Det vil tage Syrien 50 år at blive normalt igen – hvis overhovedet

Som noget af det første falder talen på Danmark. Beslutningen om at sende syriske flygtninge hjem på formodningen om, at det skulle være sikkert at opholde sig i Damaskus, vækker hovedrystende forundring.

”For en del år siden blev jeg kontaktet af de danske myndigheder. En dansk domstol ville gerne høre min vurdering i et par konkrete hjemsendelsessager, og dengang sagde jeg, at det ikke var forsvarligt at sende nogen asylansøger tilbage til Syrien,” siger Itamar Rabinovich.

I dag ville han tydeligvis fraråde det endnu kraftigere, hvis de danske myndigheder spurgte ham. Det er direkte livsfarligt for flygtninge at vende tilbage til Syrien, for de er uønskede af regimet, lyder hans vurdering.

POV har opsøgt Rabinovich, der sammen med en israelsk forskerkollega, Carmit Valensi, netop har skrevet en bog om den syriske tilstand, og ved at trække grundige historiske tråde giver deres analyse en dybere forståelse for, hvordan det står til med det krigshærgede land lige nu, og hvordan de umiddelbare forventninger til fremtiden tegner sig.

Og det er ikke videre opløftende læsning. Til bogen har de valgt den meget sigende titel, Syrian Requiem,  for det er i høj grad et rekviem, en dødsmesse over et forpint land.

Kontakt via sociale medier
Men hvorfor et par israelske forskere? Det er nok helt naturligt, at man ser på sådan en udgivelse med en vis portion skepsis. For hvordan kan forskere, der ikke har nogen mulighed for selv at besøge Damaskus, skrive troværdigt om Syrien?

”De sociale medier har gjort det muligt,” smiler han.

”Vi og andre israelske forskere er eksempelvis i løbende kontakt med hundreder af aktivister fra syriske oppositionsgrupper. De har ikke noget problem med at kommunikere med os. Vi har ikke oplevet problemer med at indhente oplysninger. Hertil kommer, at vi har studeret syriske forhold intimt gennem mange år, så jeg vil også sige, at vi har baggrunden for at sætte informationerne ind i den rette sammenhæng og fortolke dem korrekt.”

Carmit Valensi er Syrien-ekspert ved Institut for Nationale Sikkerhedsstudier ved Tel Aviv Universitetet, og Rabinovich er professor emeritus i Mellemøstens historie ved samme institution. I 1990’erne stod han i spidsen for daværende premierminister Yitzhak Rabins forhandlinger med Syrien, og efterfølgende var han israelsk USA-ambassadør. I dag er han tilknyttet New York University og er Syrien-ekspert ved tænketanken Brookings Institution i Washington D.C.

Forrædere
Vores samtale tager udgangspunkt i den aktuelle situation, hvor krigshandlingerne har gjort omkring 12 millioner syrere til flygtninge. I 2015 lykkedes det en million af disse mennesker at komme til Europa, mens 3,5 millioner fortsat opholder sig i Tyrkiet.

Jordan har taget imod omkring 750.000, en anden stor gruppe lever i Libanon, og herudover er mere end 5 millioner internt fordrevne i hjemlandet. Officielt udtrykker styret i Damaskus vilje til at modtage disse mennesker, men som Rabinovich og Valensi skriver i bogen, er virkeligheden en noget anden.

”Flygtningene har god grund til at frygte anholdelse eller tvangsudskrivelse til militærtjeneste, hvis de vender tilbage,” forklarer hun.

”De kommer også tilbage til et land, hvor deres ejendom er blevet stjålet, hvor økonomien ligger i ruiner. Der er ingen udsigt til jobs eller nogen form for normal tilværelse. Syriens økonomiske krise er dramatisk, og den forværres for hver dag, der går. Der er mangel på basale varer som mel og brændstof, så jeg betragter tanken om at vende tilbage til Syrien som umulig.”

Dette er dog kun den materielle side af sagen. Hertil kommer den frygt, som mange flygtninge med god grund udtrykker. Carmit Valensi fortsætter:

”For et par måneder siden var der en absurd konference, som regimet arrangerede sammen med russerne for at invitere flygtningene hjem. Men hvad er der reelt at vende hjem til? De fleste af de flygtninge, jeg har talt med i den seneste tid, udtrykker frygt. De risikerer at blive ofre for gengældelse, de vil blive straffet for at have forladt landet, beskyldt for at have støttet oppositionen. De er forrædere. Så jeg finder det absurd, at Danmark lige nu taler om at sende dem tilbage.”

Lydighed bedre end vandaler
Forklaringen på dette er, at det syriske drama på ingen måde er slut. Vold og brutalitet er fortsat en integreret del af den syriske hverdag; i mange tilfælde er volden bare ”flyttet fra gaden og ned i kældrene,” for at bruge forfatternes formulering i bogen. Den er blevet mindre synlig, men den er fuldt ud til stede. Formelt set har Bashar al Assad og hans styre overlevet de ti års borgerkrig, men der er ingen grund til at formode, at Syrien dermed hviler på fast grund.

”Der er flere stater i Mellemøsten, som har fået prædikatet fejlslagne stater,” bemærker Itamar Rabinovich. ”Irak, Libanon, Yemen, Somalia, Sudan og Libyen er alle fejlslagne stater, og ikke desto mindre kæmper de sig videre. Syrien vil sandsynligvis forme sig på samme måde, og den russiske og iranske tilstedeværelse i selve Syrien er det eneste som forhindrer regimet i at kollapse totalt.”

Carmit Valensi tager en dyb vejrtrækning, og kommer så med den uddybende forklaring:

”Titlen på vores bog afspejler den opfattelse, at det Syrien vi så fra 1963 til 2011, som grundlæggende var en stærk stat med stor regional indflydelse, den stat eksisterer ikke længere. Det er lykkedes Assad at holde sig ved magten, man han mangler legitimitet indadtil og er totalt afhængig af Iran og Rusland. Han har ikke haft held til at etablere nogen reel magt i landet, og Syrien er delt i en række enklaver.

Mange forskellige spillere har del i magten, og det gælder også Islamisk Stat. Hertil kommer økonomien. Flere eksperter anslår, at det vil tage mindst 50 år at komme tilbage til udgangspunktet. Her og nu er der brug for op mod 400 milliarder dollar til at genopbygge landet. Det er en yderst problematisk situation. Så længe Assad er ved magten har jeg svært ved at tro, at Syrien igen bliver en normal stat.”

Assad er til fulde klar over sin egen prekære situation. Derfor har han sørget for, at militæret og sikkerhedsapparatet er blevet genopbygget med ekspresfart, mens stort set alt andet fortsat ligger i ruiner. Styret ser trusler alle vegne, og derfor er vilkårlige anholdelser et udbredt fænomen. Man behøver ikke have nogen fortid som politisk aktivist for at komme i kløerne på sikkerhedstjenesten.

I det klima er det nemt at blive mistænkeliggjort. En meget stor del af flygtningene er sunnimuslimer, og det er også dén folkegruppe, der udgjorde en markant del af oppositionen mod Assad-styret, da oprøret begyndte i marts 2011.

Bag de officielle erklæringer om at flygtningene vil blive vel modtaget, fornemmes der derfor også en anden sandhed, nemlig en slags lettelse over at være sluppet af med en besværlig del af befolkningen. Bogen citerer således Jamil Hasan, chefen for det syriske flyvevåbens efterretningstjeneste, for udtalelsen ”et Syrien med ti millioner tilforladelige mennesker, der viser lydighed overfor ledelsen, er bedre end et Syrien med tredive millioner vandaler.”

Præsident Assad selv formulerer sig en kende mere diplomatisk. Da han i 2017 talte til medlemmer af Syriens diplomatiske korps, beklagede han sig over krigens omfattende ødelæggelser, men på plussiden fremhævede han, at ”vi har opnået et sundere og mere harmonisk samfund.”

Far og søn
Analysen af Syriens aktuelle tilstand går tilbage til 1963. I marts det år tog Baath-partiet – der kendetegner en arabisk socialistisk nationalisme – magten, og i 1970 kuppede Hafez al Assad sig til præsidentposten, men stadig med Baath-partiet som ideologisk bagtæppe.

”Hafez al Assad forvandlede Syrien fra at være en svag og overset stat til at være en regional magtfaktor,” forklarer Rabinovich.

”Han oplevede dog også opposition indadtil. I byen Hama stod Det Muslimske Broderskab stærkt og startede en protestbevægelse, men i begyndelsen af 1980’erne kvalte Assad ethvert oprør ved at anrette en massakre i byen, hvilket kostede 20.000 borgere livet.”

Hafez al Assad byggede sin magt på alawitterne, en syrisk folkegruppe som familien Assad selv tilhører, og en snæver kreds af rådgivere. Men samtidig havde han skabt et system af loyalister, der lidt som koncentriske cirkler omkring præsidenten sørgede for at bevare stabiliteten. Dette betragter Rabinovich som hovedårsagen til, at Assad kunne slippe afsted med massakren i Hama, mens hovedparten af den syriske befolkning vedblivende betragtede ham som deres legitime leder.

”Sønnen (Bashar al Assad, der kom til magten ved faderens død i 2000) har vist sig ude af stand til at fortsætte linjen, og det er, hvor vi er i dag. Vi ser ikke nogen hurtig tilbagevenden til normalitet for Syrien, ligesom efter Hama-massakren. Jeg siger ikke, at det aldrig vil ske, men vi vil ikke se det i nogen overskuelig fremtid.”

Så en del af Syriens aktuelle vanskeligheder forklarer du altså som en grundlæggende forskel på far og søn?

”Som leder og strateg var faderen langt mere talentfuld end sin søn. Han vidste, hvordan han skulle manøvrere mellem Moskva og Washington, han var en god balancekunstner. Han kom aldrig i direkte konflikt med Washington, hvorimod Bashar – gennem sine handlinger i Irak og Libanon – kom på konfrontationskurs med præsident Bush junior.

Det samme på hjemmefronten. Hafez al Assad byggede sit regime på alawitterne og sit system af koncentriske cirkler af støtte. Bashar har sat hovedparten af den støtte over styr. I landdistrikterne i det sydlige Syrien lider folk eksempelvis nød som følge af tørken i årene forud for oprøret; de blev fuldstændig overset af partiapparatet, som faderen havde opbygget som en direkte forbindelse til regimet.

Alt dette forsømte Bashar, og i sandhedens time, da det arabiske forår kom i 2011, var han fortabt. Og selv da havde han to muligheder: Han kunne slå ned på oprøret med jernhånd eller tilbyde virkelige indrømmelser. Flere monarkier i Mellemøsten, så som Jordan og Marokko, var i stand til at forhindre revolutionen gennem indrømmelser, men Bashar al Assad faldt igennem. Han var ikke i stand til at tale sig til rette med oppositionen, og jernhånden var ikke så effektiv, som han havde forventet.”

Den syriske klientstat
I dag er situationen, at styret i Damaskus formelt har kontrollen over godt og vel 60 procent af landet. Og selv dette er kun meget formelt.

”Der er et tydeligt element af kantonisering,” siger Itamar Rabinovich.

”Vi har de radikale oprørere i de nordvestlige dele af landet, regionen langs den nordlige grænse er under tyrkisk kontrol, kurderne sidder på 20 procent af landet med amerikansk støtte, og selv i områder med regeringskontrol er denne kontrol stærkt begrænset. I egnene langs grænsen til Jordan, og navnlig i byen Daraa, hvor det hele startede, er der konstante provokationer og en anspændt atmosfære, selv om der er regeringssoldater i området.”

Det er med andre ord uklart, hvem der har magten hvor, og bag det hele står Rusland og Iran med betydelige interesser i den syriske udvikling. Og dette kompliceres kun af, at de to ligger i stærk konkurrence med hinanden.

”Lad mig illustrere det med en anekdote fra den kolde krigs tid,” siger Rabinovich uden antydning af et smil. ”En egyptisk analytiker sagde engang til mig, at både russerne og amerikanerne ville have adgang til den egyptiske ko. Forskellen var, at amerikanerne ville have mælken for at drikke den, mens russerne ville have kødet for at spise det.

Hvis man projicerer denne analogi over på situationen i Syrien og i forhold til Bashar, så vil russerne have flådebaser, adgang til Middelhavet og indflydelse på militæret; de vil have en række fordele, men de interesserer sig ikke for, hvad der foregår internt i det syriske samfund. Iranerne ønsker derimod samfundsmæssige forandringer i Syrien for at bringe landet ind i deres religiøse og kulturelle fold. Dette gør mange syrere urolige. Men de er tvunget til at leve med Iran og søger derfor at manøvrere mellem de to på bedste beskub.”

Her ligger en af årsagerne til, at Syrien fortsat er dybt splittet, og at stabiliteten derfor ikke vil indfinde sig lige med det samme. Hafez al Assad havde et nært samarbejde med Sovjetunionen, og efter den iranske revolution i 1979 opstod der også tætte forbindelser dér. Men Syrien var i en magtposition, der gjorde, at det formede sig som samarbejde mellem jævnbyrdige stater.

Dette har ændret sig drastisk i tiden med Bashar al Assad. Syrien har fortsat stor strategisk interesse for både Rusland og Iran, men fordi landet i sig selv ikke længere har samme økonomiske og militære tyngde, er Syrien blevet til en klientstat i stedet for en samarbejdspartner.

Carmit Valensi siger afsluttende, at hun faktisk anser Assad-regimet for at være temmelig sofistikeret i netop denne sammenhæng. Det er lykkedes Bashar al Assad at opnå en form for neutralitet i forholdet mellem Rusland og Iran. Han har en klar interesse i at forhindre en enkelt, dominerende magt i at få kontrollen over området. Men dette levner også meget ringe plads til at få ryddet op i alle de interne modsætninger i Syrien, og ikke mindst til at få slået sit navn fast som troværdig leder i den syriske befolknings øjne.

Tilbage er derfor kun den rå magtanvendelse, hvilket tegner et billede af et belejret og paranoidt styre, der er i hænderne på andre. Hvordan man end vender og drejer det, er det næppe en virkelighed, som det forekommer betryggende at sende nogen flygtning hjem til.

Itamar Rabinovich and Carmit Valensi: Syrian Requiem. The Civil War and Its Aftermath.

Bogen udkom 23. marts 2021 på Princeton University Press.

271 sider, USD 29,95.

Hans Henrik Fafner er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – blandt andet som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten. 

“Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.”.

“POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.”