“Hvad er det, her lugter af?” spurgte jeg vores guide André, da vi kom ud i en lysning i den ellers tætte Atlantiske Regnskov.
“Det kommer fra fabrikken nede i Extrema,” svarede han og pegede ned mod en stor industribygning, som lå for foden af det bjerg, vi befandt os på. “De laver colomba pascal, som er den traditionelle kage, der bages op mod påske,” fortsatte André, “og når vinden er i en bestemt retning, kan man lugte det her på bjerget.”
Men det er ikke kun kager, som bliver fremstillet i Extrema, som er en mindre by i den brasilianske delstat Minas Gerais på grænsen til São Paulo. Andrés fortsatte sit lille foredrag om industrisituationen i byen med at fortælle, at “fabrikken, I kan se ved siden af, er der, hvor firmaet Kopenhagen laver deres chokolade.” Kopenhagen, som laver en god men dyr chokolade, er den bedst kendte kæde af chokoladebutikker i Brasilien, men på trods af navnet, har den ingen direkte forbindelse til Danmark. Kæden er opkaldt efter grundlæggerne, som var et lettisk ægtepar, der indvandrede til Brasilien.
Brasilianere tager på stranden
Vores tur til Extrema fandt sted i den weekend midt i februar, hvor der skulle have været karneval i Brasilien. Det var imidlertid blevet aflyst på grund af Covid-19-pandemien, så min bedre halvdel og jeg havde forladt São Paulo og lejet os ind på et Airbnb-logi i bjergene nord for São Paulo. Herfra var vi kørt til byen Extrema, hvor vi havde hyret André til en vandretur, som gik op til bjergtoppen Pico de Cume.
André var en livlig og vidende guide. Han var født i nærheden, var flyttet til Extrema som ung og havde arbejdet som guide i over 20 år. Han brændte for bjergene og naturen og var – som han sagde – dermed en usædvanlig brasilianer. “De fleste brasilianere vil helst til stranden, men jeg kan bedst lidt bjergene,” forklarede han.
Det er ikke første gang, at vi har oplevet dette, når vi har været på tur i Brasiliens indre. Vidende og engagerede guider fortæller igen og igen, at langt de fleste brasilianere fortrækker stranden og solen frem for bjergene, junglen og regnskoven. En guide i Amazonas sagde således lakonisk, at “brasilianere kun tager ud i junglen, hvis de har tabt eller glemt noget.” Langt de fleste turister i Amazonas er da også europæere eller amerikanere.
En økologisk katastrofe
Da vi nåede Pico de Cume over Extrema, så vi ud over et typisk sydbrasiliansk landskab med bølgende bjerge og dale. Selvom vi havde udsigt til noget skov, så vi mest marker med græssende køer og heste. Man dyrker ikke kakao i denne del af Brasilien. Men alt i alt giver det mening for Kopenhagen at fragte kakao fra den nordlige del af landet til Minas Gerais – og så producere chokoladen her tæt på markederne i storbyerne São Paulo og Rio de Janeiro.
Selvom landskabet ved Extrema umiddelbart ser både grønt og frodigt ud, så er græsmarkerne i realiteten et vidnesbyrd om en økologisk katastrofe. Hvor græsmarkerne nu dominerer, lå tidligere den Atlantiske Regnskov, men omkring 90 procent af skoven forsvandt i løbet af kun cirka 100 år. Mens de fleste europæere har hørt om regnskoven i Amazonas og ikke mindst truslen mod dens fortsatte eksistens, så er der nok meget færre europæere, som har hørt om den Atlantiske Regnskov eller kender dens skæbne.
Det er en skam, for historien om den Atlantiske Regnskov giver et kraftigt fingerpeg om, hvordan det kan gå med Amazonas, hvis udviklingen ikke stopper i tide. Og hvis udviklingen ikke stopper i tide, kan regnskoven i Amazonas forsvinde hurtigere, end de fleste forestiller sig.
Den ugæstfrie regnskov
Vores tur til Extrema var ikke første gang, vi oplevede den Atlantiske Regnskov. Mellem jul og nytår havde vi været fem dage i Parque Estadual e Turístico do Alto Ribeira – “den Statslige Turistpark i Alto Ribeira” i den sydlige del af delstaten São Paulo.
Her er der bevaret et stykke regnskov i en bjergrig region, og området er også kendt for, at der er over 350 naturlige huler i bjergene. De forhold betyder, at man kun kan komme ind i parken med en guide. Dels kan man fare vild over jorden, dels er der en stor risiko for at fare vild under jorden, hvor nogle af hulerne er flere hundrede meter dybe. Og der er andre farer i området.
På den tur hed vores guide Bruno, og lige som André i Extrema var han en af de få brasilianere, som bedre kan lide skov og bjerge end strand. På andendagen i parken opdagede Bruno en pind, som var stukket ned i jorden ved siden af stien. Han bad os først om at vente, men kaldte os så hen for at se en død slange, som en anden guide havde markeret ved at sætte en pind. Min bedre halvdel fiskede kameraet frem og fik et par fine billeder, inden guiden hev os væk igen.
Slangen var ikke død. Den var et vel 1,5 meter langt levende eksemplar af en jararacuçu. Det er en af de mest frygtede slanger i det sydlige Brasilien, og selv et overfladisk bid kan være dødeligt, hvis man ikke får modgift inden 2-3 timer.
Vores billede af slangen gav betydeligt “jungle credit” resten af dagen, når vi mødte andre grupper. Men billedet udløste også en betydelig nervøsitet blandt nogle af de andre guider og intense diskussioner om, hvor vi præcist havde set slangen.
Mødet med slangen er selvfølgelig blot et eksempel, men stadigvæk et sigende eksempel på et af den Atlantiske Regnskovs karakteristika, som den deler med regnskoven i Amazonas. Begge biotoper er ganske ugæstfrie steder for homo sapiens. Det skyldes ikke alene, at man kan støde på en jararacuçu eller andre slanger, men også at biotoperne er hjemsted for dødelige tropesygdomme som malaria, gul feber, dengue og zika.
Den vanskelige biodiversitet
Når man går rundt i en regnskov, er det svært ikke at blive overvældet af to ting. Skovens enorme biodiversitet og dens enorme mængde af organisk materiale. Træer i alle afskygninger og størrelser, palmer, buske, blomster, slyngplanter og lianer blander sig i en tæthed, som udgør en veritabel grøn mur. Og muren er der året rundt, da regnskoven aldrig har et samlet løvfald, som man kender fra en dansk bøgeskov.
Men biodiversiteten betyder også, at der oftest er langt mellem to eksemplarer af den samme art, uanset om der er tale om dyr eller planter. Det har store konsekvenser for menneskets forhold til regnskoven. Regnskoven er nemlig ikke kun et ugæstfrit miljø for mennesker, fordi den er vært for giftige dyr og dødelige tropiske sygdomme. Regnskoven er også ugæstfri, fordi det er et svært sted at skaffe tilstrækkeligt med føde på trods af den enorme produktion af organisk materiale.
Før vi flyttede til Brasilien, havde vi været i Afrika et par gange på ferie, og som så mange andre, var vi på safari. På en savanne har man nogenlunde fri udsigt til store og større dyr, hvoraf nogle lever i store flokke. Der er selvfølgelig undtagelser, men det betyder, at man i det store og hele er nogenlunde sikker på at se de fleste dyr, som man som turist gerne vil se.
Det er en anden sag i en regnskov. Der er både langt mellem dyr af samme art, men samtidig er den totale mængde af dyr på et givet areal også ganske lille. Dertil kommer, at den grønne mur gør det tæt på umuligt at få øje på noget som helst, da ens udsyn altid er blokeret af grene, blade, træstammer eller underskov. Det problem er selvfølgelig til at leve med som turist, men det sætter nogle ret snævre begrænsninger for menneskets overlevelsesmuligheder i den Atlantiske Regnskov.
Den stærkt specialiserede oprindelige befolkning
Da de portugisiske kolonisatorer kom til det nuværende Brasilien i 1500-tallet, mødte de en ganske anden befolkning end de højtudviklede civilisationer i Mexico og Andesregionen. I Brasilien var der tale om små spredte grupper, som befandt sig på, hvad portugiserne opfattede som et “lavt civilisatorisk stadie.” Her var ingen egentlige byer, intet skriftsprog og kun svært forståelige kulturelle manifestationer.
Den oprindelige befolkning blev ikke mødt med megen forståelse fra portugisernes side, og resultatet blev en blanding af et villet og “tilfældigt” folkemord. Villet når den oprindelige befolkning blev slået ihjel eller slavegjort. “Tilfældigt” når den oprindelige befolkning bukkede under for importerede sygdomme, som de ikke havde immunforsvar imod.
Men det portugiserne og siden brasilianerne mødte, var – uden at de vidste det – en stærkt specialiseret kultur, der var tilpasset det meget ugæstfrie miljø i regnskoven. Jagt var mulig, men vanskelig, og det samme gjaldt for landbrug.
Bladskærermyren og samfundet
Forholdene betød, at det var svært at opretholde en boplads på det samme sted i en længere periode. Det skyldes især et af regnskovens mest fascinerende væsener, som man ofte møder, men lige så ofte overser, når man går rundt i regnskoven. Det er samtidig det dyr, som har den ære, at det opbygger de næststørste sammenhængende samfund på jorden, kun overgået af mennesket. Det drejer sig om bladskærermyren.
Bladskærermyren bygger underjordiske boer med millioner af indbyggere, og her fodrer, dyrker, høster og spiser de den svamp, som de lever af. Forholdet mellem myren og svampen er et tilfælde af ren symbiose. Myren kan ikke leve direkte af blade, men skærer dem af planterne og bærer dem ned i deres bo, som de deler med svampen. Her fodrer myrerne svampen, som ikke kan leve uden at blive fodret af myren. Myrerne spiser så af svampen, men skal hele tiden sørge for at holde den i live, for uden svampen vil de uddø.
I en uberørt skov har bladskærermyren naturlige fjender, som er med til at opretholde den biologiske balance. Myrerne er derfor ikke i stand til at slå skoven ihjel ved at fjerne alle deres blade. Men når mennesker rydder skoven for at dyrke landbrug, forsvinder myrernes fjender og dermed bremseklodsen på deres angreb på planterne. Når skoven er fjernet, er myrerne desuden overladt til at leve af de afgrøder, som er blevet plantet i stedet i skoven.
Det betød, at den oprindelige befolkning kun kunne dyrke jorden i nogle få år det samme sted. Herefter blev de nødt til at rykke videre til et nyt område, hvor de igen kunne rydde et stykke skov.
Der var derfor ikke mulighed for eller grund til at oprette komplekse sociale relationer til specialiserede grupper, som kun tog sig af områder som for eksempel administration, krig eller religion. Alle medlemmer i en social gruppe var engagerede i at skaffe føde, og der var ingen grund til at lave større artefakter, da alt alligevel skulle pakkes ned indenfor en kort periode og flyttes til nyt sted eller blot efterlades.
At overleve i et så ugæstfrit miljø krævede – i modsætning til hvad portugiserne så det som – en højt specialiseret viden om den natur, man boede i.
En radikal løsning på problemet
Portugiserne – og siden hen den ikke-oprindelige brasilianske befolkning – stod naturligvis over for de samme problemer med hensyn til at overleve, som den oprindelige befolkning havde haft. De løste imidlertid problemet på en radikalt anderledes måde. På den korte bane var den mere effektiv, men den var ikke økologisk bæredygtig. 90 procent af den oprindelige Atlantiske Regnskov blev skovet, og det meste af den forsvandt indenfor en periode på ikke meget mere end 100 år.
Det vil sige, at den portugisisk/brasilianske tilgang til overlevelse ikke var baseret på et samliv med regnskoven, men på en udryddelse af regnskoven. Regnskoven var ikke et aktiv i forhold til at overleve, men en forhindring som skulle ryddes af vejen. I den sammenhæng var regnskovens biodiversitet økonomisk uinteressant og dens evne til at opsuge CO2 irrelevant.
São Paulo: En mega-by grundlagt på rydning af regnskoven
Når jeg ikke er på udflugt til regnskoven – eller stranden – bor jeg i São Paulo. Det gør jeg sammen med cirka 23 millioner andre mennesker, hvilket gør São Paulo til den største by på de amerikanske kontinenter, den største by i verden udenfor det geografiske Asien, og den største by i verden syd for Ækvator. Det er Latinamerikas økonomiske centrum og som sådan en succeshistorie. Men sådan har det ikke altid været.
I 1870’erne boede her godt 20.000 mennesker, hvilket ret præcist svarede til indbyggertallet i Aarhus i de samme år. På det tidspunkt var São Paulo en mindre, lidt søvnig by, men derfra gik det hurtigt. I de næste 70 år fordoblede byen sit indbyggertal hvert 11. år, og i 1940 boede der 1 million mennesker i byen. Det var en 50-dobling af byens befolkning på 70 år! Siden tog væksten lidt af, så der “kun” skete en 20-dobling af byens befolkning på de næste 80 år.
I de første mange år var væksten baseret på den Atlantiske Regnskov. Eller rettere sagt, den var baseret på en systematisk, omfattende og irreversibel ødelæggelse af den Atlantiske Regnskov. Det, som kom i stedet for regnskoven, var i første omgang kaffe, og derefter kvæg. Tilsammen lagde det grunden for det økonomisk boom, som muliggjorde São Paulos eksplosive vækst i de kommende årtier.
Kaffens hærgen
I 1800-tallet opdagede man, at klimaet i området omkring São Paulo var perfekt til dyrkning af kaffe. Temperaturen var rigtig, der var aldrig frost, og der var rigeligt med nedbør. Hertil kom, at regnskovens enorme biomasse var den perfekte gødning i et lavpraktisk og ikke-mekaniseret landbrug.
Konverteringen af skovens biomasse til gødning foregik ved, at man fældede de største træer og derefter satte ild til det hele. Skovens biodiversitet, som skabte en lav hyppighed af de samme arter af dyr og planter, gjorde, at der ikke var økonomi i at udnytte de fældede træer til andre formål. Byerne var få, og der var langt imellem, så der var ikke et internt marked i Brasilien, og eksport af træ var kun rentabelt for nogle få udvalgte træsorter.
Samtidig var der øjensynligt uendelige mængder af jord til rådighed, som var ubeboet eller beboet af oprindelige folk, hvilket helt op til starten af det 20. århundrede blev set som ét fedt. Uofficielle, men accepterede nedslagtninger af den oprindelige befolkning var normen.
Alt i alt betød det, at jorden i sig selv var stort set værdiløs, så længe den var plantet til med skov. Værdien lå i biomassen, som stod oven på jorden. Men værdien opstod vel at mærke først, når skoven var fældet og brændt og dermed konverteret til gødning for kaffetræerne.
Den ryddede jord kunne imidlertid kun opretholde produktionen i nogle få årtier. Kaffetræerne udpinte jorden, og efter 40-50 år var kaffeproduktionen ikke længere rentabel. Skoven kunne ikke reetableres, så jorden var igen stort set værdiløs og kunne nu kun bruges til ekstensivt kvægbrug.
Alt i alt betød det, at på en periode på kun 50 år kunne et stykke land gå fra at være økonomisk værdiløst, beplantet med en enorm biomasse indeholdende en lige så enorm biodiversitet – over at være økonomisk værdifuld, mens det var plantet til med kaffetræer – til igen at være økonomisk værdiløs, men nu i form af græsmarker.
De spredte vidnesbyrd
Et af São Paulos hovestrøg, Faria Lima, er fyldt med fancy kontorbygninger, men huser også det lille Museu da casa Brasileira – museum for “det Brasilianskes hus.” Det er indrettet i en villa fra 1930’erne, som i sin tid blev anlagt i den sydlige udkant af byen. Byens vækst har betydet, at der nu er yderligere 30 kilometer tæt sammenhængende bebyggelse i retning mod syd, før man når udkanten af São Paulo.
Der er kun få grønne områder i São Paulos betonjungle, men museets have er en – nogenlunde – fredfyldt oase med en god café. Museet har både faste og skiftende udstillinger relateret til møbler og design, og så er der også en lille fast fotografisk dokumentation af rydningen af regnskoven. Historikere har gennemtrævlet lokale arkiver i de omkringliggende kommuner og har fundet en række ofte uskarpe sort/hvide fotografier fra starten af det 20. århundrede.
Tilsammen er de vidnesbyrd om den regnskov og processen, der ødelagde den. Små grupper af mænd står opstillet foran endnu stående eller nyligt fældede gigantiske træer. Mændene står som regel ved siden af save af en størrelse, som gør, at man føler sig hensat til en omvendt udgave af Gullivers ophold i landet Lilleput.
Andre billeder viser nyligt anlagte byer, som kunne være taget ud af en westernfilm, og endelig er der billeder af livsnerven i hele projektet – de nykonstruerede jernbaner. De var ofte anlagt gennem områder, hvor der ikke boede nogen bortset fra den oprindelige befolkning, og de talte ikke med! Forventningen var, at kaffeplantagerne skød op langs jernbanen og dermed skaffede den trafik, som betalte for investeringen. Det har været det rene klondike.
Den Atlantiske Regnskov forsvandt
Da vi stod på bjergtoppen udenfor Extrema, så vi på de historiske yderpunkter af denne afskovningsprocessen. På den ene side lå det lille stykke bevarede regnskov, som vi var vandret op igennem. På den anden side var der de store vidder med græs. De var umiddelbart grønne og frodige, men skinnet bedrog. Det var en økologisk ørken i sammenligning med udgangspunktet.
På en periode på godt år 100 år forsvandt omkring 90 procent af den Atlantiske Regnskov, som indtil da dækkede næsten hele São Paulo-delstaten. Arealmæssigt svarer det til, at man skovede det meste af Storbritannien på 100 år. Det skete vel at mærke på et tidspunkt, hvor det meste arbejde blev udført med håndkraft.
Den brasilianske superstjerne Gilberto Gil giver en hånd til Instituo Terras kampagne “Refloresta” – det vil sige “genplant skoven”.
Men det var ikke det eneste sted, hvor den Atlantiske Regnskov forsvandt. Den samme proces fandt sted i delstaterne Rio de Janeiro, Minas Gerais, Espirito Santo og videre op og ned ad den brasilianske atlanterhavskyst. Alt i alt forsvandt et sted mellem 850.000 og 1.300.000 kvadratkilometer regnskov.
Det svarer mindst til det samlede areal af Frankrig og Storbritannien, og måske så meget som de to landes areal tilsammen plus Tyskland. Noget – men ikke så meget – var forsvundet i kolonitiden og i de tidlige år efter den brasilianske uafhængighed i 1822. Det meste forsvandt i de 100 år fra 1850 til 1950.
Perspektivet
Historien om den forsvundne Atlantiske Regnskov er ikke kun interessant af historiske årsager. Den sætter også et højaktuelt spørgsmål i et vigtigt perspektiv, nemlig: Hvorfor er regnskoven i Amazonas truet? Historien viser, at de samme mekanismer, som drev udryddelsen af den Atlantiske Regnskov, også er til stede i Amazonas i dag.
Regnskovens biodiversitet og ugæstfrihed gør den til et vanskeligt sted at overleve for mennesket, og de samme forhold gør, at skoven i sig selv ikke er økonomisk interessant. Jorden har, i det mindste for en tid, økonomisk værdi, når den er ryddet for biomassen, på samme måde som tilfældet var under kaffeboomet i São Paulo.
I dag er det ikke kaffe, som skaber værdien, men en afgrøde som soja, der kan eksporteres til Europa, USA og Kina – eller kvægbrug, som kan levere kød til den voksende globale middelklasse.
Amazonas gemmer også på andre rigdomme, som kan udvindes, hvis man gør en indsats. Der er fortsat uudnyttede forekomster af guld og diamanter, som bliver udvundet med ofte rudimentære og stærkt forurenende teknologier.
Samtidig er nogle af udgifterne, der er forbundet med at udnytte ressourcerne, blevet mindre. I starten af det 20. århundrede var jernbanen fundamentet for, at nye områder kunne inddrages i den globale økonomi. Den var betingelsen for, at kaffe høstet 500 kilometer inde i landet kunne nå frem til Santos på den brasilianske atlanterhavskyst og derfra sendes med skib til New York, London, Paris og København.
I dag anlægger man veje gennem Amazonas, og lastbiler bringer sojaen og kvæget til udskibningshavnene, og nu er Asien også blevet et marked. Relativt set er den globale transport blevet både hurtigere, bedre og billigere, hvilket øger mulighederne for at afsætte produktionen udenfor Brasilien.
Endeligt har det enkelte firma, den enkelte landmand og den enkelte guldgraver ikke noget incitament til at se på det større globale og økologiske perspektiv. Der er tilsyneladende uendelige mængder af jord og dermed økonomiske muligheder, som kan sikre firmaet, landmanden eller guldgraveren en profit.
Omvendt er de negative konsekvenser abstrakte og upersonlige, og de viser sig først på langt sigt. Politikerne, som kunne regulere området, skal genvælges hvert 4. år af vælgere, som – blandt andet – ser på de privatøkonomiske konsekvenser af, hvem der bliver valgt. Der er således mange kortsigtede grunde til, at regnskoven bliver fældet.
Amazonas er meget fladere end São Paulo og Minas Gerais. Der er kun få bjerge, man kan bestige for at kigge ud over landskabet, som vi gjorde det udenfor Extrema. Men hvis kommende generationer finder et bjerg at stå på og kigger ud over Amazonas, så er det ikke usandsynligt, måske endda snarere tværtimod, at de vil se den samme type økologiske katastrofe, som vi oplevede i Extrema.
Thomas Christiansen har en HD(O) i Strategisk Ledelse og Forretningsudvikling, Copenhagen Business School, en PhD i Økonomisk historie, London School of Economics and Political Science og er Cand. Comm. med historie fra Roskilde Universitet. Bosiddende i São Paulo, Brasilien.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Topillustration: Atlantisk Regnskov i PETAR-nationalparken i den sydlige del af delstaten São Paulo. Foto: Thomas Christiansen