Dominikanske Republik siger farvel til Taiwan og goddag til Kina

santodomingoedit
Udsigt over den moderne og velhavende del af hovedstaden Santo Domingo.
Foto: Jose Juan C Public Domain.
Laurits Holdt

Den Dominikanske Republik i Caribien har afbrudt de diplomatiske forbindelser med Taiwan og i stedet etableret forbindelse til Kina.

Landet udgør den østlige del af Hispaniola mens Haiti udgør den vestlige del.

Folkerepublikken Kina – det kommunistiske Kina – anerkender ikke Republikken Kina – Taiwan – som en uafhængig stat men anser landet for at være en del af Kina. Derfor vil Kina ikke have diplomatiske forbindelser med lande, der har diplomatiske forbindelser med Taiwan.

Da den kinesiske borgerkrig, der fulgte efter anden verdenskrig, sluttede i 1949 stod kommunistpartiet tilbage med magten i det meste af landet. Resterne af det gamle styre trak sig tilbage til Taiwan, hvor det etablerede et militærdiktatur.

Først i 1975 anerkendte FN det kommunistiske folkerepublikken Kina som det “rigtige” Kina. Det var efter USA havde opgivet sin modstand. USA anerkendte Kina i 1979 men har siden holdt stærke forbindelser – herunder militære – til Taiwan.

Mange lande anerkendte allerede inden da folkerepublikken Kina som det “rigtige” Kina. 

Taiwan har flest diplomatiske forbindelser til mindre lande – ofte som del i en slags handel, hvor Taiwan stiller med udviklingsbistand, lån eller investeringer.

Caribien er en af de regioner, hvor Taiwan traditionelt har stået stærkt og landet har fortsat diplomatiske forbindelser med Belize, El Salvador, Haiti, Nicaragua, St Kitts and Nevis, St Vincent & the Grenadines, Guatemala, Paraguay, Honduras og Sint Lucia.

Kina har i de senere år investeret kraftigt i Latinamerika. I 2017 gjorde Panama som den Dominikanske Republik og drejede sig fra Taiwan mod Kina.

Fra den dominikanske regering lyder det, at skiftet ikke skyldes problemer af nogen art mellem landet og Taiwan. Årsagen er udelukkende de økonomiske realiteter, som det udtrykkes i nyhedsmediet Panam Post.

Ifølge Panam Post har den kinesiske regering givet omkring tre milliarder dollars, hvilket svarer til godt 18,5 milliarder kroner, til den lille caribiske nation.