ABIDJAN, ELFENBENSKYSTEN: I årtier er Abidjan gået under navnet ’Afrikas Paris’. De brede boulevarder, baguettesælgende boulangeries og den lettere ophøjede, frankofone selvforståelse har understøttet sammenligningen med den tidligere kolonimagts metropol.
Abidjan
Elfenbenskystens største by
Omkring seks mio indbyggere
I århundreder en lille fiskerby, indtil de franske kolonister flyttede deres hovedstad til byen i 1898 efter flere epidemier med gul feber
Byens størrelse eksploderede efter uafhængigheden, fra 180.000 indbyggere i 1960 til omkring 1,3 mio tyve år senere
Selvom landets officielle hovedstad er Yammousoukro, ligger mange offentlige institutioner, herunder præsidentens kontor, stadig i Abidjan
I de senere år har andre sammenligninger vundet frem. Den flittige indvandring fra Vestafrikas knap så velfungerende lande har givet Abidjan tilnavnet ’Afrikas New York’. I Abidjan, som i New York, lever alverdens befolkningsgrupper relativt fredeligt side om side. Her er libanesere, kinesere, franskmænd og – ikke mindst – en bred pallette af økonomiske migranter og flygtninge fra særligt Burkina Faso, Mali, Senegal og Guinea. Næsten 30 procent af alle ivorianere menes at være udlændinge, hvordan dét så end defineres.
Det er dog Abidjans nyeste tilnavn, der er gadernes mest populære. ’Afrikas Dubai’ siger de lokale i Cocody-bydelen, hvor de tydeligste eksempler på Abidjans økonomiske fremskridt tårner sig op: Skyskrabere, nybyggede vejbroer, banker, femstjernede hoteller og indkøbscentre.
Paris, New York og Dubai. De mange sammenligninger illustrerer ifølge Frederic Adou en central pointe: Abidjan er ikke nok i sig selv.
”Hvorfor kan Abidjan ikke bare være Abidjan?” spørger den ivorianske ngo-medarbejder og kandidatstuderende, mens han guider mig igennem Abidjans mange nabolag.
”Det ligger dybt i vores underbevidsthed. Når vi snakker om en god restaurant, siger vi ubevidst, at her er maden så god, at selv europæerne vil spise den.”
(Foto: Josias Ndah Metuschelah)
Frederic Adou er ikke i tvivl: Ivorianerne lider af at et kulturelt mindreværdskompleks. Undervejs på vores Yango-tur – en populær samkørseltjeneste a la Uber – kører vi forbi restauranterne Petit Paris og Champs Élysées.
”Alt, hvad der er fransk, betragtes i Abidjan som ’det gode’. Hvis du har uddannet dig på et af Paris’ finere universiteter, så er chancen for et job i Abidjan meget højere, end hvis du har studeret her i byen. Ja, hvis de i Frankrig begynder at spise achecke (Elfenbenskystens nationalret bestående af fermenteret kassava, red.), så begynder vi vel også at importere det.”
Inspiration fra nabolandene og Frankrig smelter sammen i Abidjan
Men tiderne ændrer sig. Mange ivorianere vender gradvist blikket væk fra Frankrig som kulturidealet og primære mål for deres kunstneriske udfoldelse. Det mener i hvert fald Célestin Koffi Yao, professor ved Centre Pour la Culture på Université Félix Höuphouet-Boigny, Elfenbenskystens ældste universitet.
”Mange ivorianere er blevet opmærksomme på dette sociokulturelle skift og tvivler på, at Frankrigs kulturelle indflydelse forbliver dominerende i de kommende år. En betydelig del af den ivorianske intelligentsia ser med interesse mod de kulturelt frigørende begivenheder i Mali, Burkina Faso og Niger og udtrykker åbent deres sympati.”
Professer Yao henviser her til de seneste års militærkup i Sahel-landene Mali, Burkina Faso og Niger. Her bliver franske flag brændt i gaderne, og man skal – groft sagt – kigge sig en ekstra gang over skulderen, hvis man snakker for fisefornemt fransk i offentligheden.
Det ivorianske opgør med den tidligere kolonimagt har ikke været tilsvarende dramatisk, selvom Abidjans kulturliv er – og længe har været – dybt påvirket af anti-franske ideer.
Læs også: Dansk ekspert: Vesten er “den store taber” i kuplandes forliste forhold til naboerne i Vestafrika
Intet sted indkapsles de bedre end i tonerne af Coupé Décalé, Elfenbenskystens mest populære musikgenre, som i starten af årtusindet blev startet af en gruppe ivorianske DJ’s på en natklub i det nordøstlige Paris. De var særligt berygtede for deres flamboyante stil. Ofte viste de sig på de parisiske natklubber med store mængder kontanter, som de uhæmmet delte ud til folk på dansegulvet.
På nouchi – et populært, ivoriansk kreolsprog – betyder ‘coupé’ at snyde, og ‘décalé’ at løbe væk. Personen, der bliver snydt, er generelt franskmanden eller vesterlændingen. Særligt i Coupé Décalé-genrens spæde start hyldede sangene de ivorianere, der havde snydt eller hustlet sig til succes i udlandet, ofte i Frankrig, fortæller Célestin Koffi Yao.
”Coupé Décalé forbinder komponenter fra den nyere ivorianske musikhistorie med den kosmopolitiske platform i Abidjan. På den måde mixes musik fra hele verden her i Abidjan, og det betyder, at Coupé Décalé ikke alene skaber en ny ivoriansk musikidentitet, men påvirker musikken i hele Afrika. I dag spiller natklubber og barer en type musik, hvor det er svært at skelne mellem dét, der er typisk ivoriansk, og dét, der kommer fra Nigeria, Ghana, Burkina Faso og så videre.”
”Hvis du er vågen, så laver du penge”
På en natklub i Yopougon-bydelen er stiletterne høje, øjenvipperne falske og sofagrupperne kridhvide med ikke én plet på læderbetrækkene. Burna Boy, Wizkid, Tems og andre sprøde Afrobeat-hits strømmer ud af højtalerne og umuliggør enhver form for samtale.
Vi er på jagt efter de såkaldte Boucantiers, de flamboyante levefolk, der kendetegner Coupé Décalé-genren. Dem, der kaster kontanter ud på dansegulvet, og dem, der symboliserer Abidjans voksende storforbrugerkultur. Dem, der har gjort Elfenbenskysten til Afrikas tredjestørste importør af champagne. Kun Nigeria (hvor indbyggertallet er ti gange højere end i Elfenbenskysten) og den økonomiske storebror Sydafrika kan udkonkurrere ivorianerne på dét punkt.
(Foto: Josias Ndah Metuschelah)
Men de vil ikke tale med os. Når fotografen ydmygt spørger, om han må tage et hurtigt billede af de potentielle Boucantiers, er svaret også pænt, men bestemt, nej tak.
Vi forlader natklubben, og mens vi trasker hjemad, er det som om, at Frederic Adou får en pludselig trang til at tage afstand fra champagnen, det dyre mærkevaretøj og den overdådige forbrugerisme. Han snakker om byens mindre bemidlede borgere:
”Abidjan er en god by at bo i, hvis du har penge. Hvis ikke, er det hårdt.”
Og Adou har selvfølgelig en pointe. Abidjans forarmede hjemløse er allestedsnærværende, og lugtesansen udfordres, når frokosten serveres over et åbent afløb.
Sandheden er dog, at Abidjan klarer sig bedre end så mange andre vestafrikanske storbyer. Her er vandet renere, jobmulighederne flere, og infrastrukturen asfalteret og pålidelig.
På dagens sidste Yango-tur møder vi Dodji Koffi. Han er oprindeligt fra Togo, men har også boet i Senegal, Guinea, Benin og Ghana. Der er noget ved helt særligt ved Abidjan, som får byen til at skille sig ud, mener han:
”Abidjan er altid i bevægelse. Her er det som om, at dørene åbner sig for mig. Byen er hurtig, og hvis du er vågen, så laver du penge.”
Buster Kirchner er tidligere journalist på Globalnyt og nu freelancejournalist.
