¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika
Podcasten sætter fokus på stort og småt i Mellem- og Sydamerika og dækker både aktuelle begivenheder, tendenser og kulturelle fænomener fra hele regionen.
Bag podcasten står Josefine Aude Raas og Mette Mølgaard, journalister med speciale i Latinamerika.
Alle afsnit af podcasten på Globalnyt
Lyt til ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika på Buzzsprout
Mindst 380.000.
Så mange brasilianske coronadødsfald er der ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, blevet registreret i Brasilien (tal fra april 2021), det største land i Latinamerika med 212 millioner indbyggere.
Det gør Brasilien til det land i verden, der lige nu er hårdest ramt af coronapandemien. Det sydamerikanske land befinder sig i den hidtil værste krise, siden pandemien brød ud sidste år i marts.
Hospitalsvæsenet er i knæ over hele landet, og både guvernører og borgmestre har valgt at gå imod præsident Jair Bolsonaros opfordring om ikke at lukke områder ned af hensyn til økonomien. “Tyranner” kalder Bolsonaro dem. Bolsonaro er på mange måder en kontroversiel præsident, og indtil for nylig anerkendte han ikke alvoren. Han tog afstand fra videnskaben og rådene om at holde afstand, bruge mundbind og lukke landet ned. I stedet for skulle folk “stoppe med at jamre”, mente han.
Bolsonaro har dog for nyligt skiftet holdning og er gået i gang med at bestille vacciner hjem til befolkningen. Hvorfor han pludseligt har skiftet holdning, diskuterer vi i dette afsnit af podcasten.
Situationen i Brasilien påvirker også resten af verden, for når en pandemi er ude af kontrol i så stort et land, muterer virussen og udvikler nye varianter. Den mere smitsomme variant P.1, der udviklede sig i storbyen Manaus midt inde i Amazonas, er også nået hele vejen til Danmark, og det skaber bekymring.
Men hvorfor er det gået så galt i Latinamerikas største land? Og hvor meget kan vi bebrejde præsidenten, Jair Bolsonaro? Det diskuterer Mette Mølgaard og Josefine Aude Raas i denne episode af ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika, hvor de har interviewet Marie Kolling, der er antropolog og postdoc ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).