Nepal – 30 år senere
Erik Winther-Schmidt har igennem knap 30 år arbejdet i Nepal. Igennem tre rejsebreve tager han os med gennem det lille bjergrige land og deler sine betragtninger om udvikling over tid og beskriver nogle af de forandringer, han har været vidne til.
Første kapitel handler om udviklingen i den lille by – nærmere bestemt Dhulikel, der ligger blot en times kørsel sydøst for hovedstaden Kathmandu.
Andet kapitel handler om forandringer i storbyen, nemlig millionbyen Kathmandu.
Tredje kapitel tager os med sydpå til Nepals brødkurv, det sydlige lavland Terai.
Alle, der har haft med udviklingsbranchen at gøre, vil på et tidspunkt have hørt mantraet ”udvikling tager tid”. Fordi udvikling er så langsommelig en proces, kan det være svært at se forandringer – hvad end det er i mentalitet, samfund, økonomi eller socialt – fra det ene år til det andet, eller over en projektperiode på fem år.
Det er næsten 30 år siden, Erik Winther-Schmidt første gang kom til Nepal. I tre rejsebreve tager han Globalnyts læsere med på en tur gennem landet, hvor han deler sine observationer og derved forsøger at give indblik i den forandring, det lille asiatiske land er gået igennem.
Dette er tredje og sidste kapitel.
Terai er Nepals brøvkurv. I dette meget frugtbare sydlige lavland dyrkes – i hele Nepals længde – ris, majs, linser og kartofler samt frugt og grøntsager, som holder resten af landet i live. Sådan var det dengang, som nu.
På en køretur tværs gennem bæltet ad Nepals East-West Highway, står det klart, hvorfor her er så frodigt, og hvorfor det er så dyrt at anlægge veje i Nepal. Vejen går nemlig på tværs af en masse floder, som bringer vand ned fra Himalaya til Indien. Vand er aldrig langt væk. Det er glimrende til kunstvanding i den tørre tid, men under monsunen svulmer floderne, og broerne skal være meget solidt bygget for at modstå vandmasserne.
Husene taler deres eget sprog
Motorvejen blev begyndt konstrueret i 1970’erne, men er siden udbygget. Den er dog ikke større end en almindelig dansk hovedvej og har kun et spor i hver retning. Det deler bilerne med busser og lastbiler, de gående, cykler og oksekærrer og et uendeligt antal hurtigkørende og larmende motorcykler.
I sammenligningen mellem før og nu – det er 25 år, siden jeg sidst kørte ad disse veje – er bygningerne det mest slående. Tidligere var der lange strækninger, hvor man dårligt så et eneste moderne hus bygget i cement og mursten. Nu er sådanne huse blevet normen, mens der ikke længere er mange traditionelle lerklinede huse. Hvert andet hus har en butik i stueetagen – de fleste med dagligvarer eller proviant til rejsende – sodavand, farverige poser med chips, æg og whatever. Det kan undre, at så mange kan leve af at sælge det samme.
Langs sidevejene er billedet et andet. Her er husene stadig bygget af træskeletter med vægge af tørret mudder og kolort og smukke terrakottatagsten. Når regn og snavs pletter facaderne, får de en tur med en gang muddervand som maling, og de fleste huse er velholdte at se på. Til gengæld er de mørke og holder dårligt slanger og andet kryb ude. Er der råd, vil en nepaleser i dag altid vælge et moderne hus frem for et traditionelt.
Sociale forandringer
Det er ikke kun levevilkårene, der har forandret sig her i Terai. Også produktionsformer og sociale vilkår er ændret – her er tharuerne et godt eksempel.
Den etniske minoritet var oprindeligt et skovfolk, som siden er blevet jorddyrkere og gennem generationer har tharuerne levet som livegne i et system, der kaldtes kamaiya. De og deres slægt havde solgt sig selv til en jordejer, og mod at arbejde på dennes jord fik de deres udkomme – ikke i penge, men i naturalier. Det sikrede tharuernes overlevelse, men uden penge kom de og deres børn aldrig ud af gælden, som de gennem generationer blev født ind i og altså gik i arv fra forældre til børn.
Under et besøg i Nepal i 1990’erne fortalte en jordejers hustru mig – for øjnene af sine tharu-arbejdere og fuldstændig blottet for skam eller forlegenhed – at hun betragtede dem som inventar på gården. Ligesom jordejere havde kvæg og høns, havde de tharuer.
I dag er dette forandret, og kamaiya ophævet. Mange Tharu-familier ejer nu selv jord, som de dyrker og lever af – flere arbejder også målrettet mod at optimere udbyttet, så de kan øge deres indtjening.
Også for regionens unge har udviklingen åbnet døre. Til åbningen af en workshop i en by i regionen møder jeg 25-30 unge professionelle – de er sunde at se på, smarte i tøjet, hurtige i replikken, taler godt engelsk og optræder med stor selvsikkerhed. Hvor forandret fra for 25 år siden, hvor de unge stillede sig måbende op og blot så på de fremmede! Nu taler vi samme sprog – engelsk – og det åbner mange døre. Disse unge vil hellere arbejde bag et skrivebord end bag en plov, og de vil hellere prøve lykken i Golfen som gæstearbejdere end i markerne. Måske er det derfor man ser flere unge kvinder i landbruget i dag end tidligere – deres muligheder for at rejse væk er mindre i det stadig mandsdominerede Nepal.
Industrien vokser, men potentialet er begrænset
Hvor Terai før var meget tilbagestående, skyder industri nu op allevegne. Dog stadig mest småindustri byggende på ressourcer fra land- og skovbrug, og dyrkning af jorden er stadig helt dominerende. Den industrielle base i Nepal kom fra nul i 1960’erne og udgør i dag fortsat mindre end 10 procent af landets bruttonationalprodukt. Folk fortæller mig, at Nepal ikke kan producere noget, som ikke kan produceres billigere i nabolandet Indien. Med en åben grænse og uden megen kontrol er det svært for nepaleserne at klare konkurrencen.
Som sagt er landbruget stadig altdominerende i Terai, der fortsat producerer mad til hele landet. Og selvom traktorer efterhånden har vundet indpas, er oksen stadig det vigtigste trækdyr. Her, væk fra motorvejen, skrumler oksetrukne kærrer over de små jordveje, vuggende som adstadige, enorme skildpadder, ligesom de har gjort i århundreder.
På den måde afspejler Terai evigheden i nuet.
Erik Winther-Schmidt, født 1950, er ph.d. fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Han har i en årrække arbejdet med udvikling i Det globale syd, primært inden for udvikling af almindelige skolesystemer (svarende til den danske folkeskole) eller erhvervsskoleuddannelser. I de sidste 30 år har han opholdt sig i en række udviklingslande i skiftevis kortere perioder og flere år ad gangen. Siden 2018 har han arbejdet med erhvervsskoleudvikling i Nepal for British Council – han boede også i landet mellem 1994-2000, hvor han var udsendt for Danida.