Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
De kristne arabere betaler en høj pris i konflikterne i Mellemøsten. Højst er den pris, at ingen tør komme dem til undsætning. Det har journalist og forfatter Klaus Wivel skrevet en bog om, Den sidste nadver. En rejse blandt de kristne i den arabiske verden. U-landsnyt.dk har talt med Klaus Wivel.
“I december måned 2010 blev to kirker ramt af bomber i byen Mosul med mange dræbte til følge. Den 31. oktober 2010 holdt en bevæbnet gruppe 100 mennesker som gidsler i en katolsk kirke i Bagdad. 40 personer blev dræbt da irakiske sikkerhedsstyrker forsøgte at frigive gidslerne. The Islamic State of Iraq, en gruppe tilknyttet al-Qaida, har taget ansvar for gidseltagningen.”, skrev Amnesty International.
Og de fleste har nok set nyheder om tilsvarende historier fra Egypten. Listen over forfølgelser og overgreb mod kristne i Mellemøsten er lang og veldokumenteret. De kristne er ikke de eneste forfulgte minoriteter i regionen. Forskellen for de kristne er, at netop fordi de er kristne, afholder danske og europæiske politikere sig fra at gribe ind.
Men hvad er de kristnes egen rolle og ansvar i en region, hvor mange påberåber sig offerrollen og hvor der næsten altid to eller flere versioner af sandheden – noget hele giftgashistorien fra Syrien et pragteksempel på. Og hvorfor er de vestlige politikere bange for at gribe ind?
Insisterer på menneskerettigheder
Der er meget mistro folk iblandt i Mellemøsten, fordi man i så lang tid har levet i undertrykkende regimer og ved ikke ved hvem man kan stole på. Skal noget af forklaringen på forfølgelse ikke findes der? Mange steder har de kristne jo levet under diverse diktatorers beskyttelse mod ikke at gøre modstand. Det virker som om det er uundgåeligt, at f.eks. det muslimske broderskab afreagerer på de kristne i Egypten.
Jeg synes ikke, der er noget som helst “uundgåeligt” ved de angreb, der finder sted over for kopterne i Egypten. Vi må fastholde, at voldelige angreb på minoriteter er afskyvækkende og skal fordømmes, ligegyldigt hvilke motiver der eventuelt kan ligge bag. Der kan aldrig være nogen gyldig forklaring på at brænde kirker, kristne skoler og klubber ned, som vi så det i august.
Det er jo ikke nyt, at kopterne angribes, selv om det er taget til efter revolutionen, og selv om kopterne for alvor føler, at de har mistet beskyttelsen fra sikkerhedsstyrkerne. Politiet ser, som både Amnesty og Human Rights Watch har påvist, bare på, mens ødelæggelserne foregår. Men islamister har angrebet koptere de sidste fyrre år.
Det fortælles ofte, som det også fremgår af dit spørgsmålet, at kristne har “levet under diverse diktatorers beskyttelse mod ikke at gøre modstand”, men det forekommer mig at være en stadig mere betænkelig indvending. Kristne ledere har sandt nok både i Egypten og i Syrien støttet magthaverne, men for det første kender vi ikke konsekvenserne, hvis de kristne leder havde undladt at støtte magthaverne; for det andet må vi minde os selv om, at kristne har levet i Syrien og Egypten i 2000 år. Det manglede da bare, at de fik diktatorernes “beskyttelse”.
Alternativet ville da for alvor være horribelt. Vi ved godt, hvad det er: Men hvad der skete med jøderne i Egypten og i mange andre arabiske lande efter krigen og efter Israels oprettelse, har vi været mærkeligt tavse om i Europa.
Et parti som de libanesiske falangister har et rygte for at have været meget brutale under borgerkrigen. Selvfølgelig først og fremmest pga. Sabra/Chatila-massakren, som de ikke kunne have gennemført uden israelernes hjælp, som hævn for mordet på præsident Bashir Gemayyel. Samme Bashir Gemayyel, der trods advarsler fra præsident Regan, valgte at alliere sig med israelerne i stedet for at inddrage sine muslimske kolleger. Der er vel ikke noget at sige til, at de kristne opfattes som vestlige sympatisører – Israel, der af mange i regionen opfattes som en vestlig proxy, men også af Europa eftersom de deltager i både det europæiske melodi grand prix og EM i fodbold. Har de kristne ikke selv valgt side?
Kristne libanesere har, som du ved, ikke valgt entydigt side. Det er et dybt sår hos de kristne libanesere, at så mange har støttet Assad, og at det ligefrem er kristne, som har grundlagt baath-bevægelsen – Assad-styrets ideologiske grundlag. Syrien har som bekendt i årtier forsøgt at ødelægge enhver tanke om libanesisk selvstændighed og myrdet de mest fremtrædende stemmer i Libanon, som har krævet den syriske tilstedeværelse ud af landet.
Men ideen om, at man skal “vælge side” til fordel for den vestlige verden eller Mellemøsten, viser jo, hvor massivt problemet er. I dag er der en særdeles tragisk vildfarelse i de arabiske lande om, at menneskerettigheder er en vestlig ide, som slet, slet ikke passer på Mellemøsten. Hvis vi i Vesten bekræfter dem i det syn, har vi solgt ikke bare de kristne, men enhver minoritet i Mellemøsten, som har krav på beskyttelse.
Det er vigtigt for mig at fastholde menneskerettighedernes universalitet. De gælder for alle. Når det er sagt, er det sandt, at kristne libanesere under borgerkrigen allierede sig med Israel, men det er over 30 år siden, og der er en stor erkendelse hos de kristne i Libanon, at det var en fejl, og at israelerne svigtede dem, og at de ligesom syrerne har været med til at ødelægge deres
land.
Du har ret i, at mange arabere betragter Israel som en del af Vesten. Det gør mange israelere også. Det ville da være klart at foretrække, hvis Israel kunne deltage i et arabisk melodi grand prix (hvis det findes) og være en del af de arabiske mesterskaber i fodbold. Det er sikkert ikke kun af mangel på israelsk vilje, at det ikke sker.
Men hvis ikke situationen fortsat skal være fastlåst, bliver begge parter nok nødt til at enes om, at de alle er kommet for at blive – og indgå fredsaftaler og mellemfolkelige forbindelser. Det er i øvrigt mit indtryk, at kristne over det meste af den arabiske deler det overvejende flertal af muslimers foragt for Israel. Det har ikke hjulpet dem, når det gælder om selv at blive overfaldet og presset ud.
Israel er i årtier blevet brugt som en dårlig undskyldning hos alt for mange arabiske regimer til ikke at reformere deres lande og til at holde deres egne befolkninger i en skruestik. Konsekvenserne ser vi i dag.
Hvad skal vesten gøre
Er man ikke selv med til at grave kløft, når f.eks. de kristne, der har råd til det, sender deres børn på franske eliteskoler, hvor de taler fransk og lærer om Frankrigs historie i stedet for deres egen? Lægger man ikke selv afstand til sine muslimske landsmænd og den fælles kulturarv?
Ok. Du har ret i, at mange maronitter føler sig hævet over deres muslimske medborgere. Den oplevelse havde jeg også. Der er en kulturel stolthed, der nærmer sig det arrogante, og det kan naturligvis være med til at grave grøfter.
Men tillad mig at opponere mod den underliggende præmis i dit spørgsmål: Der er jo i sig selv intet i vejen med, at nogle maronitter i Libanon interesserer sig for vestlig kultur. De føler sig knyttet til den. Hvad er der i vejen med det? Der har været et historisk slægtskab med Frankrig, som strækker sig mange hundrede år tilbage. I sig selv burde det ikke skabe kløfter, men jeg ved godt, det gør det.
Det skyldes, at Vesten er blevet lagt for massivt had i store dele af den arabiske verden; især efter Anden Verdenskrig. Der er en blindhed i det had, som er selvødelæggende. Når arabiske lande opfatter menneskerettigheder som et vestligt fænomen, som ikke passer til Mellemøsten, går de naturligvis mørke tider i møde. Hadet til Vesten bøder de kristne i området for, selv om det ærligt talt er temmelig urimeligt: Vesten er virkelig ikke særligt optaget af de kristne i Mellemøsten – alligevel kaldes de kristne femtekolonne.
Hvis de kristne i Irak skal kunne leve i sikkerhed, bliver det så ikke det samme som de israelske bosættelse – uden yderligere sammenligning i øvrigt -der med vold og magt skal bo et sted omgivet af naboer, der vil dem til livs?
Det håber jeg ikke. Der er den forskel, at bosætterne er bevæbnede eller beskyttet af den israelske hær. De kristne har ingen egen milits, men er prisgivet deres magthavere, som ofte ikke er dem venligt stemt. Mange kristne irakere er flygtet til de kurdiske områder nordpå, hvor de nyder en vis beskyttelse, men også her er de blevet angrebet.
Jeg besøgte en lille kristen by uden for den store kuridiske by Dokuk, som blev overfaldet af tusindvis af muslimske hærværksmænd i 2011. Derfor havde byens kristne mænd bevæbnet sig. Men det var en sølle flok, og de kurdiske myndigheder ville aldrig tillade, hvis de ligefrem lavede en fæstning omkring deres by. Det kan ikke helt sammenlignes.
Hvad mener du, der skal til for løse de kristnes situation? Kræver det vestlig indblanding? Og ville det ikke bare bekræfte muslimers fordommene om de kristne arabere?
I første omgang skal vi overhovedet vide i Vesten, at problemet findes. Af en eller anden grund har denne, efter min mening, enorme katastrofe været mærkeligt fortiet. Vi ved i Vesten uhyre lidt om de mellemøstlige kristne. Dernæst bør de europæiske lande eksempelvis meget mere aktivt fordømme, hvad der sker.
Man hører aldrig en lyd fra EU. Det har også rystet mig, at vores egen udenrigsminister Villy Søvndal decideret mener, at det ville være “dumt” at tale om de kristne problemer. Jeg er overbevist om, at vækkede man ham midt om natten og spurgte ham, hvilke værdier dansk udenrigspolitik baseres på, ville han sige menneskerettigheder og minoritetsbeskyttelse. Men af eller anden grund mener han altså, at de kristne i Mellemøsten bør undtages den regel.
Tavsheden bliver ofte forklaret som et hensyn, vi bør tage til de kristne i Mellemøsten. Taler vi om dem, vil de blive beskyldt for at være en vestlig femtekolonne. Jeg spurgte flere kristne på mine rejser, om jeg var på afveje og burde tie stille. De svarede mig, at kristne angribes, ligegyldigt om vi i Vesten taler om det eller ej. Så indtil nu har tavshedens strategi ikke virket.
Wivels pointe
Professor i religion ved Købehavns Universitet, Jakob Skovgaard-Petersen, har sagt om de kristne i både Egypten og Syrien, at de er i fare. Samtidig mener han, at vi vil indgå i et stammefællesskab med de kristne arabere, hvis vi griber ind. Har han en pointe?
Til en konference i Kolding sidste efterår om de kristnes kår i Mellemøsten sagde Jakob Skovgaard-Petersen, at andre grupper i Mellemøsten havde det værre end de kristne, og at der er en fare i at indgå i et “stammefællesskab” med de kristne. “Min næste er alle mennesker”. Villy Søvndal, der sad ved siden af, overtog synspunktet og sagde, at det ville være “meget lidt klogt at kaste sig ud i en kamp blot for en enkelt gruppe”.
Men samtidig sagde Skovgaard-Petersen også, at de kristne i Syrien var i stor fare. Så han siger sådan set begge ting: 1. De kristne (i Syrien) er i fare. 2. Vi skal ikke pege dem ud som forfulgte, fordi andre er mere forfulgte, og fordi vi derved risikerer at indgå i et “stammefællesskab”. Det kan de kristne i Mellemøsten få det endnu værre af.
Min pointe i bogen er, at vi i Europa ikke længere har et “stammefællesskab” med de kristne i Mellemøsten, fordi vi er blevet et stadigt mere sekulært samfund. Jeg er ikke selv kristen, så heller ikke jeg føler mig beslægtet med de kristne, og det tror jeg er symptomatisk for den europæiske holdning (det er lidt anderledes i USA). Min pointe er også, at det ikke har hjulpet at lade være med at tale om de kristne. De er stadig blevet diskrimineret, chikaneret og angrebet, selv om vi har været tavse som graven.
Køb bogen her: http://shop.k.dk/collections/boger/products/den-sidste-nadver-en-rejse-blandt-de-efterladte-kristne-i-den-arabiske-verden
