Af Roberto Valencia, netavisen El Faro
At fortælle, at de kriminelle bander er en af de største udfordringer for El Salvadors sikkerhedschef David Munguía Payés, kan lyde som en trivialitet.
I det øjeblik bandernes indflydelse på salvadoranernes dagligdag diskuteres, er enigheden imidlertid ikke så stor. Måske kan de følgende oplysninger hjælpe: 64 procent af alle fodboldhold er holdt op med at bruge numrene 13 og 18. Af skræk for banderne.
Fra 1 til 12 er alt, som det plejer at være. Så kommer 51. 14 til 17 og derefter 52. Numrene 13 og 18 forbindes med de to mest voldelige bander, Mara Salvatrucha 13 og Barrio 18. De to tal er taget ud for at beskytte spillerne mod overfald.
Det er imidlertid ikke alle, der mener, det er en god løsning. Retspsykolog Marcelino Díaz, der siden 1993 har arbejdet ved Retsmedicinsk Institut mener, at initiativet på en måde legitimerer banderne og anerkender deres indflydelse på samfundet.
”Det er staten, der gennem lovgivningen har ansvaret for at kontrollere folks opførsel, men i El Salvador kontrolleres meget af en gruppe kriminelle. Det er det, der sker i fodboldverdenen et klart eksempel på”, kommenterer han.
El Salvador har en af de højeste mordrater i verden. I 2010 blev 65 ud af 100.000 indbyggere myrdet. FN anser situationen for epidemisk, når 10 ud af 100.000 myrdes.
”Frygt er det mest effektive middel til at kontrollere et samfund, og det ved banderne”, siger Marcelino Díaz.
Historie
Det er fire år siden diskussionen om at tage numrene 13 og 18 af trøjerne indledtes. Det skete efter, at flere spillere havde beklaget sig over at skulle på banen med bandenumrene på ryggen.
Det besluttedes i første omgang, at spillerne skulle bestemme, om numrene skulle tages ud. Siden er antallet af klubber, der tilslutter sig ideen vokset støt, et symptom på bandernes ekspansion.
”Det sker for at beskytte spillerne, siger Osvaldo Pinto, formand for 2. division og Santa Tecla F.C. Han tilføjer: ”Problemerne med banderne er overvældende, og regeringen har mistet kontrollen. Derfor gør vi, hvad vi kan for at forebygge, at der sker vores spillere noget.”
For en spiller med numrene 13 og 18 er det farligt at komme på banen i områder kontrolleret af den anden bande.
”Endnu er der ingen døde, men vores spillere er blevet slået, udsat for grove injurier og stenkast”, fortæller Osvaldo Pinto.
Vurderinger
El Faro bad to politi – kommissærer og en ngo-leder om en vurdering af fodboldholdenes frygt for banderne. Alle sagde, at de ikke var informerede om problemet.
Gersan Pérez står i spidsen for politiet i hovedstaden San Salvadors centrum, hvilket gør ham ansvarlig for sikkerheden ved alle officielle kampe, der spilles i San Salvador. Han siger:
”Jeg er ikke informeret om, at klubberne ikke bruger de numre, men har de taget det skridt, går jeg ud fra, det er for at undgå problemer. Jeg mener imidlertid, det er en overdrivelse, der gør tingene vigtigere, end de er i virkeligheden”.
Kommissær Douglas Omar Garcia Funes, indtil for en månedstid siden chef for det Transnationale Antibande Center, mener heller ikke, det er en god ide generelt at tage nummer 13 og 18 af fodboldtrøjerne. Han ser det som et udtryk for bandernes udbredelse: ”Jeg er ikke informeret om det, men jeg forestiller mig, at det er, fordi en eller anden bande har fremsat trusler”.
Oplysningerne var mindre overraskende for en af de ansvarlige i en ngo, som arbejder med fodbold som middel til at forebygge vold. Alejando Gutman, formand for Fútbol for ever, en ngo, der opstod i Soyapango for adskillige år siden, vurderer, at der er tale om en beskyttelse af spillerne, en beskyttelse, der svarer til det virkelige liv i El Salvador.
”Fodbold er et levende miljø i hele verden. Spillet afspejler det, der sker i samfundet, og i El Salvador er banderne en del af dagligdagen”, kommenterer Alejando Gutman.
Et voldeligt land
Lige meget hvilken tolkning man giver fodboldklubbernes sikkerhedsforanstaltninger, er der enighed om, at fjernelsen af numrene 13 og 18 har en direkte forbindelse med den usikkerhed og vold, som påvirker El Salvador.
For psykologen Marcelino Díaz er der tale om et tilbageskridt. ”Det beviser, at banderne med deres mord, vold og trusler har formået at skræmme samfundet”.
Det som sker i fodboldverdenen er ikke langt fra andre områder, hvor banderne har magt. F.eks. på nogle offentlige skoler, der i praksis er tilsluttet den ene eller den anden bande, hvilket forhindrer unge, der bor i områder, der er under bandernes indflydelse, i at følge undervisningen, selvom de hverken er på den ene eller den anden bandes side.
”Lidt efter lidt tillader vi, at banderne dikterer, hvad vi skal gøre. Selvom fodboldhistorien ligner en symbolsk lille sag, vil der snart komme nye krav, hvis vi begynder at give efter for den slags”, konkluderer Marcelino Díaz.
(Artiklen er oversat og forkortet af Eva Rasmussen)
