Issam Hajali: Mouasalat Ila Jacad El Ard
Habibi Funk
Issam Halali er kun kendt i kultkredse, mest som medlem af bandet Ferkat Al Ard (arabisk for Jord (planeten) Band), som var fremme i 1970’erne, men aldrig opnåede succes, sikkert fordi deres musik havde så mange globale elementer, at den ikke blev forstået hjemme i Libanon. Også selv om landets førende stjerne, sangerinden Fairuz, med succes inkorporerede inspirationer fra chanson, cabaret og alt muligt andet. Men igen, hun havde allerede markeret sig med både kristen maronitisk kirkesang og klassisk arabisk filmmusik.
Issam Halali var venstreorienteret og måtte flygte fra borgerkrigen hjemme i Beirut, og han tog derfor til Paris, hvor han mest spillede i metroen for at overleve. Det var her, at han indspillede dette album i eget navn, som egentlig kom på kassettebånd i bare 100 eksemplarer, som Issam selv ville sælge til vennerne, men der var altså et enkelt tilbage, som blev grundlaget for denne vinyludgivelse, som har fået rigtigt mange kritikere til at gå amok. Og det er der god grund til.
Bortset fra to numre er alle tekster af den palæstinensiske digter Samih El Kasem, og bandet består af nogle i dag ukendte franske musikere, en fra Algeriet og en fra Iran, som spiller vidunderligt på santur, et slags hakkebræt, som man slår på med lette køller.
Der er en herlig blå tone over sangene, og en tydelig inspiration fra den brasilianske tropicália-bølges fremmeste, såsom Chico Buarque. Men vi er jo i Frankrig, og måske har en Jacques Brel også været inspirator, ligesom der sine steder bliver spillet noget traditionel fingerspil på westernguitar à la Ralph McTell, som inspirerede rigtigt mange i de år.
Det skal dog ikke tage noget fra Issam Hajali, som har en unik tone og skriver henrivende sange, der længselsfuldt strækker sig som en kat i solen.
Pladen blev indspillet på en enkelt dag – der var ikke råd til mere – og her er der en dejlig synthesizer-spiller, der virkelig forstår at sætte farver på uden at dominere.
Pladen er et scoop og pladeselskabet Habibi Funk, som Globalnyts Emil Jørgensen tidligere har besøgt i Beirut er blandt de førende i den fede trend, hvor ofte glemte kassettebånd kommer til ære og værdighed på vinyl.
Mesterligt og originalt
Der er tale om et værk med en fnuglet tidløshed, og der er ikke et svagt nummer, hvorfor den kører skødesløst smukt og du bare må høre den igen og igen.
Vi starter med den oprindelige lyd og ryger så ind i den remasterede lyd, hver ting med sin charme. Åbneren ‘Ana Damir El Morakallim’ (jeg er ruineret) har en mængde lag fra funky start med Fender Rhodes-klaver og vibrationer fra Rio til jazzrock. Over det hele svæver Issam Hajalis stemme. Det er mesterligt og stærkt originalt og så kommer der monofonisk Moog-synth og redder dagen, inden den persiske santur introducerer orienten.
Titelnummeret er endnu mere brasiliansk, hvor stemmen atypisk for arabiske sangere hverken har vibrato eller de typiske knæk. Der er en egen skøn naivitet i foredraget, mens man ikke har travlt.
Efterfølgeren hedder ‘Khobs’ – altså brød – og nu er vi i et veloplagt vestligt fingerspilsunivers blandt de gademusikere i metroen i Paris, som Hajali var en del af. Det er helt straight med solo og akkompagnement, der væves ind i hinanden, mens korstemmer på leadvokalen trækker store linjer.
Sådan bliver det ved. Afvekslingen er stor, og jeg vil anbefale pladen som krydderiet, der får foråret til at ankomme som en drøm.
