Drømmen om en harmonisk verden 

Det kinesiske livssyn og dets stræben efter harmoni er vidt forskellig fra den vestlige og konfrontatoriske tanke ved at betone ”yin-yang” som styrende livet. Denne kinesiske vision finder et klart udtryk i Confucius’ lære.


Foto: Gabe Lorka/Flickr! (Public Domain)
Kirsten Larsen

24. april 2023

Ch-Ch-Ch-Changes sang David Bowie i 1972. Nu, som dengang er der forandring i luften. Forandringens vinde blæser faktisk altid. En ny verdensorden er derfor uundgåelig.

En stor misforståelse er det, at alt, inklusive den nuværende post-1945 amerikansk-skabte verdensorden (”Den Frie Verden”) kan vare ved i al evighed, og at den verden, vi kender, og dens ”orden” ikke har det med at ændre sig. Verden ændrer sig hele tiden, ja hvert eneste sekund blæser forandrings vinde. Kultur og samfund er altid i bevægelse. 

Nye vinde er ved at opbygges. Ifølge FN’s demografiske prognoser vil de komme fra Afrika og Asien, som ved udgangen af dette århundrede hver især antages at ville udgøre 40 procent, tilsammen i alt 80 procent af verdens befolkning. Det bedste (og mest fredelige) svar er at lade forandringens vinde blæse frit og ”lære at mestre” vindens susen, at være med på noderne, så vi ikke bliver taget med bukserne nede og trukket ned af vindens turbulens, fordi vi stritter imod.  

Omkring år 1900 udgjorde europæere 26-36 procent af verdens befolkning. Sidst i dette århundrede vil europæerne kun udgøre cirka seks procent!

Dette er ”sandheden om Europa” (og verden), en sandhed som ledere og medier i deres selvhypnose søger at fortrænge: Europa med sin dalende fertilitet er ved at skrumpe ind. Omkring år 1900 udgjorde europæere 26-36 procent af verdens befolkning. Sidst i dette århundrede vil europæerne kun udgøre cirka seks procent!

Dette er en demografisk udvikling af stor størrelse og betydning. Det er en ændring, som uheldigvis næsten ikke tages til efterretning i USA og Europa, som stadig foregiver og viderefører en imperialistisk vision af, hvad verden var for over hundrede år siden. Men der er nye boller på suppen. 

Europa går en omskiftelig og usikker tid i møde – med velfærd under nedbrydning, geopolitisk ustabilitet og en ny krig i Europa. 

Dertil kommer den eksistentielle trussel fra katastrofale menneskeskabte klimaforandringer og menneskelige elendighed i forbindelse med migration/flugt på en skala uset siden slutningen af anden verdenskrig.

Kina er begyndt at yde lån til gældsplagede lande, herunder Argentina, Tyrkiet og Sri Lanka, og fremstår som et potentielt alternativ til IMF, Den Internationale Valutafond, oprettet i 1944 i USA. Men fremfor at tilpasse sig forandringerne har USA, noterer Kina, taget ”bøllehatten” på og prøver at skræmme dem og Europa til at vise underdanighed. Samtidig ønsker Europa fortsat at handle med Kina. Lidt af et minefelt at skulle navigere i, mellem USA’s ordrer og behovet for handel med Kina. Oven i det hele får Kina ordrer af USA til at holde sig fra at sende våben til Rusland i dets krig i Ukraine. Og ordrer kan Kina ikke lide at få. Som konsekvens er, ifølge magasinet The Economist, forholdet mellem USA og Kina mere anspændt end nogensinde før. 

Indien er i øvrigt også en ny spiller. Det er i økonomisk fremgang og anslås af nogle kræfter at kunne overhale Tyskland og Japan og blive verdens tredje største økonomi i 2027.

Intet der egentlig burde undre, da det økonomiske tyngdepunkt i de seneste to tusinde år har ligget i Asien, der blot blev overgået af Vestens industrialisering i det 19. og 20. århundrede. Men nu er pendulet ved at svinge tilbage, bemærker McKinsey & Co. Fremfor at indrette sig i forhold til den nye verdensorden, som er ved at opstå, med Afrika og Asien i stærk befolkningsvækst, stritter man imod med øget militarisering, især USA, med Europa følgende trop uden kritisk omtanke. Forandringens vinde blæser, uanset hvor meget man stritter imod.

Konfrontation eller harmoni mellem civilisationer

Dette er det springende punkt, når man taler om forandring. Ideen om The Clash of Civilizations blev populariseret af amerikaneren Samuel P. Huntington, som udviklede Amerikas plan om at tæppebombe Vietnam for at drive bønderne ind til byerne. Selvom det ikke indrømmes, er USA’s nuværende aggressive-defensive holdning til verden stort set baseret på Huntingtons verdenssyn (amerikansk overherredømme), som også indebærer at bygge fysiske mure og visumbarrierer for at forhindre immigration fra ikke-vestlige (især muslimske og mellemamerikanske lande), handelskrig og at underbinde kinesisk dominans. 

Huntingtons synspunkter er naturligvis en del af en ældgammel vestlig tendens til at se verden som en kamp mellem de gudfrygtige – ”Os” – og hedningene og dem, der er allierede med Satan – ”De Andre”. Det er den implicitte tanke bag meget missionsarbejde og mange aspekter af den europæiske kolonialisme og ekspansion til Asien, Afrika og Sydamerika fra det 16. århundrede til afkoloniseringen i 1960erne og 70erne. Man ser verden som en arena, hvor der udspiller sig store materielle og ideologiske konflikter. Livet opfattes som en kamp mellem Godt og Ondt, Sandhed og Usandhed, Demokrati og Diktatur, Frihed og Trældom, Kapitalisme og Kommunisme.

Kina har lært om vestlig civilisation

Kina har mere end en gang fået Vestens bestialske imperialisme at føle, både under ”Opiumskrigene” i 1839-42 og 1856, hvor England tvang Kina til blandt andet at give afkald på Hongkong, men også i dets kamp mod vestens indblandinger og kolonialisme, kendt som ”Bokseropstanden” i 1899-1901. Her lærte kineserne noget om, hvad der forstås ved vestlig ”civilisation” i praksis. Efter at have slået opstanden ned, tvang man den kinesiske regering til at betale et enormt beløb i erstatning. Man forlangte et beløb svarende til 10 milliarder dollars i nutidige priser, og mere end statens samlede indtægter for de næste fire år. Dette var det endelige dødsstød i Qing-imperiets sammenbrud i 1912. 

Britiske og amerikanske marinetropper beskyder kinesiske soldater under belejringen af Beiing i 1900.
Illustration: ullstein bild via Getty Images

Men det kinesiske livssyn og dets stræben efter harmoni er vidt forskellig fra den vestlige og konfrontatoriske tanke ved at betone ”yin-yang” som styrende livet, der er fuld af modsatrettede principper, der i sidste ende skal spille sammen som dag og nat, det mandlige og det kvindelige. Denne kinesiske vision finder et klart udtryk i Confucius’ lære. Confucius (cirka 551-479 f.Kr) var embedsmand og filosof berømt for sit revolutionerende samfundssyn – mindst lige så indflydelsesrig og mere eller mindre samtidig med Sokrates i Grækenland og Buddha i Indien. Centralt i hans – også i dag – højst indflydelsesrige syn på og etik om det gode liv er idealet om mennesket, der konstant stræber efter harmoni og ophæver modsætninger. Confucius erkender det uundgåelige i forskelle, modsætninger og spændinger i livet, mellem konkurrerende folk, mennesker og ideer. Alligevel er det individets og statens opgave at bringe disse modsætninger til at harmonere med hinanden; mindende om den vestlige dialektik (tese-antitese-syntese).  

Modsætninger og spændinger

I Kina har der tidligere været en voldsom straffelov og hyppige blodige opstande, så der er masser af fysiske konflikter. Ligeledes har der i tusinder af år været en kamp mellem Han-kinesere fra sletterne og de etniske minoriteter på alle landegrænserne samt i nabostaterne Vietnam, Thailand, Myanmar, Rusland og Korea. Alligevel er idealet fred og harmoni. Det, der holdt og holder Kina sammen, er orden i livet, så alle potentielle konflikter minimeres. Respekt og gensidigt ansvar, ro og accept, fornuft og praktiske løsninger indgår i dette billede.

Den gyldne middelvej er valget af en vej, der går mellem yderpunkter og undgår direkte konfrontation, der forsøger at kombinere det bedste fra alternative synspunkter.

Også kendt som ”den gyldne middelvej” – en græsk-romersk-buddhistisk-confuciansk leveregel, som også giver mening i afrikanske og oprindelige folks liv. Den gyldne middelvej er valget af en vej, der går mellem yderpunkter og undgår direkte konfrontation, der forsøger at kombinere det bedste fra alternative synspunkter. Det er syntesen af konflikt. Forskelle kan og bør ikke undertrykkes, men som i musikken bør de forskellige toner og instrumenter spille sammen og bringes i samklang, harmoni. 

En vigtig nedtrapningsmekanisme i spændte situationer. Vi mennesker, hvor end vi befinder os på denne klode, oplever spændinger i vores liv, internt som eksternt, i forholdet til vores naboer. Men i sidste ende har vi alle sammen det samme mål: fredelig sameksistens. Denne melodi har det desværre med at blive væk, og vi skal derfor hele tiden mindes om, at vi har meget mere til fælles med hinanden end der skiller os ad. De første forsøg på at tale om fred, og ikke krudt og kugler, kommer fra Kina, og nu også Brasilien.

Interessant nok er dette syn, som understreger gensidig respekt, tolerance og samarbejde snarere end at den ene side besejrer og ødelægger den anden, ganske tæt beslægtet med den første store teoretiker inden for kapitalistisk økonomi, skotten Adam Smith, 1723-90.

Af mange ses han som faderen til moderne økonomisk tænkning. Som moralfilosof mente han, at mennesker er underlagt en uendelig spænding mellem selvkærlighed og egoisme på den ene side, og næstekærlighed, velvilje og ønsket om at elske og blive elsket, det ”gensidige samarbejde”, på den anden side

Harmoni betyder ikke ens

Tricket er at finde den gyldne middelvej mellem disse yderpunkter. Det afgørende punkt er nemlig, at der altid er et større projekt på spil, et der går ud over egoistiske, snævre og kortsigtede mål: Når en person handler med en anden, bør begge parter nyde godt af handlen og se sig som vindere. Det er ikke en krig, men en konstruktiv og kollaborativ interaktion. God handel kommer alle til gode og skaber større rigdom for alle. Man fornemmer straks det rigtige i Adam Smiths forståelser .  

Derfor betyder harmonien mellem nationer ikke, at Kina (eller andre lande) skal være det samme som USA, eller omvendt. Det betyder, at de er i harmoni, styrker hinanden ved en form for integration, hvor de arbejder ud fra samme sæt regler.

Hvad der var sandt på Adam Smiths tid, på tærsklen til den industrielle revolution, med en verdensbefolkning på omkring tre fjerdedele af en milliard, er endnu mere sandt i vores globaliserede og indbyrdes forbundne verden. Den samvittighedsløse opfattelse, at vi kan gå tilbage til en alles krig mod alle, hvor de mest magtfulde vil drage fordel af at knuse deres venner og fjender, har aldrig fungeret særlig godt og er klart irrationelt nu om stunder.

Som i kærlighed, når vi giver, modtager vi, og når vi modtager, giver vi igen. Confucius-Smith visionen er den eneste strategi til at undgå katastrofer. Faktisk er alt, hvad der skal til at tænke på sine rivaler som ens partnere – og problemerne forsvinder straks.

Gensidig respekt

I vores utroligt indbyrdes afhængige og integrerede verden har vi ikke råd til at fortsætte med vores krigeriske måder. Inspirationen fra denne diskussion og kinesisk-buddhistisk-antikkens livssyn er at stræbe efter noget mere fredeligt og er særdeles velkommen og på sin plads. Gensidig respekt, fredsommelighed, at danne helheder ud fra de modsætninger, der altid vil være i vores menneskelige verden, i stedet for at fremhæve dem. Dette ideal (som let kan blive væk i vores grumsede virkelighed) er fred og harmoni. Livet er ikke et nulsumsspil, hvor man kun kan lykkes i sit forehavende, hvis man lægger den anden ned. Samfundet holdes sammen af gensidige behov og gensidige bestræbelser. 

Prøver man at tvinge vores medicin i ”De Andre”, går det generelt galt. Som i for eksempel Irak og Afghanistan.

På denne baggrund er det sørgeligt at se konfrontationen mellem Ukraine og Rusland, fremfor dialog og stræben efter fredelig sameksistens i en verden, hvori der uundgåeligt findes demokratiske og mere eller mindre udemokratiske styreformer. Dem er der mange af, i Mellemøsten, Afrika, Asien og i forskellige dele af Mellem-og Sydamerika, men også i det såkaldte ”civiliserede” Europa (Polen og Ungarn). Prøver man at tvinge vores medicin i ”De Andre”, går det generelt galt. Som i for eksempel Irak og Afghanistan. 

En nøgleidé i konfucianismen er det primære mål om harmoni. Harmoni betyder ikke ensartethed, fravær af forskelle. Det betyder, som i musik, toner, der er forskellige i deres leje og tonehøjde, men ikke er i konflikt med hinanden. 

Forandringens vinde blæser, og vi må konstant reflektere over det at være menneske, som betyder at være afhængig af hinanden, uafladeligt at arbejde for vores forhold til vores nærmeste og verden omkring os, at respektere hinanden på trods af forskelle.

Hvordan kan nogen føle sig hjemme i verden i dag, med alle dens konfrontationer? Hvis vi ikke lærer at leve fredeligt med hinanden, uden militære konfrontationer, bliver der måske ikke et nyt århundrede. Det mindste, vi kan gøre, et at stræbe efter en verden, der er et bedre sted, for vores børns skyld.

I lyset af vores vestlige verdens katastrofale og voldelige historie og vores krigeriske verdenssyn, kan drømmen om harmoni, født af omsorg og kærlighed til verden – centrale tanker i så mange kulturers livssyn – blive til virkelighed, hvis vi tager den alvorligt.  

Bernhard Bierlich har en PhD i socialantropologi.