Af Eva Rasmussen
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktion
– Vi er ofre for et forsøg på statskup. Og det er tydeligt, at oppositionsgrupper, samt politi og militær, der støtter landets tidligere præsident Lucio Gutiérrez, står bag. Det sagde det sydamerikanske lands præsident Rafael Correa, efter at han havde forsøgt at tale til demonstrende politifolk i hovedstaden Quito.
Sådan beskriver den honduranske nyhedstjeneste Vos el Soberano om torsdagens dramatiske begivenheder i Ecuador, mens BBC Mundo præsenterer en noget anderledes historie:
”Talspersoner for præsident Rafael Correa oplyser, at visse personer forsøger at forhindre Correa i at forlade Politiets Hospital, hvor han søgte lægehjælp, efter at demonstrerende politifolk havde kastet en tåregas mod ham.”
”Sikkerhedsstyrker, som protesterer mod lønnedgang, har omringet hospitalet og kaster tåregas mod en folkelig demonstration, der er på vej mod hospitalet for at støtte præsidenten.”
BBC oplyser dog også, at demonstrerende politifolk tidligere på dagen trængte ind i Nationalforsamlingen, hvor parlamentarikere fra regeringspartiet erklærede, at de ville blive i bygningen på ubestemt tid ”for at forsvare demokratiet”.
Lucio Gutiérrez er gammel militærmand og regerede Ecuador fra januar 2003, til april 2005, hvor han blev afsat efter voldsomme folkelige protester mod hans regime. I dag er han leder af partiet Det Patriotiske Samfund, som er det mest indflydelsesrige oppositionsparti, oplyser det ecuadorianske dagblad El Periódicos netavis torsdag.
Mens tåregassen sved i øjne og luftveje i hovedstaden Quitos gader, krævede Guetiérrez, at der opgående blev udskrevet præsidentvalg ”for at dæmme op mod den kaotiske situation, som poltiets og militærets aktioner havde bragt landet i”.