Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
En formiddag i 1977 eller 1978 løb jeg ind en gruppe unge på Sekretariatet, det store støvede kontorkompleks for den offentlige statsforvaltning i Bangladesh. De langhårede unge ventede ligesom jeg i varmen under loftsvifterne på at få foretræde for en embedsmand. De talte dansk, og jeg spurgte naturligvis, hvorfor de var her. Jeg var udsendt af U-landsforeningen Svalerne og næsten alle vi hvide var dengang bistandsfolk, der med mellemrum måtte forbi Sekretariatet for at få vores opholdstilladelser forlænget.
De unge var fra Den Rejsende Højskole, som jeg havde hørt om, men ikke kendte. Jeg fik, så vidt jeg husker, ikke meget mere at vide dengang. De unge forsvandt igen og besøgte os ikke i Sherpur, hvor Svalerne holdt til. Vi fra de vestlige NGO’er besøgte tit hinanden, men Den Rejsende Højskole var ingen NGO og deltog ikke i fællesskabet.
Jeg ved nu, at de unge rejste i en ramponeret bus den lange vej over land fra Europa til Indien for at møde fattigdommen i Verden og tilbage for at fortælle om den i Danmark. Det kunne man den gang og Den Rejsende Højskole sendte mange busser afsted til Asien og Afrika.
Fik ingen svar
Mange år senere inviterede Tidens Højskole i Hørsholm mig til at tale. Efter foredraget stillede jeg spørgsmål om U-landshjælp fra Folk til Folk (UFF) og Den Rejsende Højskolen, der var en del af Mogens Amdi Petersens Tvind-koncern på samme måde som Tidens Højskole i Hørsholm.
Igen fik jeg næsten ingen svar! Højskoleeleverne ville gerne høre på mig, men ikke selv lukke op for posen. Hvorfor stillede jeg så mange spørgsmål, spurgte deres lærer mistænksomt.
Sandheden er skjult
Det gjorde jeg, fordi det efterhånden gik op for mig, at UFF og Tvind på få år havde vokset sig kæmpestore, ikke bare i det danske, men i det internationale u-landskab. Jeg gik op i bistand og ville gerne kende den nye dreng i klassen.
Hvor store ’drengen’ var og hvilken rolle ham spillede i fællesskabet, var det umuligt at få at vide! Alle konkrete oplysninger var skjult og dukkede kun frem som løsrevne brudstykker, når aviserne skrev skandalehistorier om Tvindimperiet og Mogens Amdi Petersen, der levede i hemmelighed på skiftende adresser i Verden. I sus og dus, sagde rygterne.
I 2000-tallet var han kun i Danmark én gang, nemlig i 2006, da han mødte op som tiltalt ved en retssag i Ringkøbing. Ved den lejlighed blev han ikke dømt og forsvandt igen til udlandet.
Den nu 83-årige Amdi Petersen fik i 2013 en fængselsdom for underslæb af østre landsret in absentia. Han dukkede aldrig op til afsoning og har taget sine egne og Tvinds hemmeligheder med sig.
Bog om Tvind
Nu har journalisten og Afrikakenderen Peter Tygesen skrevet en bog om ’Amdi og Tvind’, hvis 1. bind udkom i maj (Høst & Søn 2022). Jeg købte den. For nu kunne jeg måske få svar på nogle af mine spørgsmål!
Bogens 1. del løfter dog ikke sløret over det måske største og mest radikale eksperiment i dansk udviklingsbistand, for ingen af hovedpersonerne har udtalt sig til forfatteren. De har tvært imod brændt kildemateriale, skriver Tygesen, og vogter nidkært over UFF’s regnskaber og strukturer. Jeg savner derfor stadig at få UFF på plads i det danske u-landskab.
Som i en sekt
Men Peter Tygesen har dog ved et dygtigt og omhyggeligt gravearbejde afsløret vigtige sider af virkeligheden bag UFF, Den Rejsende Højskole og andre dele af Tvindimperiet, bl.a. gennem interviews med mange af de flere tusinde mennesker, der har deltaget i arbejdet gennem årene.
Hvis Tygesens billede er rigtigt, er det ikke så underligt, at jeg ikke kunne trænge ind bag facaden af UFF og Tvind! Tygesen skildrer nemlig Tvind som et fællesskab, der mest af alt minder om en hemmelig Maoistisk sekt eller loge, ledet af en kreds, der har lukket sig i en beskyttende skal omkring Mogens Amdi Petersen. Amdi beskrives som dybt neurotisk. I dag menes han at skjule sig bag lukkede mure i et hemmeligt palads i Mexico, der måske og måske ikke, råder over vældige indtægter. Rygter hvisker om sorte narkopenge.
Alle lukkede sekter har ulykkelige ofre for gruppetvang, manipulation og ensretning. Tygesens bog viser, at det også gælder Tvind. Bogen tyder dog også på, at mange hundrede mennesker har fået store og livsbekræftende oplevelser ved at være med i Den Rejsende Højskole og UFF – på samme måde som jeg og andre har fået af at være med i andre danske NGO’er.
