Sydafrikas politiske landskab er i opbrud. De sidste mange år har Nelson Mandelas gamle parti, ANC, haft monopol på magten. Men når befolkningen om små to uger går til valg, har partiet kniven for struben.
Truslen kommer blandt andet fra den tidligere præsident, den 81-årige korruptionsdømte Jacob Zuma, som efter at være blevet ekskluderet fra ANC har lanceret sit nye parti, uMkhonto Wesizwe, som oversat betyder Nationens Spyd. Den 81-årige ekspræsident har formået at trække mange tidligere ANC-støtter over til nye parti. En af dem er Julia Sebildane.
“ANC var mit hjem i 30 år, men da Zuma annoncerede, at han vil starte uMkhonto Wesizwe, fandt jeg straks hjemmesiden og meldte mig ind online,” siger hun fra en gadestand i Soweto, Sydafrikas største township, hvor hun sælger uMkhonto Wesizwe-merchandise.
Spørger man hende, hvordan hun kan støtte en tidligere præsident, som er blevet idømt fængselsstraf for korruption og ekskluderet af ANC, svarer hun:
“Det er jo ikke fordi han har gjort noget, som de andre ikke gør. Alle er korrupte. Alle politikere hver som en … Jeg kan ikke lide præsident Ramaphosa. Zuma kæmpede for os, da han var præsident. Han ved, hvordan man skal tale til os sorte. Hvis han kom forbi her lige nu, ville han sætte sig ned og tale med mig. Han taler mit sprog, selv om jeg ikke er Zulu,” siger hun.
ANC i knæ
Ifølge meningsmålingerne er Julia Sebildane langt fra den eneste, som har vendt African National Congress, bedre kendt som ANC, ryggen. Partiet har ellers siddet solidt på regeringsmagten siden 1994, hvor den racistiske styreform Apartheid blev afskaffet.
Fra midten af 1990’erne og op gennem 00’erne genskabte landsfaderen og ANC-formanden, Nelson Mandela nationen som en ”regnbuestat”, hvor alle – uanset race – skulle kunne nyde den nyvundne frihed.
I dag synes regnbuens farver af være falmede. Sydafrika kæmper fortsat med enorm fattigdom, en officiel arbejdsløshed på mere end 32 procent (den uofficielle er langt højere) og en økonomisk ulighed, der er blevet vurderet til at være den højeste i verden.
På køreturen til Soweto fortæller min kollega, Thami Ndimande, at ANC’s fiasko har efterladt en modløshed hos ham og mange andre. Han er 47 år, født og opvokset i Soweto. Som barn og teenager oplevede han den voldelig frihedskamp i 1980’erne på tætteste hold. Faktisk sendte hans familie ham til en anden provins, så han ikke skulle lide samme skæbne som de af hans kammerater, der betalte den højeste pris for den sorte befolknings frihed.
“Mandela var vores sorte Jesus, men nu, 30 år efter 1994, spørger vi os selv, hvad der egentlig har forandret sig. Vi er måske blevet frie, men hvad kan vi bruge vores frihed til? Integrationen i vores samfund er baseret på penge, og vi er stadig fattige. Ja, der er undtagelser, og en del sorte politikere og forretningsfolk er blevet superrige, men det kommer jo ikke os til gode,” siger Thami Ndimande.
Han henviser til ANC’s nuværende frontfigur, præsident Cyril Ramaphosa, der er en ultrarig forretningsmand:
“Mange ser ham som en kokosnød. Brun uden på, men hvid indeni.”
Populisme
De manglende fremskridt har gjort ANC historisk upopulært. Grundlaget for partiets parlamentariske flertal er eroderet i takt med, at store dele befolkningen ikke har haft reel mulighed for at forbedre deres livsvilkår, mens de samtidig kan se en både hvid og sort overklasse med ekstrem rigdom. Det fortæller den sydafrikanske undersøgende journalist og politiske kommentator Anton Harber.
“Der er ingen tvivl om, at problemerne med fattigdom og ulighed har åbnet døren til en populistisk tilgang til politik. Det begyndte med EFF, og nu er der mange populistiske partier. Egentlig er det overraskende, at der ikke er flere,” siger Anton Harber.
Anton Harber henviser til det Marxist-Leninistiske parti The Economic Freedom Fighters (EFF), som i 2013 indtog den politiske scene med krav om, at det hvide mindretal, som ejer langt størstedelen af jorden i Sydafrika, skulle give den tilbage til den oprindelige afrikanske befolkning.
Til det forestående valg må EFF dog dele dette og andre politiske mål med Zumas uMkhonto Wesizwe, som ifølge meningsmålinger og politiske kommentatorer har haft succes med at tage både EFF og ANC på sengen.
Serie: Et splittet Sydafrika går til valg
Når Sydafrika den 29. maj 2024 går til valg, skal befolkningen i et af verdens mest ulige lande vælge ny præsident. Men de manglende sociale og økonomiske fremskridt har gjort det bærende parti ANC mere upopulært end nogensinde.
I en serie på tre artikler ser Globalnyt nærmere på, hvad der er på spil i det unge demokrati, og hvad valget vil betyde for landets internationale rolle. Dette er anden artikel i serien.
Du kan læse første artikel her: Et splittet Sydafrika går til valg i skyggen fra apartheid.
Genopstandelsen
Det var da også en genopstandelse af nærmest bibelske dimensioner, da Jacob Zuma i december 2023 annoncerede sit politiske comeback med partiet, hvis navn er kopieret fra ANCs væbnede gren, som officielt blev nedlagt i 1993.
ANC’s tidligere formand og Sydafrikas præsident fra 2009 til 2018 har afsonet en fængselsdom for korruption og svindel, han har været anklaget for voldtægt, og så er han født samme år som Joe Biden.
Til gengæld kan han overbevise mange vælgere om, at han vil dem det godt, fortæller Anton Harber:
“Der er ingen tvivl om, at Zumas styrke er kontrasten til Ramaphosa. Når folk på gaden siger, at korruptionen ikke betyder noget, så siger det noget om, at der ikke er tillid til de politiske ledere generelt, og at der en tro på, at alle politiske ledere er korrupte,” siger Anton Harber.
Derfor er der andre ting end korruption, der fylder for mange vælgere.
”En af Ramaphosas største fejl er, at han har lovet at få bugt med korruptionen, men hans forsøg på at gøre det har været halvhjertet. Hvis Zuma kan overbevise vælgerne om, at han kan få bugt med fattigdommen, så er korruptionen måske bare et bump på vejen. Det har ikke været synligt, at en af de største hindringer for at bekæmpe af fattigdom og ulighed faktisk er korruptionen, og det er en fejl, at der ikke har været mere fokus på det link,” vurderer Anton Harber.
ANC’s kamp mod Zulu-kongen
Som modsvar til den nye konkurrent har ANC lagt sag an mod deres tidligere formands brug af navnet uMkhonto weSizwe samt dets logo, som illustrerer en afrikansk kriger med spyd og skjold.
Indtil nu har ANC trukket det korteste strå i retten, mens Zuma vinder spalteplads i medierne med flotte meningsmålninger og det politiske manifest The People Mandate.
Ifølge manifestet vil MK arbejde for, at jordbesiddelser skal fratages deres nuværende ejere uden kompentation. Samtidig skal parlamentet have et nyt overhus bestående af indfødte konger og dronninger og traditionelle ledere, hvormed der formodentlig menes stammehøvdinge.
Det opsigtsvækkende manifest vil kræve store ændringer i den nuværende konstitution, hvilket har fået de politiske kommentatorer til at gyse og sammenligne Zuma, som tilhører sydafrikas største stamme, Zulu, med fortidens mægtige og brutale Zulu-konger.
Men blandt uMkhonto weSizwe’s tilhængere har manifestet fået en varm modtagelse, i hvert fald hos den 60-årige, Charlotte, som bliver interviewet med en baggrund af høj musik til en uMkhonto weSizwe-gadefest i Soweto:
“Vi bliver styret af en flok narkobaroner og er ved at blive en bananrepublik. Det vil vi lave om på. Vi vil have ændret konstitutionen, som giver frihed til at gøre hvad som helst. Vi har bakket op om ANC i 30 år. Nu skal det være slut,” siger hun.
Ifølge Anton Harber er demokratiske principper og idealer underordnede temaer for mange af de vælgere til de forestående valg. De vil først og fremmest have jobs, uddannelse og mad på bordet:
“Der er ingen tvivl om, at specielt unge mennesker sætter spørgsmålstegn ved demokratiet og forfatningen. De spørger, hvad er pointen med det, hvis det ikke kan få os ud af fattigdommen, og hvis uligheden ikke bekæmpes? Det er svært at argumentere imod for os, som kan huske og forstår de kompromisser, som blev lavet i 1994. Vi accepterede dem jo som et alternativ til en frygtelig krig mellem racerne.”
På bar med ANC-veteran
Mens partiet uMkhonto weSizwe er særdeles synligt med valgplakater, gadefester og -standere mange steder i Soweto, er ANC stort set usynligt i gadebilledet. Det betyder dog ikke, at ANC ikke er til stede. På en mørk bar, ikke så langt fra det hus, hvor Mandela boede, sidder ANC-veteranen, Manase Neo Sefatlhe, med en øl i den ene hånd og en smøg i den anden.
Ifølge Thami Ndimande, er Manase Neo Sefatlhe en af folkeheltene fra 1970’erne og 1980’erne, og det er tydeligt, at barens andre gæster spidser ører og følger hans bevægelser ud ad øjenkrogene, da han langsomt rejser sig for at blive interviewet i baglokalet.
Mange af Manase Neo Sefatlhes venner døde i kampen mod Aparthied-styret. Selv sad han isolationsfængslet i 14 måneder, hvorefter ANC sendte ham i eksil, blandt andet på Cuba og i Swaziland (i dag Eswatini). Her fik han militærtræning og blev medlem af ANC’s væbnede fraktion, uMkhonto weSizwe. Han sukker træt, da han bliver spurgt om, hvordan han modtog nyheden om Jacob Zumas nye parti:
“Jeg føler mig forrådt. Hvordan kan de tage vores varemærke, uMkhonto Wesizwe, og bruge det imod os? Det er ikke rimeligt, at Zuma kan stjæle African National Congress’ historie,” siger Manase Neo Sefatlhe og fortsætter:
“Hvad er deres problem? De har en leder, som har været Sydafrikas præsident i ni år. Ni tabte år! En præsident, der har nedbrudt landets ressourcer og ødelagt offentlige services, for eksempel skatteindragelsen, som er helt grundlæggende vigtigt for samfundet. Hvad forventer de af en mand, som i den grad har fejlet som leder af landet?”
Globalnyts nyhedsbrev: Få vores vigtigste historier i din indbakke to gange om ugen
Utålmodighed
Manase Neo Sefatlhes ser tilblivelsen af uMkhonto Wesizwe som et personligt opgør mellem den nuværende og den tidligere præsident. Præsident Ramaphosa stammer nemlig fra Venda-folket. Han fortæller, at Zuma er meget stammeorienteret, og at han ikke kan acceptere, at en repræsentant fra en anden stamme skal bestemme over ham.
“Zuma er helt igennem Zulu,” siger Manase Neo Sefatlhes og forklarer, at han på trods af sin foragt for Zuma godt kan forstå, at folk er utålmodige og vil have bedre livskår:
“I ANC må vi indse, at vi har været for dårlige til at implemtere vores politik, og at det er sket for langsomt. Den reduktion i ulighed og fattigdom, som vi har fået gennemført, for eksempel i uddannelses- og sundhedssektoren, bliver overskygget af det overordnede problem, at vi ikke har fået mere land tilbage. Vi har haft et politisk program, som sigter efter, at vi får jorden tilbage gennem forhandling, men det har ikke virket. Derfor siger vi nu, at vi skal have vores land tilbage uden kompensation til ejerne,” siger Manase Neo Sefatlhes.
Ser man på partiprogrammerne for henholdsvis ANC og uMkhonto Wesizwe, har de ikke kun ønsket om at give landbrugsjord til den sorte befolkning til fælles. Ifølge Anton Harber er lighederne mellem de to partier så mange, at han i høj grad anser etableringen af uMkhonto Wesizwe som et internt ANC-opgør:
“Zuma selv beskriver det jo også som et forsøg på at bringe ANC tilbage til den politik, som han står for. Det er en populisme, der bliver præsenteret som radikale økonomiske forandringer, men det handler i bund og grund om at genskabe hans måde at lede landet på, som jo var dybt korrupt,” siger Anton Harber.
Blandt de mange uMkhonto Wesizwe-tilhængere i Soweto har de fleste et lidt andet syn på den omfattende korruption, som sendte deres tidligere præsident i fængel. Faktisk er der flere, som ser Zuma som offer for et komplot. En af dem er den 28-årige Nolutthando Mbatha, som sælger øl og andre fornødenheder ud gennem et lille vindue fra sit hummer i slumbarakkerne, The Hostel:
”Jeg har fulgt alle retssagerne, og jeg tror, det er et setup. Jeg tror på Zumas uskyld. Han har mange fjender, som vil have ham til at se dårlig ud,” siger han og fortsætter:
”Da Zuma var præsident var der ingen strømafbrydelser. Nu har vi store problemer med elektricitet, og tit kan vi ikke få vand. Zuma er manden, som kan give det tilbage til os. Med Ramaphosa er det hele bare blevet værre.”