Mens internationale medier har haft fokus på den dødelige ebola-epidemi i Vestafrika, ignoreres et anden virus, der har smittet omkring en million i Latinamerika og Caribien. 150 mennesker er døde på grund af chikungunya.
Næsten én million mennesker er blevet smittet med chikungunya-virus, der overføres via de samme myg, der spreder dengue-feber.
Virusset har spredt sig hastigt over det sydamerikanske kontinent og har forårsaget stort pres på hospitaler og klinikker i de hårdest ramte lande, skriver den britiske avis The Guardian.
Sygdommen har bredt sig herfra og videre til blandt andet Fransk Polynesien og Samoa, hvor der har været et mindre antal tilfælde, skriver internationale medier.
”Chikungunya er tydeligvis blevet en global virus,” siger Alan Kohl, der er leder af Glasgow Universitets center for virusforskning, til The Guardian.
Han forklarer, at omkostningerne ved sygdommen ikke kun skal tælles i antallet af dødsofre.
”Kortsigtede infektioner, der påvirker et stort antal mennesker, kan have en meget betydelig indvirkning på økonomi og sundhedsydelser, og langsigtede spørgsmål såsom gigt, der er forbundet med chikungunya, kan i høj grad påvirke patienterne. Effekten på den offentlige sundhed måles ikke kun i dødelighed,” siger Alan Kohl.
Ingen behandling
Chikungunya er en viral sygdom, der overføres gennem myggestik fra to forskellige myggearter.
Sygdommen kan forårsage høj feber, deltage og muskelsmerter og hovedpine.
Det er sjældent, at chikungunya er dødelig, men ledsmerter kan vare i måneder eller år og kan forårsage kroniske smerter og invaliditet.
Der findes ingen specifik behandling for chikungunya infektion eller nogen vaccine imod sygdommen. Det eneste effektive middel til forebyggelse er at beskytte sig mod myggestik.
Se mere på
http://www.paho.org/hq/index.php?option=com_content&view=article&id=8303&Itemid=40023&lang=en
Pres på sundhedsvæsnet
Mindre udbrud af chikungunya i Florida, Frankrig og Italien er blevet inddæmmet af en hurtig indsats fra myndighedernes side.
Værre står det til i lande med et mindre effektivt sundhedsvæsen.
Den Dominikanske Republik, som sidste år blev besøgt af knap fem millioner turister, har registreret omkring en halv million tilfælde.
Også Centralamerika er ramt, blandt andet i El Salvador, hvor der foreløbig er konstateret 123.000 tilfælde.
I Puerto Rico er mere end 18.000 mennesker smittet, og myndighederne har registreret mindst fem dødsfald. Et af ofrene var en nyfødt, der var blevet smittet af sin mor.
USA har oplevet knap 2.000 tilfælde, skriver The Guardian.