Den 24. februar 2022 brød Rusland de folkeretlige regler og angreb et suverænt europæisk land. Under invasionen trodsede det ukrainske folk alle odds og tog på heroisk vis den militære kamp mod den aggressive nabo. Videoerne af den karismatiske præsident Volodymyr Zelenskyj, der livestreamede mobiliseringen af folket direkte fra Kyivs gader, overbeviste Europa om, at friheden levede endnu.
Ved en demonstration foran den russiske ambassade i København blot tre dage senere overrakte statsminister Mette Frederiksen på symbolsk vis demokratiets flamme til Zelenskyj. Siden har suverænitetskampen ikke været Ukraines at definere – kun at kæmpe.
I dagene efter krigsudbruddet viste den russiske regimeskiftestrategi sig fejlslagen. Zelenskyj ville ikke vige for overmagten – hverken politisk eller militært. Imens Europa tøvede, ydede USA den afgørende støtte. Vitale efterretninger og militære kapaciteter blev leveret inden for rammerne af retten til selvforsvar og selvbestemmelse. Særligt det sidste har siden vist sig at udgøre en væsentlig forskel mellem USA’s og Europas kamp for de fælles værdier. For imens USA’s strategi også støtter retten til forhandling, fokuserer Europa primært på pligten til forsvar af de demokratiske værdier.
Europa samles efter invasionen
Fire dage efter invasionen påbegyndtes månedlange forhandlinger mellem Ukraine og Rusland. Målet var en politisk bindende aftale, hvor Ukraines suverænitet kunne garanteres uden et NATO-medlemskab.
Parallelt med disse forhandlinger fandt de europæiske lande fælles retning. Fra det tyske Zeitenwende, der brød årtiers ’Ostpolitik’, over Sveriges og Finlands NATO-ansøgninger til de mange våbendonationer blev ’støtten til Ukraine’ samlet i ’kampen mod Rusland’.
I begyndelsen af april 2022 udtalte den britiske premierminister Boris Johnson under et besøg i Kyiv, at briterne ’står urokkeligt sammen med ukrainerne i denne igangværende kamp, og vi er med hele vejen’. Europa var herefter politisk part i den krig, ingen statsledere reelt set ønskede at træde fuldgyldigt ind i.
I begyndelsen af maj 2022 faldt de politiske forhandlinger sammen til fordel for den rene militære afgørelse. Siden har Kreml styrket forsvarsindustrien gennem en overophedning af den russiske økonomi. Dette kan potentielt medføre, at kamphandlingerne forlænges alene af den grund, at krigen holder hånden under både den russiske stat og Putins præsidentembede.
Konsekvensen er, at Ukraine nu på tredje år kæmper en selvstændighedskamp med fuld politisk opbakning fra vesten, men uden de nødvendige militære kapaciteter til at afgøre krigen eller mulighed for at søge freden gennem forhandling. Dette skyldes primært, at krigen har for mange formål, som slet ikke handler om Ukraine.
Krigens mange formål
På trods af donerede våbensystemer og ammunition står Ukraine fortsat alene på kamppladsen, imens krigen forlænges i sin rå og voldelige form. Det er fortsat det ukrainske folk, der kæmper og dør ved fronten, og den ukrainske civilbefolkning, der rammes af angrebene på byerne. På slagmarken er Ukraine herre i egen krig, dog inden for de rammer som USA og Europa sætter.
USA har hele tiden haft fokus på egne sikkerhedspolitiske og geostrategiske interesser. Derfor er der ikke givet grønt lys til at anvende de langtrækkende våbensystemer, der måske kunne stække den russiske infrastruktur og økonomi. Ukraine har hverken kapaciteterne til selv at afgøre krigen eller gennemtvinge freden.
For USA handler det for det første om ikke at eskalere krigen til resten af Europa. Men det handler også om ikke at blive indiskutabel part. Sker det, vil Ruslands fortælling om krigen blive bekræftet, og den internationale afståelse fra politisk stillingtagen forlænget. Washington holder derfor Ukraine inde i kampen, imens særligt Kinas støtte og opbakning til Rusland følges nøje.
Det er primært i forhold til Kina, at de kommende ændringer i den amerikanske strategi vil komme. Det har Zelenskyj forstået, og derfor opfordres både Joe Biden og Xi Jinping nu til fælles afsøgning af politiske muligheder for en forhandlet løsning. Heri kommer hverken Rusland eller Europa til at spille nogen væsentlig rolle.
Europas politiske krig
For Europa er krigen først og fremmest politisk, og den fastholdes og udvikles i direkte opposition til Rusland. ’Støtten til Ukraine’ anvendes til at styrke sammenhængskraften i de enkelte lande og bekræfte fællesskabet i EU.
Men ’kampen mod Rusland’ definerer desværre også en lang række politiske konflikter i og mellem EU-landene. Dette ses blandt andet i klimakampen for at komme fri af ’Putins sorte olie og gas’ og i kravet om at sende ’oligarkernes rigdomme’ frem for skatteborgerens penge til Ukraine. Derved er Ukrainekrigen indfanget i Europas interne politiske magtspil, som det bliver svært at komme fri af.
Denne politiske anvendelse har alvorlige konsekvenser for både Ukraines muligheder for at afslutte suverænitetskampen og EU’s fremtidige relationer til Rusland. Europa kan sandsynligvis ikke acceptere en afgørelse på krigen, der på nogen måde falder til Ruslands fordel. Dette giver svære betingelser for den forhandlede aftale, der måske er på vej.
Presset på Tyskland for at donere de langtrækkende Taurus-missiler uden begrænsninger og de interne diskussioner om NATO-styrker på ukrainsk jord er mere styret af ’krigen mod Rusland’ end ’støtten til Ukraine’.
Ukraines umulige betingelser
I skrivende stund fortsætter krigen på sin 827. dag. Imens nærmer de militære og civile tab på tværs af parterne sig den runde million.
Kapaciteten til at afslutte krigen militært styres af Washington. Muligheden for at søge en forhandling skal afstemmes med Europa. Derfor fortsætter krigen, og det vil den blive ved med. Så længe krigen holder hånden under Putins præsidentembede. Så længe USA ikke vil tillade Ukraine at anvende amerikanske langtrækkende våbensystemer mod Ruslands krigsøkonomi. Så længe Europa ikke vil acceptere en forhandlet fred.
Imens drager den tapre ukrainske befolkning fortsat til fronten i takt med, at præsidentkontoret sænker aldersgrænsen for at blive indkaldt. Det er reelt set den eneste variabel, Zelenskyj selv er herre over.
Jan Werner Mathiasen (f. 1972) er uddannet major og kandidat i politisk kommunikation fra Copenhagen Business School. Han er ansat som militæranalytiker ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier og kandidat til Europa-Parlamentet for Radikale Venstre.
