Lidt vest for Djiboutis hovedstad ligger Kinas første udenlandske militærbase. Det er blot et par kilometer væk fra amerikanske, franske og japanske militærbaser. De mange baser vidner om vigtigheden af Afrikas Horn for verdens rivaliserende stormagter.
Djibouti, hvis hovedstad bærer samme navn, ligger lige dér, hvor Adenbugten og Det Røde Hav mødes. Det er et nøglepunkt i forbindelsen fra Det Indiske Ocean gennem Suezkanalen til Middelhavet og videre ud i Det Atlantiske Ocean.
”Afrikas Horn ligger ved en af verdens vigtigste maritime handelsruter, som forbinder Europa og Middelhavet med Det Indiske Ocean og Asien. Ifølge vurderinger løber 10-20 procent af den globale handel gennem Det Røde Hav og Adenbugten, herunder angiveligt seks millioner tønder olie dagligt, langs Afrikas Horns kyster,” lyder det i en analyse fra den hollandske tænketank Clingendael.
Analytikerne hilser EU’s tilgang til regionen velkommen. EU har udpeget regionen som en geostrategisk prioritet, og i maj vedtog unionens ministerråd en ny strategi for samarbejdet med landene i området.
Kold krig i Djibouti
Kina åbnede sin militærbase i Djibouti i 2018, og det har fået nogle til at tale om, at det østafrikanske land er blevet ramme for en lokal version af en kold krig mellem Kina og USA. Men ifølge en analyse af den amerikanske tænketank Brookings er der stor forskel på de to landes satsninger i Afrikas Horn.
”Washington har pimært set Djibouti og Afrikas Horn som et spørgsmål om sikkerhed, mens Beijings fokus hovedsagligt har “udviklingsmæssig” karakter. Hvem der får mest gevinst ud af den udvikling, er et omdiskuteret emne,” skriver eksperterne.
Analysen peger på, at Djibouti er et vigtigt land i Kinas nye silkevejsprojekt, kaldet Belt and Road, og at kinesiske lån, investeringer og byggekontrakter klart overstiger USA’s. Den djiboutiske elite drømmer om, at de mange kinesiske investeringer kan gøre det lille land til “Afrikas Singapore”, men der er også en bekymring for uholdbar gæld og en skæv udvikling.
Emiratisk havneprojekt blev kinesisk
Når det gælder investeringer og handel i Djibouti har Kina snarere en rival i De Forenede Arabiske Emirater, understreger analysen fra hollandske Clingendael. Emiraterne er nemlig også dybt involveret i kystlandet, og det gælder både militært og kommercielt.
“De Forenede Arabiske Emirater er lykkedes med at etablere en særlig prominent tilstedeværelse ved at bygge en række kommercielle havne på begge sider af Adenbugten og Det Røde Hav såvel som militærbaser, der fungerer som springbræt for dets operationer i Yemen,” lyder det.
Emiraterne har fået kontrol med en lang række havne fra Middelhavet til Det Indiske Ocean. Formålet er at kontrollere handelsruter i området i forhold til golflandets overordnede strategi om at reducere afhængigheden af olie.
Denne vision flugter ganske godt med Kinas, men til trods for de to landes hektiske aktivitet i landet har der stort set ikke været samarbejde om at udvikle infrastrukturen i Djibouti, lyder det i analysen. Det viser eksempelvis historien om containerterminalen Doraleh ved hovedstaden.
I 2004 indgik Djiboutis regering en aftale med et emiratisk selskab om udvikling af havnen. Regeringen udtrykte efter et par år imidlertid utilfredshed med aftalens indhold og håndteringen af projektet. Det hele endte med, at Djibouti i 2012 indgik en aftale med et kinesisk firma, som begyndte at opføre en ny havn ved siden af emiraternes, og i 2018 blev kontrakten med det emiratiske firma annuleret.
Fælles interesser
Rivaliseringen mellem Kina og Emiraterne i Djibouti er ikke eskaleret til en egentlig konflikt mellem landene, men den er ikke nødvendigvis gavnlig for Djibouti eller resten af regionen. Der er et stort behov for infrastruktur på Afrikas Horn, men det manglende samarbejde mellem eksterne aktører er ikke nødnvendigvis gavnligt.
På den ene side giver det mere magt til lokale myndigheder, at der er flere bejlere, men på den anden side er det usikkert, om det kan skabe en sammenhængende infrastruktur med de mange forskellige eksterne spillere i området. Eksempelvis kan der blive bygget langt flere havne, end der er behov for, hvis alle lande følger deres egen dagsorden.
Det er her, EU kan gøre en særlig indsats, mener Clingendal. EU’s nye strategi for Afrikas Horn har fokus på alt fra ligestilling og menneskeretigheder til fred, klima og migration. Der er ligeledes planer om at styrke det regionale samarbejde og multilateralismen i strategien, der anerkender konkurrencen mellem stormagter i området, som en af regionens udfordringer.
“[K]onflikter – ofte drevet af etniske spændinger – konkurrence om magt og naturresourcer, voldelig ekstremisme, internationaliseret konkurrence og en historik med voldelige konflikter forværrer ustabiliteten og fragmenteringen i Afrikas Horn i en tid, hvor multilateralt samarbejde er aftagende,” lyder det i strategien.
Clingendael peger på, at det er meget vigtigt at styrke koordineringen mellem de mange eksterne aktører på Afrikas Horn, for de mange lande har faktisk en del fælles interesser. Det gælder eksempelvis maritim sikkerhed, stabilitet og bedre infrastruktur.
Clingendael foreslår, at EU arbejder på at styrke samspillet i regionen. Det kan blandt andet ske gennem Rådet for Det Røde Hav, som blev etableret sidste år af de lande, som har kyststrækninger ud til havet. EU bør kæmpe for at udvide det nye råd, så andre relevante aktører kan komme med som observatører. Her vil der være muligheder for at koordinere indsatsen fra de mange internationale spillere i Afrikas Horn, påpeger Clingendael.
