Valg i Honduras – eller hvad? 1
Af Eva Rasmussen
Der gik kun få måneder fra Carlos Reyes modstræbende sagde ja til at blive den første uafhængige præsidentkandidat i Honduras, til han med stor opbakning fra Modstandsfronten mod Kuppet valgte at trække sig.
– Et valg uden genindførelse af det forfatningsmæssige demokrati, kan vi ikke bruge til noget positivt, tvært imod. En stemme på søndag er en stemme, der er med til at legitimere kupregeringen, slår Carlos Reyes fast.
Han er 67 år og har været fagforeningsaktivist siden 1954. De seneste 15 år som formand for Bryggeriarbejdernes Fagforening, STIBYS. Han er en mand af rigtigt mange ord, men han hæver ikke stemmen, når han giver luft for sin vrede.
Mens han fortæller om misgreb, overgreb og politisk modstand i det mellemamerikanske land, forsøger hans venstre hånd ihærdigt at overtale den højre til at bevæge fingrene. Det går bare ikke. I et forsøg på at undgå politiets knipler under en demonstration, klatrede han op på en mur. Men, betjentene fulgte efter og skuppde ham ud i et frit fald, der endte med, at han brækkede højre håndled tre steder.
– Kupregeringen og dens lakajer i medierne skælder os ud for at være voldelige, men det er dem, der er det, kommenterer han.
En broget flok
– De folkelige bevægelser, der stod bag min kandidatur, er en broget flok, der hver har deres dagsorden. Det har aldrig været meningen, at stifte et nyt parti – vi har allerede tre små partier, der ligger i midten eller til venstre fra midten. De er på vej ud, og vi ville gå sammen vej, hvis vi lavede et parti, mener Carlos Reyes.
Ideen var, at de folkelige bevægelser skulle gøre deres krav gældende gennem uafhængige kandidater til kommunalbestyrelser, Kongressen og til præsidentposten.
– Vi ville ikke konkurrere med de små partier, men skabe et rum for, at sofavælgerne kunne få et sted at sætte deres kryds.
– Meddelelsen om, at det øverste valgråd havde godkendt mig som uafhængig kandidat, fik jeg under en demonstration. Jeg blev omringet af – jeg tror 18 journalister – der ville holde pressemøde midt på gaden. De fortalte mig nyheden og ville have min reaktion, fortæller Carlos Reyes.
”Du ser ikke spor glad ud”, kommenterede en af dem, og jeg var nødt til at sige, at retableringen af den forfatningsmæssige orden havde første prioritet for Fronten. Uden den kan valget ikke bruges til noget.
Mobilisering
Modstandsfronten har siden kuppets dag 1, 28. juni, været i stand til at mobilisere daglige demonstationer i de store byer.
– Vi bliver igen og igen spurgt, hvordan vi fra den ene dag til den anden kunne mobilisere så bredt, siger Carlos Reyes. Forklaringen er, at vi i flere år har haft en velfungerede national koordinationsgruppe, der via sine lokale forbindelser har gjort det muligt.
Siden det stod klart, at Mel Zelaya ikke blev genindsat inden valget, har Modstandsfronten arbejdet for en boykot. Ikke fordi den nødvendigvis er politisk enig med Zelaya, men fordi vejen tilbage til demokratiet går over hans genindsættelse.
Søndag er der fire kandidater til præsidentvalget, og som altid er der to med reel chance for at blive valgt. En fra det liberale parti og en fra det nationale.
– Det er hib som hap, hvem af dem, det bliver. De repræsenterer de samme interesser, mener Carlos Reyes.
– Efter kuppet er der udelukkende to veje. Den ene er at stemme, hvilket er det samme som at stemme på kupregeringen. Det er den vej USA har anbefalet.
– Den anden, som Modstandsfronten står for, er atboykotte valget og fortsætte kampen for en ny grundlov mandag. Det er to forskellige veje for to forskellige samfundsklasser.
Antallet af sofavælgerne kan være en indikator for, hvilken vej vælgerne går, men Carlos Reyes vil ikke give et bud på hvor mange, der skal blive væk, for at der er tale om en succes.
– Det eneste, jeg kan sige er, at hvis valgprocenten søndag bliver højere, end den var ved valget i 2005, så er der tale om massivt valgsvindel, siger han.
I 2005, hvor Zelaya vandt præsidentposten, var der kun 45 procent af vælgerne, der brugte deres stemme.
