Det viser den første status for 2015, skriver NGOen i en pressemeddelelse tirsdag. Det endelige regnskab er ude i maj.
Samtidig med, at den enkelte dansker viste større givervilje overfor UNICEF har “vi oplevet en markant og oprigtig interesse fra danske virksomheder og fonde”, som generalsekretær Steen M. Andersen udtrykker det.
Det har givet sig meget kontant aftryk i årsstatus. Mens bidrag og tilskud fra dansk erhvervslv lå helt nede på 3,759 mio.kr. i 2014, var beløbet mere end tidoblet i fjor til 37,244 millioner.
Lægges de 37,24 mio. kr. oven i de 167,6 indsamlede millioner havner man oppe på knapt 205 mio. kr., hvilket er den højeste bruttoindtægt, siden UNICEF Danmark blev stiftet i 1954.
Det betyder samtidig, at omsætningen steg med 58 procent fra 2014 til 2015, hedder det.
”Vi har haft nogle store katastrofeindsamlinger til Nepal og børn på flugt, som er gået rigtig godt. Men det er ikke forklaringen alene”, siger Steen M. Andersen og uddyber:
“Der er også flere danskere, der har valgt at støtte UNICEF fast hver måned, og samtidig har vi oplevet en markant og oprigtig interesse fra danske virksomheder og fonde i at gøre en forskel for udsatte børn i verden”.
Det er bl.a. støtte fra LEGO, Bestseller, Velux Fonden og Maersk Drilling, der gør, at UNICEF Danmark kan hjælpe flere børn end nogensinde.
Mens organisationen i 2014 overførte 86,1 millioner kr. til arbejdet for børn i verden, kunne det i 2015 lade sig gøre at sende 155 millioner afsted. Det svarer f.eks. til at kunne vaccinere 113 millioner børn mod den frygtede sygdom polio (børnelammelse).
Nøgletal: 2015 2014
Indtægt brutto 204.890.514 130.091.707
(heraf virksomheder) 37.244.000 3.759
Totale omkostninger 49.877 46.572
Overført til UNICEFs
internationale
arbejde for børn 155.013.430 86.138.396
Sådan gik det i 2014
UNICEF Danmark reddede sit regnskab i 2014 ved at spare løs.
Redningsplanken var et farvel til ca. 1/3 af staben i en omfattende sparerunde, som skar 15 pct. af omkostningerne væk. Det bragte UNICEF Danmarks årsregnskab for 2014 i havn uanset tilbagegang i de indsamlede midler – nu for femte år i træk.
Når alt var lagt sammen og trukket fra, forbedrede den humanitære organisation bundlinjen med 3,4 mio. kr. i forhold til året før (95,68 mio. i 2014 mod 92,24 mio. i 2013).
Sparerunden betød, at det gennemsnitlige antal beskæftigede medarbejdere faldt fra 67,2 til 43,8. Og i maj 2015 viste UNICEF-hjemmesiden kun 34 medarbejdere – se http://unicef.dk/employee/1035
Nedgangen i indsamlingsresultatet indebar, at midlerne herfra sank fra 133,6 mio. kr. i 2013 til 127,5 mio. i 2014. Begge tal medtager salg af UNICEF kort og produkter.
Det kneb især voldsomt med danskernes kontante velvilje til nødhælpsarbejdet, uanset at "verden ikke længe har set så mange alvorlige nødhælpssituationer som sidste år", som man skrev.
Indsamlingen til Syriens børn var betegnende. Den nåede yderst beskedne 1,68 mio. kr. Siden er der jo sket et og andet.
Mere om årsregnskabet for 2014 her