Flere hvaler i verdenshavene giver færre drivhusgasser i atmosfæren. Således lyder det i en artikel i det seneste nummer af Finance & Development, et magasin, der udgives af Den Internationale Valutafond.
En hval binder i gennemsnit 33 ton CO2 i kroppen gennem deres lange liv og når de døde ligger i havbunden, skriver forfatterne.
Det er to forskere fra IMF og to universitetsprofessorer, som opfordrer verden til at finde pengene og sørge for langt flere hvaler i vores oceaner.
“En koordination af økonomien for hvalbeskyttelse må op i toppen af det globale samfunds dagsorden for klimaet,” skriver de, og fortsætter:
“Da hvalens rolle i at reducere udledninger og at opbygge modstandsdygtighed mod klimaforandringer er uerstattelig, bør deres overlevelse integreres i målene for de 190 lande, der i 2015 underskrev Paris-aftalen.”
Forskerne opfordrer til en indsats, som kan få hvalbestanden op på omkring 4-5 millioner, som den var før hvalfangst for alvor tog fart.
I dag er der omkring 1,3 millioner individer tilbage, fremgår det af artiklen.
Halvdelen af Jordens ilt
Udover de enorme mængder af klimaskadelige gasser, verdens største nulevende dyr kan indeholde, er de også med til at øge forekomsten af planteplankton, alger, i verdenshavene.
Og alger er også vigtige for vores klode. Først og fremmest lagrer de omkring 40 procent af det kulstof, der bliver produceret. Det svarer ifølge forfatterne til den samme mængde, som 1,7 billioner træer binder, eller fire Amazonas-regnskove.
I den proces bidrager de samtidigt med at producere omkring halvdelen af Jordens ilt.
Hvalerne fremmer væksten af planteplankton via deres afføring, som indeholder jern og nitrogen.
Værdien af en hval
Forskerne vurderer, at hvalernes positive egenskaber for os mennesker giver en enkelt hval en værdi af 2 millioner dollar. De er til gengæld også klar over, at det koster penge at øge bestanden og eliminere de farer, vi udgør for den.
TIl det formål foreslår de eksempelvis en mekanisme, der kunne minde om REDD+, hvor naturrige udviklingslande bliver betalt for at bevare skov.
Men det haster, hvis de store havdyr igen skal være mangfoldige i verdenshavene og støtte os i klimakampen.
“Hvis ikke, der bliver taget nye skridt, vurderer vi, at det vil tage over 30 år blot at fordoble antallet af nuværende hvaler, og adskillige generationer at vende tilbage til antallet før hvalfangst. Samfundet og vores egen overlevelse har ikke råd til at vente så længe,” skriver forskerne.