Under den økonomiske krise var Kina fortsat i vækst. Det kinesiske byggeboom lokker med lettjente penge, og 24-årige Yana Yang flytter til Chongqing for at starte et agentur for vesterlændinge, som skal markedsføre nye byggeprojekter. Men den økonomiske krise kradser, og snart udnyttes Yanas klienter til at fremstille spøgelsesbyer som globaliserede byer i rivende udvikling.
Dokumentarfilmen ’Dream Empire’ zoomer ind på verdens største boligboble på bristepunktet. I filmen indgår instruktør David Borenstein selv som ’white monkey’ i Yanas virksomhed.
I pressemeddelsen udtaler Borenstein:
”Da jeg flyttede til Kina i 2008, var landet på afsættet af et af verdens mest ambitiøse menneskeskabte projekter. Hele landet skulle bulldozes og genopbygges fra grunden. I byggeboomet forbrugte Kina mere cement på to år end USA forbrugte i hele det 20. århundrede. Utallige nye byer steg op af jorden og boligboblen udviklede sig som en anden Leviathan, der syntes at opsluge ethvert menneske på sin vej.”
’Dream Empire’ har dansk TV-premiere på DR2 d. 4. maj kl. 23.00 – men vises også på CAFx på Louisiana d. 30. april kl. 12.30, hvor instruktør David Borenstein er til stede.