The call, Inside the global Saudi religious project
Titel: The call, Inside the global Saudi religious project
Forfatter: Krithika Vargur
Antal sider: 229
Forlag: Columbia Global Reports, 2020
Det saudiske program har haft stor betydning. Milliarder af kroner er blevet brugt på at sprede en konservativ wahabi-islam ud til de fjerneste afkroge af verden. Den amerikanske journalist, Krithika Vargur, skriver i ” The call, Inside the global Saudi religious project” om denne form for mission, og tager læserne rundt til tre lande på tre kontinenter, Indonesien, Kosovo og Nigeria, som alle har oplevet den saudiske dawah, og er blevet præget af den. ”The Call” er en vigtig bog, der i et journalistisk og tilgængeligt sprog får detaljerne med omkring udviklingen af den voldelige udgave af islam.
Den saudiske islam følger en islamisk lærd, Abd al-Wahhab, der levede fra 1702 til 1792, og som gik ind for en streng og bogstavelig efterfølgelse af Koranen. Han allierede sig med Saud-klanen, som senere blev det saudiske kongehus. Al-Wahhab’s mange skrifter læses stadig og er en integreret del af den islamiske eksport, som Saudi-Arabien står for. Det er en dybt intolerant fortolkning af islam, hvor jihad spiller en væsentlig rolle.
Wahhabisme uden loyalitet over for det saudiske kongehus er salafismen. Det vil sige, at de to strømninger deler teologiske og juridiske synspunkter, og når man taler om den saudiske dawah, så er det salafismen, der er blevet eksporteret.
Selvom terrorbevægelserne Islamisk Stat og Al Queda er modstandere af det saudiske kongehus har de alligevel deres inspiration fra Abd al-Wahhab, hvis skrifter de lægger på nettet, og de viser, at den bevægelse som Wahhab startede, var lige så voldelig og puritansk som deres. På den måde er det svært at skelne mellem det, som saudierne har sat i gang, og de voldelige bevægelser, der er inspireret af det. The Call postulerer dog ikke, at det var saudiernes intention, at skabe grobund for radikaliserede grupper og terrorisme verden over.
Saudi dawah er ikke kun regeringsstyret, men har historisk omfattet en række institutioner, enkeltpersoner og hjælpeorganisationer, hvilket gør det komplekst at overskue.
Det saudiske islamiseringsprogram er kendetegnet ved at uddanne salafistiske imamer, ofte ved saudiske læreanstalter, igennem legater til unge studerende og støtte etablering af moskeer, arabiske kulturinstitutioner, koranskoler, og give løn til prædikanter. Fra 1982 til 2005 brugte Saudi-Arabien mindst en milliard amerikanske dollars på missionen.
Dertil kommer, at den saudiske dawah siden konflikten i Bosnien i midten af 90’erne, er gået hånd i hånd med humanitær bistand. I flere hjælpeprogrammer skal kvinderne bære slør for at modtage hjælp, og for eksempel genopbygning af moskeer blev gjort afhængig af, at den fremtidige imam skal være saudisk uddannet.
Støtte til fjendens fjende
Den saudiske dawah har mange steder ledt til konflikt mellem de muslimske grupperinger og til direkte angreb på shiamuslimerne, på sufi-tilhængere og på anderledes troende i det hele taget inklusiv kristne.
Krithika Vargur skriver, at den saudiske dawah på mange måder minder om den amerikanske støtte til forskellige grupperinger under den kolde krig. Det var langt fra altid, at de grupperinger, som fik støtten, også var nogen, som støttede en demokratisk udvikling eller den vestlige verden for den sags skyld – så længe de var imod dem, som USA havde udpeget som fjende. Det var meget tydeligt i den tredje verden, hvor USA støttede jihadbevægelser i for eksempel Afghanistan, for at genere Sovjetunionen, og gav villig støtte til nogle af de værste forbryderregimer i både Latinamerika, Afrika og Asien.
Endelig er der et historisk sammenfald mellem den saudiske dawah og den amerikanske antikommunistiske politik. Fra 60’erne gik de hånd i hånd sammen med iranerne, imod kommunistiske bevægelser. Det gik godt indtil den iranske konge, Shahen, blev væltet i 1979. For Saudi-Arabien var det et hårdt slag, for mange muslimer verden over blev dybt fascineret af den islamiske revolution i Iran. Herefter blev kampen mod shia-muslimerne en integreret del af de saudiske dawah. Amerikanerne fortsatte parløbet med saudierne indtil ophøret af den kolde krig, og lidt løsere indtil den 11. september 2001, hvor det blev klart, både for USA og for Saudi-Arabien, at støtten til radikale islamiske grupper også udgjorde en fare for landene selv.
Krithika Vargur stiller spørgsmålet; hvad er det, som er tiltrækkende ved salafismen for mennesker i dag? Hendes svar er overraskende, for det handler mere om at være moderne end at sidde fast i fortiden, hvilket man ellers umiddelbart skulle tro.
Salafismen har en grænseoverskridende karakter, der giver tilhængerne fornemmelsen af at tilhøre et større fællesskab. Hvor sufiislam vægter sine hellige mænds fortolkninger, anbefaler salafismen at den enkelte troende selv læser grundteksterne, Koranen og Hadith, og i det saudiske missionsprojekt også bøger af Al-Wahhab og andre radikale lærde. Salafisterne lærte langt tidligere end sufitilhængerne at udnytte de moderne informationskanaler, som TV og internet for eksempel Facebook eller Youtube, hvor blandt andet en række unge i Vesten får inspiration og information fra. I Afrika har sufierne reelt tabt i konkurrencen med salafisterne, og det har skabt enorme splittelser i de muslimske samfund og en fragmentering, der i dag viser sig i konflikter i stadig flere lande.
Krithika Vargur gennemgår eksempler fra lande, der har oplevet det saudiske program. Efter en enorm saudiarabisk indsats i Kosovo, blev dette lille balkanland den europæiske nation, der sendte relativt flest fremmekrigere til Syrien. Over 300 drog afsted.
Nigeria var også, før olie-pengene begyndte at komme, i tæt kontakt med Saudi-Arabien, og der har i århundreder været en tradition for jihad i det nordlige Nigeria, men med et stort program fra 70’erne har Saudi-Arabien uddannet en række imamer og betalt moskeer og bevægelser, der har ændret det muslimske landskab radikalt. Terrorgruppen Boko Haram er ifølge The Call skabt af mennesker, der fik deres træning af saudierne, og gruppens dødelige aktiviteter har fordrevet tusindvis fra deres hjem.
I verdens største muslimske land, Indonesien, som traditionelt har haft en meget fredelig islam, har flere forskellige terrorgrupper og intolerante muslimske grupperinger i de senere år gjort livet svært for blandt andet shiamuslimerne, men også andre minoriteter som de kristne. Så sent som i maj 2018 angreb selvmordsbombere tre kirker i Indonesien og dræbte 13 personer og sårede 41.
Et projekt, der kom ud af kontrol
På flere måder er den saudiske dawah et projekt, som er ude af kontrol. Salafismen i dag er en folkelig, global bevægelse, der har sit eget liv, og som ikke længere er afhængig af saudiske midler, der i tiden efter den 11. september både blev begrænset og bedre kontrolleret. Verden over har regeringer også sat en stopper for overførslerne til radikale grupper.
Der er også sket forandringer i Saudi-Arabien. Man er begyndt at erkende, at der er en historie fra før Muhammed, og den saudiske kronprins, Mohammed Ben Salman, har introduceret en ”vision 2030”, hvis klare mål er at genoplive en moderat islam. En væsentlig udfordring er dog, at både kronprinsen og de saudiske religiøse ledere stadig er wahabi, og de læser stadig de samme skrifter, der kloden rundt leder til vold, terror og intolerance over for anderledes troende. Kronprinsens påståede nedslag på ekstremistiske prædikanter er primært gået ud over personer, som er kritiske over for kronprinsen. De ekstremistiske skriftkloge er der stadig, påpeger Krithika Vargur.
På vores breddegrader har en episode med drabet på en fransk skolelærer, der havde vist tegninger af profeten til sine elever, fået den franske regering helt op på stikkerne. Den franske præsident Macron har for nylig introduceret omfattende tiltag for at komme radikaliseringen til livs. I den danske regerings lovprogram for det nye folketingsår er der også forslag om strammere regler for blandt andet tilskud fra udlandet til religiøse samfund.
Således er den tematik, som The Call forklarer, desværre højaktuel, og Krithika Vargur giver ingen grund til at tro, at en hurtig ideologisk sejr over salafismen er realistisk. De virkemidler, man benytter, handler ofte om at slå ned på alle konservative muslimer, men det er ikke klart, om man ved at gøre det, også rammer de voldelige salafister. Salafismen er i dag uløseligt forbundet med det religiøse landskab i mange lande, særlig i den tredje verden, og det vil være et langt sejt træk at forandre dette. Det handler blandt andet om uddannelse af imamer og om at forandre inspirationskilderne, som leder til den voldelige fortolkning.
