Anmeldelse af Lis Garval, U-landsnyt.dk
Det er måske ikke helt korrekt, at samarbejdet mellem Bhutan og Danmark begyndte med kongens seng. Men næsten. De bløde dyner i det royale gæstehus i Motithang spillede en afgørende rolle.
Indvielse af domstolen i Trashigang i 2010 (Foto: Lis Garval)
Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) og hans kone undlod velopdragent at bruge de kongelige tandbørster, da de i 1988 var på officielt besøg i Bhutan og blev indlogeret i de private royale gemakker. Men Kongens gestus gjorde stort indtryk.
Inden besøget havde der været megen korrespondance og mange drøftelser i udenrigsministeriet om et eventuelt bistandssamarbejde med Bhutan. Efter besøget lød det fra Uffe Ellemann: Let’s do it!
Denne historie indgår i Henrik A.Nielsens og Gopilal Acharyas bog om udviklings-samarbejdet ”Bhutan-Denmark. Developing a Partnership shrough 35 years”, og udenrigsministerens begejstring over besøget i Bhutan lod da heller ikke ingen i udenrigsministeriet i tvivl om, hvor det bar hen. Bhutan skulle være programsamarbejdsland.
Mange navne, mange detaljer
Udenrigsministerens Bhutan-besøg er en af de mere fornøjelige beretninger på de 210 tætbeskrevne sider i bogen, der ellers ikke lefler for sine læsere.
Beskrivelsen af det 35-årige samarbejde mellem Danmark og Tordendragens Land i Himalaya er spækket med både danske og bhutanesiske navne og detaljer om udviklingen i den årelange samarbejdsproces i en grad, som ikke befordrer læselysten.
Og det er lidt ærgerligt. Det specielle udviklingssamarbejde fortjener nemlig at blive fortalt, så det fanger en bred læserkreds.
De to forfattere har uomtvisteligt gjort et stort arbejde med at indsamle data.
De har gravet dybt i arkiverne både i udenrigsministeriet (der er f.eks. en henvisning til et udkast om sektorprogramsamarbejde skrevet af en navngiven fuldmægtig…), på det danske repræsentationskontor i Thimphu og hos den bhutanesiske planlægningskommission, og de har talt med en række af de nøglepersoner, der har været involveret i samarbejdet.
Henrik A.Nielsen, der var leder af det danske repræsentationskontor i Thimphu fra 2007 til han gik på pension i 2012, er åbenlyst glad for Bhutan og bhutaneserne, for deres gæstfrihed og imødekommenhed. Det skal ikke lastes ham. (Jeg kender ingen, der har været i Bhutan, som ikke har det på samme måde. Bhutan – og bhutaneserne – betager og bjergtager).
Men det betyder, at billedet af samarbejdet er rosenrødt. Der er så megen succes at fortælle om samarbejdet, at man gerne havde læst lidt om de kontroverser, der har været.
Var der ikke noget om, at Danmark udtalte sin bekymring, om end forsigtigt, da den bhutanesiske regering i 1991 fik ekspederet omkring 100.000 indbyggere af nepalesisk oprindelse ud af landet – til flygtningelejre i Nepal?
Det skete efter uroligheder blandt det etnisk nepalesiske, hinduistiske mindretal i den sydlige del af landet, der protesterede mod at få påtvunget bhutanesisk kultur (og buddhismen) og var uden for politisk indflydelse.
Og er der så lidt korruption, at den kan bagatelliseres? Den nuværende premierminister Tshering Tobgay, der kom til magten i 2013 og som er leder af det tidligere oppositionsparti, blev valgt på et program, der blandt andet vil bekæmpe korruptionen.
Det er småting i en beretning af et samarbejde, der på mange måneder er forbilledligt og som bør fortælles. Men alligevel. De bør med.
Mest bistand per indbygger
Den danske bistand til Bhutan fra 1985 til 2015 beløber sig til i alt 1.7 mia. kroner, hvilket svarer til 2500 kr. per bhutaneser eller mere. Mere bistand per indbygger end til noget andet samarbejdsland, da der er under en million indbyggere i Bhutan. Nøjagtigt 740.000 ifølge FN i 2012.
Til det store pengebeløb per indbygger skal man lægge det største antal rådgivere – firmarådgivere som Danida-rådgivere.
Rådgiverrollen er formentlig en stærk medvirkende årsag til, at partnerskabet i evalueringsrapporten fra 2010 karakteriseres som en succes – som et samarbejde, der har skabt en række positive resultater og vedvarende relationer.
Men rådgiverne, de fleste firmarådgivere, har ikke fået tildelt mange linjer. Desværre.
Begyndte så småt
Samarbejdet, der begyndte så småt med multilateral støtte til et FAO frø- og grønsagsprojekt i 1978 efterfulgt af et UNICEF drikkevandsprojekt i 1982, kom virkelig i gang efter natten i kongens seng. Det gik fra projekter over øremærket støtte til sektorprogrammer til sektorprogramstøtte.
De danske spor ses tydeligt i primært miljøsektoren, hvor den første danske rådgiver (Dr. phil. Arne Schiøtz, red.), var med til at gøre målet om Gross National Happiness vil virkelighed på miljøområdet, idet han medvirkede til udarbejdelsen af en miljøhandlingsplan og i sundhedssektoren, som Danmark, som største donor til primær sundhedstjeneste, var med til at opbygge og gennemføre.
Men også når det gælder jordreformer, demokratisering, god regeringsførelse, retsvæsenet, uddannelse, medier og ligestilling har Danmark været med.
Man bør nok også nævne vand- og kloakering i byområder og – som premierministeren gør det i sit forord til bogen – opbygningen af et system til opkrævning af indkomstskat.
Bogen har det hele med – i hvert fald i Annex II. Det er således kun her, man finder det meget store Land Use Planning Project, der løb fra 1992 til 1998.
Men forfatterne understreger gentagne gange – og det er vigtigt – at ejerskabet var Bhutans. I Bhutan var det samarbejde/partnerskab på Bhutans betingelser.
Bhutan er et lille land, der valgte at ville samarbejde Danmark som et af fire europæiske lande (de andre er Østrig, Schweiz og Holland) og som med en klart defineret plan for sin udvikling arbejder tæt med sine partnere. Det er ret så specielt. Man kender hinanden i Thimphu.
Første danskere
Bogen er inddelt i kapitler, som indledes med korte resumeer. De er velskrevne og giver det overblik, der som antydes ellers let drukner i detaljer og navne.
Der er andre læsevenlige beretninger end den om Uffe Ellemann-Jensen i kongens seng.
Der er historien om nyrespecialisten dr. med. Claus Brun og hans kone bioanalytiker Xenia Brun, der i 1968 blev hentet til Bhutan for at hjælpe dronning Ashi Kesangs moder, der mentes at lide af en nyresygdom. På en kongelig invitation kom de således som de første danskere til Bhutan, gentog besøget mange gange og hver gang med kasser af medicin og hospitalsudstyr.
(Endnu i dag er der forbindelse mellem Xenia Brun i Holte og den nu 84-årige Queen Grandmother Ashi Kesang Choden Wangchuck i Thimphu. Claus Brun døde i 2014 100 år gammel, red.)
Vemodigt farvel
Når samarbejdet endeligt er slut i juni, er det et vemodigt farvel for alle dem, der har været involveret i ”omdannelsen af Bhutan fra et middelaldersamfund til hvad det er i dag”, som dagbladet Kuensel skrev i en leder, da bogen blev lanceret i Thimphu den 29. november 2014.
Den dag ophørte samarbejdet formelt, repræsentationskontoret blev lukket og et dansk konsulat blev åbnet i dets sted.
Vemodig ja, men som Kuensel også skriver, positivt fordi Danmark siger farvel til et land, der nu er godt på vej til at kunne klare sig uden bistand. Og det var jo meningen med det hele.
I et af bogens sidste kapitler ikke bare resumerer forfatterne resultaterne af samarbejdet, men antyder hvordan samarbejdet kan fortsætte i fremtiden inden for den rammeaftale, der er indgået. Områder der nævnes er miljø, kultur og forskning.
Men det fornemmes, at forfatterne ikke rigtigt tror på en fremtid for det fortsatte samarbejde.
Ikke mindst derfor er det godt, at 35 års unikt partnerskab nu er dokumenteret.
Det skal forfatterne og Danida, der har støttet udgivelsen finansielt, have tak for.
Bhutan-Denmark. Developing a Partnership through 35 Years af Henrik A.Nielsen og Gopilal Acharya. Research and Analysis House,Thimphu. 210 sider, illustreret. Kan købes på www.bhutan.dk mod betaling af 100 kr. til forsendelse
