600.000 mennesker.
Så mange flygtninge– og måske endda helt op mod én million – formodes at være rejst fra Venezuela og ind over grænsen til nabolandet Colombia. Det høje antal lægger et enormt pres på det sydamerikanske land, der selv står over for en del udfordringer midt i en endnu skrøbelig fredsproces.
Men hvordan påvirker flygtningesituationen egentlig Colombia? Det var omdrejningspunktet til et fyraftensmøde på Vesterbro i København arrangeret af Oxfam Ibis i den forløbne uge, hvor både den danske ambassadør i Colombia, Lars Steen Nielsen, seniorforsker ved DIIS, Ninna Nyberg Sørensen og Oxfam Ibis’ programkoordinator for Latinamerika, Misha Wolfsgaard-Iversen, hver især gav deres bud på situationen, som den udspiller sig i øjeblikket.
Flygtningestrøm til Colombia
Den økonomiske, politiske og humanitære krise, der siden 2015 har hærget Venezuela og kun ser ud til at blive værre, får millioner af mennesker til at forlade landet. Det skaber et massivt pres på de omkringliggende lande som Panama, Ecuador, Peru, Brasilien og ikke mindst Colombia, der uden tvivl er det største modtagerland.
Efter 52 års borgerkrig har Colombia dog selv millioner af internt fordrevne, egne flygtninge i befolkningen, som gerne vil vende hjem. Så når der kommer den her store menneskemængde ind over grænsen, skaber det et stort pres på Colombia, siger Ninna Nyberg Sørensen.
”Det er rigtig, rigtig mange mennesker. Også selvom Colombia er et stort land.”
Besøg i La Guajira
Udover at bringe fredsprocessen i fare, forværrer det også situationen i de i forvejen meget fattige områder i Colombia. Mange af flygtningene er koncentreret i grænseområderne. Blandt andet i La Guajira i det nordlige Colombia, som Misha Wolfsgaard-Iversen, programkoordinator for Latinamerika i Oxfam Ibis netop er vendt hjem fra.
”Jeg har aldrig været der før, og jeg må sige, at jeg var ret rystet. Jeg var tilbage i Sahel. Det er så tørt, og fattigdommen er så ekstrem, at jeg var rystet over, at Colombia i dag har den fattigdom. Den findes mange steder i Latinamerika, men det havde jeg ikke forventet i Colombia,” siger hun.
Det oprindelige Wayuu-folk i La Guajira er flernationalt, for de befinder sig både i Colombia og i Venezuela og opfatter sig derfor hverken som colombianere eller venezuelanere. De er Wayuu, og de har altid bevæget sig frem og tilbage over grænsen. I mange år har Venezuela tilbudt sundhed og fødevarer til befolkningsgruppen, men på grund af den alvorlige krise i Venezuela, er de sociale programmer rullet tilbage, og mange ser derfor ingen anden mulighed end at bevæge sig over grænsen for at bosætte sig hos familiemedlemmer i Colombia.
For familierne i Colombia skaber dette et enormt pres, for livsvilkårene er i forvejen enormt barske i det ekstremt fattige område, hvor flere børn og ældre er døde på grund af manglen på fødevarer og adgang til rent drikkevand.
Vand fremfor penge
Misha Wolfsgaard-Iversen viser på en storskærm et billede af en lille dreng, der går rundt alene midt ude i, hvad der minder om en ørken. Så tørt er det. Drengen står i kanten til en grusvej, hvor en wire er spændt ud, så bilerne ikke kan køre forbi uden at gøre stop. Børnene håber, at når bilerne stopper op, vil passagererne donere lidt penge, vand eller brød, inden de får lov at køre videre.
”Nogle af de større børn fortalte, at på en rigtig, rigtig god dag tjente de otte kroner i vejkanten og måske lidt brød. Jeg oplevede flere gange, at børnene bad om vand i stedet for penge, og det gjorde et rigtig stort indtryk, at desperationen er så høj. Og at der er børn, der er helt alene uden deres forældre eller større søskende,” fortæller Misha Wolfsgaard-Iversen, der under besøget også blev opmærksom på, at misbrug er et stort problem, når der pludselig flytter flere familiemedlemmer ind i de i forvejen små huse.
”Det er ikke for svage sjæle, hvad der sker i La Guajira lige nu.”
”Vi bliver nødt til at erkende, at det misbrug, der foregår, også foregår inden for familien. Dem, der først sendes afsted, er mændene, og når de kommer over grænsen, så opstår der bare misbrug af piger. Det foregår ned til en rigtig tidlig alder, før teenagealderen.”
Pres på de caribiske øer
Der er ingen tvivl om, at Colombia er hårdt ramt af den store gruppe af mennesker, der søger væk fra Venezuela. Men det er andre lande i regionen også, påpeger Ninna Nyberg Sørensen. Blandt andet fremhæver hun de caribiske øer ud for Venezuela. Den lille caribiske østat Trinidad og Tobago med lidt over én million indbyggere har modtaget 40.000 venezuelanere, mens det større land den Dominikanske Republik har modtaget 20.000, fortæller hun:
”Vi har set kufferter og indkøbsvogne trille over grænserne, men der findes også farlig migration helt parallelt med det, vi ser på Middelhavet, hvor de tager afsted i små fartøjer ud fra den caribiske kyst. Der er rapporter om fund af vrag og døde, vi hører bare ikke om det. Meget peger hen på noget, vi kender.”
Venezuela har en befolkning på lidt over 30 millioner mennesker, og det estimeres, at ti procent af dem allerede er rejst. Men hvis Venezuela bryder fuldstændig sammen, hvad sker der så?
”Det er en super-alvorlig krise, men det er ikke en ny krise. Og det er heller ikke unikt. Det er sket før, og det kan løses. Men det kræver selvfølgelig, at der er nogle, der er interesseret i at løse den, og at Venezuela og de øvrige lande har lyst til at tale sammen om det her,” siger Ninna Nyberg Sørensen.
