Fremgang og tilbagegang – men mest af alt tomgang.
Så kort kan man opsummere situationen for arabiske kvinder og deres rettigheder i dag sammenlignet med tiden inden Det Arabiske Forår. Lina Khatib er chef for Mellemøsten og Nordafrika-programmet hos det politiske analysecenter Chatham House i London. Over en zoom-forbindelse til den engelske hovedstad har hun indvilliget i at gøre status over, hvad de sidste ti år har betydet for regionens kvinder og deres vilkår.
”I nogle lande kan du se forbedringer inden for et område og nedslag inden for et andet. Hvert land har sin egen dynamik, og det gør det svært at konkludere noget generelt for hele regionen. Det er en pose blandede bolsjer, men mange steder har situationen ikke ændret sig ret meget. Desværre. Jeg vil sige, at siden 2011 har de fleste kvinder i Mellemøsten og Nordafrika oplevet en stagnering, når det kommer til deres rettigheder,” siger hun.
Skraber bunden på ligestilling
Alting virkede ellers så lovende dengang for ti år siden.
Protestbølgen, der flød ind over de arabiske lande og skyllede sandet væk under regionens regimer, skabte også piblende strømme af håb og forandring i befolkningerne; mænd såvel som kvinder. Det Arabiske Forår markerede på mange måder et vendepunkt for regionens kvinder, der deltog massivt og på lige fod med mændene i protesterne.
Men ligesom oprørerne i langt de fleste lande ikke førte hverken demokrati eller frihed med sig, har de heller ikke rykket meget ved kvindernes rettigheder. I januar 2017 skrev Tawakkol Karman, der blev tildelt Nobels Fredspris i 2011 for sin ledende rolle i Yemens arabiske forår, i et indlæg i UN Chronicle:
”Ligesom kvinder var revolutionernes fortrop, blev de også de største ofre for modbevægelsen, som hævnede sig på dem, så snart undertrykkerne troede, de havde sejret (…) den politiske proces og styrkelsen af kvinder, der toppede under Det Arabiske Forår, har siden mistet damp. I dag, med undtagelse af Tunesien, betaler kvinderne fra Det Arabiske Forårs lande prisen for at have kæmpet for forandring.“
Kigger man på de hårde tal, ligger Mellemøsten og Nordafrika da også stadig nummer sjok i den nyeste version af Gender Gap Report, der hvert år opgør den globale ulighed. Faktisk er hele syv ud af de ti lande med størst ulighed mellem mænd og kvinder arabiske nationer, fremgår det af rapporten, som World Economic Forum står bag. Kun et enkelt land fra regionen – Israel – er med i top 100, mens de resterende 17 lande fordeler sig mellem plads 120 (De Forenede Arabiske Emirater) og indeksets bundskraber, Yemen, på plads 153.
Regional og national variation
Når Lina Khatib snakker om de arabiske kvinders rettigheder, understreger hun igen og igen, at det er et enormt komplekst billede, der ikke bare varierer fra land til land, men også fra område til område i de enkelte lande. Hvorvidt der er sket fremskridt i et land eller ej, afhænger heller ikke af, om landet oplevede oprør i forbindelse med Det Arabiske Forår.
Hun nævner Saudi Arabien som eksempel.
Selvom der ikke var protester i det ekstremt restriktive land, har Saudi Arabien alligevel tildelt sin kvindelige befolkning flere rettigheder over de sidste ti år. De har blandt andet fået lov til at køre bil, til at ansøge om pas og til at rejse uden en mandlig værge. Også kvinders økonomiske situation er forbedret, da flere kvinder end tidligere kommer ind på arbejdsmarkedet. På papiret ser det fint ud og tæller da også som fremskridt, men der er en skyggeside.
”Selvom kvinder har fået lov til at køre bil i Saudi Arabien, vil jeg stadig vurdere, at situationen lige nu faktisk er værre end før 2011 på grund af de mange arrestationer af kvinderettighedsaktivister, som primært er kvinder. Så på dét punkt er situationen blevet værre,” siger Lina Khatib.
Et propagandaværktøj
Den samlede score i Gender Gap-rapporten består af fire indekser, der måler på henholdsvis økonomisk deltagelse, politisk deltagelse, uddannelse og sundhed. Globalt set er det de to første kategorier, det står værst til med, og det er da også dem, der i overvejende grad er med til at sikre Mellemøsten og Nordafrika en bundplacering. Inden for politiske deltagelse står det særlig skidt til.
Mens verden som helhed kun har opnået 24,1 procent lighed inden for politisk deltagelse, er tallet blot 10,2 procent for Mellemøsten og Nordafrika. Den lave score skyldes i høj grad, at arabiske kvinder stadig ikke lukkes ind i det politiske rum, hvor væsentlige beslutninger træffes – selvom regeringer på tværs af regionen forsøger at signalere det modsatte.
Et par eksempler:
Det modtog, med rette, bifald og opadvendte tommelfingre, da Tunesien i 2016 vedtog en lov, der sikrer en 50/50 kønsfordeling på stemmesedler til regional- og lokalvalg – det betød, at landets første demokratiske valg i 2018 gav kvinder 47 procent af pladserne i regional- og kommunalråd. Men loven omfatter ikke valg til parlamentet. Her gik blot en fjerdedel af pladserne til kvinder ved valget i 2019 mod en tredjedel ved valget i 2014.
På samme måde var det bemærkelsesværdigt, da Egyptens præsident i 2019 lavede en forfatningsændring, der øremærkede 25 procent af pladserne i både parlament og lokalråd til kvinder. Det førte til, at 27 procent af pladserne i landets parlament gik til kvindelige kandidater ved valget i 2020. Det ser måske fornemt ud på papiret, men i virkeligheden fraholdes kvinder muligheden for reel indflydelse.
Lovene er vinduespynt og led i en strategi om image udadtil, siger Lina Khatib.
“Flere lande i den arabiske verden bruger kvinders deltagelse i det offentlige liv som et propagandaværktøj for at få regimet til at fremstå progressiv; regimer kaprer kvinders rettigheder.
Tag nu Egypten – om noget forsøger den egyptiske regering at bruge kvinders rettigheder til at sende et budskab og fremstille sig selv som progressiv, mens virkeligheden er, at margenen for ytringsfrihed i Egypten er faldet betydeligt siden 2011.”
Det samme gør sig gældende i Libanon, hvor overgangsregeringen har det højeste antal kvindelige ministre nogensinde i landets historie, men samtidig slår regimet ned på ytringsfriheder i en grad, man ikke har set magen til siden borgerkrigen.
”Så bare fordi et land har kvindelige ministre, er det ikke ensbetydende med, at landet reelt har forbedret kvinders mulighed for politisk deltagelse. Bare fordi vi ser et stigende antal kvinder i arabiske parlamenter, betyder det ikke, at de nødvendigvis har fået mere at skulle have sagt rent politisk. Det, jeg siger, er, at meget ofte er ændringerne ikke reelle, men rent kosmetiske,” lyder vurderingen fra Lina Khatib.
Kvinder tier ikke længere
Selvom Tunesien er det eneste land, hvor Lina Khatib med sikkerhed vil sige, at ja, det ér gået fremad med kvinderettigheder, og vilkårene for de arabiske kvinder i resten af regionen overordnet set er stagneret, er Mellemøst- og Nordafrikachefen hos Chatham House ikke pessimist.
”Det er urealistisk at forvente, at en region, der har været styret af patriarkatet igennem årtier, pludselig skulle bane vejen for, at kvinder kan nå deres fulde potentiale, blot få år efter oprørene. Det er en proces, jeg tror, kommer til at tage en generation. Vi bliver nødt til at skelne mellem de vilkår, kvinder lever under, og kvindernes egen kamp – og den er taget til i både intensitet og omfang. Kvindelig aktivisme vinder momentum en masse steder,” siger Lina Khatib, før eksemplerne vælter ud af hende.
Der er Libanon, hvor kvinder fører kampagne for retten til at kunne overføre deres nationalitet til deres børn, hvis deres mænd ikke er libanesere. Der er de syriske kvinder, som selv ti års konflikt ikke har kunnet dæmme op for, og som bliver ved med at mobilisere og lobbye, primært uden for, men også inde i landet. Der er Egypten, hvor kvindelige aktivister i 2020 har haft succes med en national MeToo-kampagne, der har ført til afsløringer og domsfældelse. Der er Tunesien, hvor kvinder er stormet ind i kommunal- og regionalpolitik, hvor de lærer det politiske håndværk som en slags forskole til en karriere i national politik. Og der er de libyske kvinder, der indtil 2011 var meget få af i politik, men som nu melder sig på den politiske bane og begynder at se sig selv som politiske aktører.
“Regionen er på vej i den rigtige retning. Så vi skal ikke trække på skuldrene ad det faktum, at de fleste stater i den arabiske verden stadig ikke har kvindelige politiske beslutningstagere eller kvinder i offentlige roller og se det som en fait accompli. Det er det ikke. På trods af vanskelighederne fortsætter kvinder deres aktivisme.”
Der er længe til år 2140
Det er der brug for. I Gender Gap-rapporten lyder prognosen, at med det tempo, Mellemøsten og Nordafrika lægger for dagen, vil det tage 140 år før regionen har lukket hullet mellem mænd og kvinders rettigheder og muligheder. Et hundrede og fyrre år. Det vil altså sige, at ligestilling i regionen først er en realitet i år 2140.
Forelagt det årstal er Lina Khatib tavs lidt, og siger så:
”… ja, hvis tingene fortsætter som hidtil, så er det klart, at det ikke kommer til at rykke i den nærmeste fremtid.”
”Men det faktum, at vi allerede ser fremtrædende stemmer – også fra lande, der er splittet af konflikter, giver mig håb. Det giver mig håb, at disse kvinder har kunnet rejse sig og være så imponerende, når de kommer fra disse meget vanskelige vilkår, og forhåbentlig kan de inspirere den yngre generation, der vil forsøge at spille en væsentlig rolle uanset. For den nye generation af kvinder er mere uddannede og mere forbundne til resten af verden og derfor mere bevidste om, hvilke rettigheder de kan have som borgere. Selvfølgelig vil de møde modstand fra patriarkatet, der ikke vil have nogen interesse i at give afkald på sin magt, men mit håb er, at denne nye generation vil sætte skub i forandringsprocessen og accelerere den, så vi ikke behøver at vente – hvad var det nu? 140 år.”
