Da oprørske politifolk og medlemmer af luftvåbenet torsdag lukkede Quitos internationale lufthavn og adskellige hovedveje samt tiltvang sig adgang til Nationalforsamlingen, kaldte nogle medier og politikere det en demonstration mod de lønnedskæringer, der var vedtaget samme dag. Fredag taler flere og flere om et længe planlagt forsøg på statskup, oplyser det spanske dagblad El País fredag.
Ecuadors præsident Rafael Correa opsøgte de oprørske politifolk og gjorde dem opmærksom på, at lønningerne under hans regering var steget mere end hidtil set i det sydamerikanske land. Men han blev mødt med råbet ”Løgner”, og politifolkene kastede tåregas mod ham.
En af dem ramte ham, og en sikkerhedsvagt måtte hjælpe ham til et nærliggende hospital, som oprørende omgående omringede. Først 11 timer senere lykkedes det regeringstro tropper at befri præsidenten, der forlod hospitalet i kørestol, da han var ramt i benet. Samtidig var en civil demonstration på vej for at støtte Correa.
Indtil nu er 2 dræbt og et ukendt antal sårede.
Efter befrielsen tog Rafael Correa direkte til præsidentpalæet, hvor han deklarerede 5 dages undtagelsestilstand.
Hærchefen Ernesto Gonzales og andre højtstående militærfolk siger samstemmende, at militæret respekterer de demokratiske institutioner og støtter præsidenten. Men, de siger også, at de indtrængende opfordrer til, at den lov, der har udløst optøjerne, ændres.
Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, har på et ekstraordinært møde vedtaget en erklæring, der enstemmigt støtter Rafael Correa og betegner de seneste dages hændelser som et forsøg på statskup mod regeringen, oplyser det spanske nyhedsbureau EFE fredag.
Unionen af Sydamerikanske Nationer, UNASUR, har ligeledes fordømt forsøget på statskup, og medlemslandenes udenrigsministre er på vej til Quito for at vise deres støtte til Correa.
Ecuador har oplevet adskillige statskup og oprør. Mellem 1997 og 2007 har landet haft 8 præsidenter.