Der ligger mange forskellige fredsforslag på bordet, lige fra dannelsen af en international styrke, med arabisk landes/NATO/FN-deltagelse, dannelsen af en international koalition af lande, for eksempel Egypten, Jordan og israelere og palæstinensere (tænk på Bosnien i 1995, Kosovo i 1999).
Der er også forslaget om et Gaza styret af det Palæstinensiske selvstyre. Dette vil kræve reformer og en ny ledelsesstruktur da den nuværende præsident Mahmoud Abbas er vældig upopulær på Vestbredden.
Et yderligere forslag går ud på at skabe håb og en økonomisk fremtid for palæstinenserne og Gaza. Endelig foreslås at genoplive en to-statsløsning, hvor de mange bosættere (700.000, inklusive det østlige Jerusalem) må acceptere at leve i en fremtidig palæstinensisk stat (”konføderation”). I alt kan man tælle 10 forslag ifølge New York Times.
Med eller uden Netanyahu?
Før nogen af disse skridt kan tages, pointerer blandt andet Israels tidligere statsminister Ehud Olmert, er der intet andet valg end at slippe af med Benjamin Netanyahu og dennes ultra-højreorienterede regering, der blokerer for at finde fredelige løsninger.
Vreden over hans inkompetence og dårlige lederskab er enorm, og nylige meningsmålinger tyder på, at hans nuværende Likud-parti kan komme til at lide et historisk kollaps, når man går til valg i Israel næste gang.
Men, som Gideon Levi kritisk spørger i Haaretz den 21.12., ”Vil Israel være anderledes uden Netanyahu?”
Vi skal derfor gå et par spadestik dybere, da det ikke er gjort med en konventionel politisk reform. Man skal tænke helt ud ad boksen, når man søger varig og bæredygtig fred.
Karakteristisk for disse forslag er det nemlig, at de alle er tænkt ”oppe fra og ned” (top-bottom), hvor politikere handler hen over hovedet og uden at rådføre sig med offentligheden, borgerne. Dette er drevet af en indgroet tillid til politikernes løsninger og deres logik er de rigtige.
Løsningsforsøg er slået fejl igen og igen
Men deres løsninger er ikke de eneste, der tænkes kan. Denne blinde tro på top-bottom-politik understreges af de hidtidige tilganges negative historik i området, hvor forsøg på konfliktløsning siden 1920’erne er slået fejl gang på gang og volden har fået lov til at sejre. 1920’erne var i øvrigt de år, hvor den spirende arabiske/palæstinensiske nationalisme for alvor begyndte at kollidere med den jødiske (zionismen).
For virkelig at være troværdige for de to involverede parter, palæstinenserne og israelerne, skal rigtige løsninger komme fra ”borgerne selv”, græsrødderne (bottom-up) og tage udgangspunkt i den kulturelle verden, parterne lever i. Og det er Mellemøsten og ikke New York, Paris eller en anden vestlig hovedstad.
Derfor skal der ”kulturelle boller” på suppen. Det mest grundlæggende er opbygningen af ”en fredskultur”, som omfatter konfliktens to parter. Derfor var det så sørgeligt at se Hamas angribe og bortføre mennesker fra Israels sydlige grænseland (grænsende op mod Gaza), hvor mange israelere netop støtter kulturel sameksistens, fordømmer Israels besættelse på Vestbredden på det kraftigste og er glødende fredsaktivister. Vold bringer ikke noget godt med sig.
Fredskulturen vil dog overleve, da den forhandlede middelvej er den eneste gangbare vej i fremtiden. Ud af forskelle parterne imellem kan der vokse forsoning frem, en syntese af forskellene. Jøder og palæstinensere har heldigvis meget mere tilfælles end der skiller dem ad, sprog, mad, kultur – og et land, begge ser som deres hjem.
Vi er derfor nødt til, siger palæstinenseren Sulaiman Khatib og israeleren og lektor i mellemøstlig og afrikansk historie Avner Wishnitzer, begge stiftere af Combatants for Peace (”Krigere for Fred”), at ”opbygge en fredskultur”.
Fælles værdier
At skabe en fredskultur er et omfattende projekt og indebærer ”rehumanisering”, en gennemgribende proces, hvor man omgør årtiers undertrykkelse, vold og dehumanisering af modparten. Fredssøgende palæstinensere og israelere i dette projekt kæmper en ikke-voldelig kamp mod den israelske besættelse af Vestbredden og det had, der er vokset frem på begge sider. Dette er desværre ofte frembragt af manipulative ledere fra de to lejre. MEN det der heldigvis binder parterne sammen, er den kulturelle mellemøstlige fællesnævner, fælles værdier og begreber.
Dette fælles grundlag bygger på den gensidige bekræftelse af, at begge folk har en fortid og en fremtid i dette land, og at ingen af dem bør udsættes for den andens vold eller undertrykkelse. Rehumanisering er med andre ord ”et befrielsesprojekt”. Medfølelse med hinanden bor i os alle. Det er et af de mest grundlæggende principper for al menneskelig eksistens.
Vi er derfor nødt til, fastslår Sulaiman Khatib og Avner Wishnitzer, at opbygge en kultur, der fremmer omsorg og medfølelse, og dermed nedtoner de spændinger der er i alle menneskelige forhold.
Mellemøstlige mekanismer til konfliktløsning
Dette gør man ved at bringe gamle hævdvundne ”mellemøstlige mekanismer til konfliktløsning” såsom sulha (borgermøder, forsoning) i spil, en troværdig stammemekanisme, som er en del af denne regions arv. Sulha (arabisk, sliha på hebraisk) er et mellemøstligt kulturelt forsoningsprincip, som er måden man løser konflikter på i den del af verden, hvor stammekulturer er fremherskende, blandt andet i Mellemøsten og Afrika, hvor indlæggets forfatter har arbejdet i årevis.
I sidste ende skal der en “sandheds- og forsoningskommission” til – i lighed med den man oprettede i Sydafrika efter enden på apartheid – for at påtale jødernes historie og palæstinensernes lidelser.
Tiden er inde til at lade palæstinensere og jøder tale “direkte” sammen i “borgerforsamlinger”, for eksempel via det kulturelt betydningsgivende og troværdige sulha-princip, uden indblanding af politikere og meningsdannere fra den ene og anden side, da de ofte blot gør ting værre, sætter folk op imod hinanden og holder dem fast i konfrontationer.
Uden denne indblanding kan jøder og palæstinensere begynde at lære hinanden at kende som virkelige mennesker og opdage, at de har mere til fælles, end der skiller dem ad.
Det er også på høje tid, at kvinders stemme bliver rigtig hørt og ikke overdøvet af mænds mere aggressive attituder.
Den græske dramatiker Aristophanes (5.-4. årh. f.v.t.) er ganske relevant her, især hans berømte komedie om kvindesex-strejke for fred, Lysistrata. Lysistrata, den kvindelige hovedperson, foreslår, at kvinder bør tilbageholde sex, indtil der opnås fred. Lysistratas umiddelbare reference er den langvarige krig (20 år) på Peloponnes.
Food for thought, en anledning til overvejelser. Forsoning i Mellemøsten har derfor endnu mere at komme efter, når ansvaret for denne fredskultur ligeledes ligger hos palæstinensiske og israelske kvinder, som jo udgør halvdelen af befolkningerne.
Bernhard Bierlich er PhD i antropologi, har forsket i Afrika og Caribien i årevis samt undervist ved forskellige israelske universiteter gennem 17 år. I sin undervisning og formidling understregede han konsekvent betydningen af græsrødder/direkte demokrati og anerkendelse af lokale kulturelle præmisser som vejen til konfliktløsning og respekt for hinanden og det anderledes.
