Efter u-landshugget: Bestyrtelse til venstre og kritik fra højre

Forfatter billede

Reaktionerne på SR-regeringens milliardhug i dansk udviklingsbistand til flygtningemodtagelse i 2014 og 2015 rækker fra bestyrtelse og harme på venstrefløjen og hos danske u-lands-NGOer til hård kritik af udlændingepolitikkens følger fra den borgerlige blok i Folketinget

Regeringens parlamentariske grundlag – SF og Enhedslisten – er blevet orienteret om de opsigtsvækkende tal hos finansministeren. Begge partier er imod at bruge udviklingsbistanden på den måde og vil arbejde for en anden finansiering.

“Det er kortsigtet. Udviklingsbistanden er netop beregnet til at bekæmpe fattigdom og konflikter, så vi kan undgå store flygtningestrømme”, siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen til dagbladet Politiken torsdag.

Ifølge finansordfører Jonas Dahl vil Socialistisk Folkeparti gøre, “hvad vi kan for at finde finansiering andet sted og gøre beløbet så lille så muligt”.

“Det er absolut ikke vores kop te, at der skal skæres på u-landsbistanden for at gøre plads til flere asylansøgere, vi så hellere pengene tilvejebragt på anden vis. Men vi står med et problem, der skal findes finansiering til”, siger Jonas Dahl til avisen.

Regeringen vil beskære udviklingsbistanden med knapt tre milliarder i år og næste år og bruge pengene til at finansiere modtagelse af flygtninge, fortrinsvis fra borgerkrigen i Syrien – se telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/22-10-14/sr-milliardhug-i-u-landsbistanden-betale-flygtning

“Afrikas fattige skal ikke betale for flygtninge”

Bestyrelsesformand for solidaritets- og bistandsorganisationen IBIS, Mette Müller, er også harm:

”Det er dybt urimeligt, at de fattige i Afrika skal betale regningen for flygtningekrisen i Syrien. Der er tale om en helt ekstraordinær situation. Vore egne problemer blegner i forhold til de udfordringer, som en lang række udviklingslande slås med”, siger hun i en presseudtalelse.

“Det kan ikke passe, at vi tager pengene fra projekter for de fattigste og mest nødlidende i Afrika for at rydde op efter en fejlslagen politik i Mellemøsten.”
 
”Det er utrolig kortsigtet at skære ned på den måde. Det går ud over de langsigtede indsatser for demokrati, uddannelse og stabilitet, som netop skal forebygge fremtidige krige og flygtningestrømme.”
 
”Det er en blodig ironi, at flygtningestrømmene fra Syrien har rod i den forfejlede udenrigspolitik i Mellemøsten. En aktiv udenrigspolitik må følges op af et globalt ansvar, der betyder, at vi ikke bare løber fra vore løfter til verdens fattigste”, slutter Mette Müller.

Støjberg: Danmark er en flygtninge-magnet

Ifølge Venstres politiske ordfører Inger Støjberg er det den lempelige udlændingepolitik, der nu “slår bunden ud af statskassen”.

Hun peger på, at lempelige familiesammenføringsregler, afskaffelse af den lave starthjælpsydelse og muligheden for at bo og arbejde uden for asylcentre har gjort det mere attraktivt for flygtninge at søge til Danmark.

“Nu bliver der færre penge til verdens fattige, fordi regeringen skal finansiere sin lempelige udlændigepolitik. Regeringen burde starte med at rulle lempelserne tilbage og opprioritere hjælpen i nærområderne”, siger Inger Støjberg.

Hun mener, at en del af skylden ligger hos regeringen:

“Problemet er, at regeringen har lempet på asylområdet, så vi er blevet en magnet for asylansøgere”.

“Lempelserne af starthjælpen betyder, at de, der kommer til Danmark, får meget højere økonomiske ydelser end ellers, så regeringen kan jo starte med at rulle sine lempelser tilbage og i stedet opprioritere hjælpen i nærområderne”, mener Støjberg, hvis parti selv vil spare 2,6 milliarder på u-landspengene, hvis det overtager regeringsmagten.

S: Venstre er hyklerisk

Det skudsmål er hykleri på den helt store skala, mener Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro.

“Det er decideret absurd at høre på. Vi har at gøre med et parti, hvis formand har præsenteret et forslag om at skære 2,5 milliarder kroner af bistanden hvert eneste år og bruge pengene på skattelettelser. Det er et fabelagtigt hykleri”, siger hun

Der må markante stramninger til”

Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Hans Kristian Skibby, er stærkt bekymret over udsigten til merudgifter for milliarder.

“Det er jo helt galt, at vi på så kort tid kan se så kæmpemæssige omlægninger af den danske udviklingsramme”, siger Skibby i en pressemeddelelse.

Han mener, at der skal markant asylstramninger til:

“Senest kom meldingen om, at over 3.000 har søgt asyl i Danmark den seneste måned, og regeringen må erkende, at vi hjælper alt for få flygtninge ved at bruge så mange milliarder på de tusindvis, som finder vej helt til Danmark”.

“I stedet burde vi for de samme penge hjælpe flere hundrede tusinde i deres nærområde, deres eget kontinent”, siger Hans Kristian Skibby, der tidligere ligeledes har bakket op om at skære i udviklingsbistanden med 2,6 milliarder kr.

Flere af de afrikanske lande, som Dansk Folkeparti vl henvise flygtninge til, har i forvejen store koncentrationer af flygtninge – og i en helt anden størrelsesorden end i Danmark.