efter de militære kup eksempler på. Det er godt, at Danmark er til stede i skrøbelige områder, hvor der er store behov, men Danmarks plan for engagement med Afrika bør kunne give et bud på, hvad balancen mellem tilstedeværelsen i skrøbelige lande og stabile lande bør være.
Afvejningen mellem menneskerettigheder og mere strategiske hensyn
Arbejdet med planen bør trække på udviklingssamarbejdets erfaringer i forhold til de svære afvejninger mellem respekt for menneskerettigheder og andre mere strategiske hensyn. Hvis vi har et samarbejde med en regering, der i stigende grad bliver autoritær, hvor længe bliver Danmark så? Og hvornår indleder Danmark et samarbejde med et nyt land? Er det, når landet er vigtigt i forhold til håndtering af migrationsstrømme, uanset om landet har et repressivt militærdiktatur? Eller er det afgørende landets potentiale for at gennemføre grønne klimaplaner? Og hvad vejer tungest? Hvor repressivt kan landet være, før vi ikke længere kan indlede et udviklingssamarbejde.
Erfaringerne fra udviklingssamarbejdet indtil nu peger på, at for meget ustabilitet ikke er godt, hverken for bistandens effektivitet eller for forholdet til landet. Danmark er tidligere blevet rost for at være en tålmodig partner, der har støttet op om partnerlandes dagsordener på det lange sigte. Men hvis Danmark afbryder for mange samarbejder og hele tiden indleder nye, får vi netop ikke opbygget nogen tillidsfuld relation. Så det kan være klogt at ’true med at blive’, selvom et regime bliver mere autoritært, hvis man fortsat kan have en god og kritisk politisk dialog.
Omvendt vil det være uklogt at indlede samarbejder med de allermest repressive regeringer, hvis Danmarks udenrigspolitiske strategi stadig skal give mening.
Byg på den goodwill, vi allerede har
Et rigtig godt udgangspunkt for tilvalg af lande vil være at starte med lande, som vi har haft (og gerne stadig vil have) et langvarigt partnerskab med, for her er der noget at bygge på. Vi skal ikke ’vaske tavlen ren’, som Dan Jørgensen sagde til Altinget under sit nylige besøg i Tanzania, men snarere er det, som han også sagde under samme besøg, ”en klar styrke, at vi har det mangeårige partnerskab at bygge videre på.”
Danmark kommer nok ikke til at åbne nye ambassader i mange lande, men, ambassade eller ej, vil en god rettesnor for at vælge lande altså være at satse på steder, hvor vi har opbygget den kapital og goodwill, som Kenyas udenrigsminister gav udtryk for, og hvor det langsigtede tålmodige partnerskab indenfor områder som for eksempel sundhed og uddannelse faktisk har båret frugt.
Anne Mette Kjær er professor ved Institut for statskundskab, Aarhus Universitet.
