Tidligt om morgenen den 10. september udbrændte en fem-etagers fabriksbygning i en eksplosionsagtig brand. Dødstallet er opgjort til 40 mennesker, yderligere 40 er sårede og ti savnes efter ulykken, som anses for den værste fabriksulykke siden Rana Plaza-katastrofen for tre år siden. Ulykken skete på det værst tænkelige tidspunkt klokken 5.50, idet 150 arbejdere var samlet til skiftet mellem nat- og morgenhold.
Fabrikken – Tampaco Foils – er en emballagevirksomhed. Fabrikken, der lå i industrizonen Gazipur nær Bangladesh’ hovedstad Dhaka, er ifølge virksomheden selv det ledende pakkeri i Bangladesh og pakker produkter for virksomheder som Nestlé og American Tobacco Company. Årsagen til ulykken kendes endnu ikke. De første forlydender gik på, at en kedel var eksploderet, men kedlen er fundet intakt, og både ledelse og arbejdere angiver gas som årsag til eksplosionen. Myndighederne har undersøgt sagen, men rapporterne er endnu ikke kommet ud i offentligheden.
Uklare sikkerhedsforhold
Politichefen i Gazipur, Harun-ur Rashid, siger, at der er fundet beviser på forsømmelighed. Det seneste tilsyn er sket ved en privat inspektion iværksat af Nestlé i 2012, og statens arbejdstilsyn siger derfor, at det ikke er muligt at konkludere, hvordan sikkerheden har været på fabrikken før ulykken.
Ulandssekretariatets partner, Bangladesh Institute for Labour Studies (BILS), fortæller at der ikke fandtes en lovpligtig sikkerhedsorganisation:
”Der var ingen sikkerhedskomité med deltagelse af arbejdere, som er ansvarlige for at undersøge sikkerheden,” siger BILS’ vicedirektør Syed Sultan Uddin Ahmmed.
Ingen fagforening
BILS har desuden talt med fagforeningsledere i lokalområdet, som fortæller, at man ved flere lejligheder har prøvet at danne fagforeninger på fabrikken, men ”fabrikkens ejere har altid lagt hindringer i vejen for fagforeningsarbejde,” påpeger Syed Sultan U. Ahmmed.
BILS har sammen med hovedorganisationen SKOP (Sramik Karmachari Oikya Parishad) oprettet et center, hvor ofre for Tampaco Foils-ulykken kan få mad, fornødenheder og eventuel juridisk hjælp til erstatningssøgsmål. Samtidig vil fagbevægelsen samle industriområdets arbejdere til organiseringsmøder.
Forbedret arbejdstilsyn, men lang vej igen
Tampaco Foils-ulykken er ”historien om et bebudet mord”. Efter Rana Plaza-ulykken har Bangladesh nemlig fået en bedre arbejdsmarkedslovgivning, forbedret arbejdstilsyn og flere arbejdsinspektører.
Men Rana Plaza har også udløst en tendens til at fokusere på tekstilindustrien.
Tilbage i april sagde Syed Sultan U. Ahmmed til Ulandssekretariatet:
”Opmærksomheden fra regeringen og internationale organisationer såvel som arbejdsgivere og fagbevægelse på tøjfabrikkernes forhold har nærmest efterladt alle andre industrier tilbage. Det er gået ud over andre rettigheder, for eksempel dannelsen af fagforeninger.”
Se video fra branden på Tampaco Foils (stærke billeder):
Problemet understreges af, at en lang række myndigheder, blandt andre arbejdstilsynet, miljøtilsynet, gasværket, tilsynet med fabriksudstyr og bygningstilsynet aldrig har været på besøg på Tampaco Foils.
BILS og fagbevægelsen har derfor lobbyet ivrigt for bedre sikkerhed over en bred kam, og regeringen har prøvet at efterkomme nogle af anbefalingerne for blandt andet skibsophugning, byggeri, fiskeri, metalindustri og garveri.
Arbejderrettigheder og sikkerhed går hånd i hånd
”Det går bedre dag for dag, selvom arbejdstilsynet er alt for lille til de mange fabrikker. På den positive side er BILS, regeringen og ILO (FN’s arbejdsorganisation) med til at uddanne flere og flere inspektører, men grundlæggende mangler regeringen en sammenhængende plan for at skabe større sikkerhed samt håndhæve reglerne,” siger Syed Sultan U. Ahmmed, som understreger, at fagbevægelsens presser på for at få en rolle i udformningen af arbejdsmiljøregler og faglige rettigheder, som tilsammen skal være med til at give arbejderne større sikkerhed.
På nuværende tidspunkt har mindst en efterladt familie anlagt sagt mod Tampaco Foils. Ifølge BILS er op til 10 personer sigtet af politiet, men det vides ikke hvem eller for hvad.
7. oktober er International Dag for Anstændigt Arbejde. I 2016 er sloganet for dagen ”Stop grådigheden” for at få virksomheder, især internationale varemærker til at tage ansvar for arbejdernes sikkerhed gennem hele værdikæden fra fabrikshal til forbruger. Læs Ulandssekretariatets kommentar i anledning af dagen.