“Al kunst bør stille menneskelige spørgsmål. Når vi ser en film, skal vi ikke finde svar, men opdage flere spørgsmål. Det er dét, film fra Mellemøsten kan; anspore os til at opdage og stille flere spørgsmål.”
Det er et kryptisk svar på et spørgsmål, der lød: ”Hvorfor er film fra Mellemøsten vigtige netop nu?” Men man forstår det lidt bedre, når man ved, at manden med svaret, ham, der sidder på den anden side af bordet med et smalt, turkis tørklæde viklet et par gange rundt om halsen, er kunstner med stort K.
For 45-årige Shahram Alidi er først og fremmest maler. Han er uddannet fra fakultetet for Beaux Arts på Universitetet i Teheran i 1999, samme år som han instruerede sin første kortfilm. Siden er der kommet et væld af kortfilm og dokumentarfilm til og to spillefilm.
Identitet – frem for alt identitet
Shahram Alidi var i Danmark i forbindelse med den årlige Kurdiske filmfestival, der arrangeres af Forbundet for kurdiske studerende og akademikere, også kendt som FOKUS-A, i samarbejde med Cinemateket.
Temaet for årets festival var ’Rebuild’, og i en pressemeddelelse inden festivalen uddybede FOKUS-A hvorfor: ”Med en historie præget af krig, død og splittelse har kurdere et kæmpe behov for at genopbygge ikke blot deres omgivelser, men også deres liv og identitet.”
Det er Alidi helt på linje med. Han er selv født og opvokset i den iranske del af Kurdistan; en nation, hvis folk er spredt over fire lande: Iran, Irak, Syrien og Tyrkiet. Han ser en stor udfordring i, at kurderne ikke bor samlet og derfor ligger under for forskellige politiske kulturer, der gør det svært at samle kurderne.
Samtidig sker der angreb på det kurdiske folk i et forsøg på at ødelægge det, der binder dem sammen – et eksempel er forbud mod undervisning i og på kurdisk i for eksempel Tyrkiet.
En reaktion på det, er at kurdiske filminstruktører sætter særligt fokus på identitetskampen:
”Det handler om at beskytte det kurdiske folks identitet – om at opbygge og genopbygge den. Vi er en nation uden grænser, men fællesskab handler om kultur og identitet – ikke om geografi. Den grimmeste vold er angreb på identitet,” siger Shahram Alidi.
Tunge tematikker
Både volden og identitetsspørgsmålet er også emner, Alidi tager op i sine – ikke helt tilgængelige – film.
Hans første spillefilm, den prisbelønnede ’Whisper with the wind’, handler om et postbud, der sikrer forbindelsen mellem fjerne bjerglandsbyer i krigstid, men bærer samtidig vidnesbyrd om Saddam Husseins massakre på over 180.000 kurdere tilbage i 1988. Le Monde har kaldt filmen ’et visuelt digt’. Den beskrivelse passer også ret godt på Alidis anden film, ’Black Horse Memories’, der blev vist under den kurdiske filmfestival i København.
”Folk, der går i biografen med en spand popcorn, vil ikke blive tilfredsstillet. Min film er en blanding af poesi og billeder – og en smule galskab,” sider Alidi med et lille grin, inden han sender Globalnyt ind i biografens mørke. Det viser sig at være en meget præcis beskrivelse.
’Black Horse Memories’ foregår i tyrkisk Kurdistan og handler om fem unge guerillaer (eller kurdiske frihedskæmpere), der har mistet deres sjette medlem, Aaskee, og nu forsøger at opfylde den dødes sidste ønsker. De indbefatter blandt andet en genforening med Aasekes sorte hoppe, Mandana, som hun har kendt siden barnsben. Som titlen antyder kommer Mandana til at fungere som erindringspunkt og det er gennem hestens øjne genoplever vi begivenheder, der har fundet sted for længe siden.
Digte tilsat billeder
Filmen er både surrealistisk og melankolsk. Den er fuld af lange scener kun tilsat musik, dialogen er nærmest poetisk, og lange monologer fungerer nærmest som digtoplæsninger. Man sidder med en fornemmelse af at have været vidne til en lang kunstudstilling eller -installation og ikke blot at have været en tur i biografen.
Alidi skaber en blanding af poesi, maleri og film – tilsat et politisk halesvirp, når han fremviser det kurdiske folks situation og de overgreb, der begås imod dem.
Et eksempel er den scene, hvor en af de guerillaerne og Mandana kommer forbi en sygeplejerske og en flok børn, der står på en eng, mens hvide, blodplettede lagner er spredt ud over buske omkring dem. Det er Kobanes børn – alle forældreløse, fortæller sygeplejersken (under Kobane-masskaren i juni 2015, blev over 120 civile kurdere myrdet af ISIS, red.).
Et andet er, når tyrkiske soldater straffer en lærer for at undervise hans elever i kurdisk. Og et tredje er en af filmens sidste scener, hvor en lang hale af mennesker kommer vandrende med hovedet pakket ind i hvide bandager. Deres ansigter er forbrændt som følge af et angreb, og i en meget symbolsk ladet scene lader de én efter én deres forbindinger falde til jorden, viser os deres sår og får taget et polaroidfoto. Som et håndgribeligt bevis på den uret, den vold, der øves mod det kurdiske folk.
Dertil kommer de mange eksplicitte referencer til kvinder, som ’Black Horse Memories’ er fuld af.
Kvinder som kulturformidler
Da Shahram Alidi begyndte at vise interesse for kunstverdenen, fandt han ikke meget støtte på hjemmefronten. Hans billeder endte som gulv i hønsehuset, hvor de kunne gå til under fuglenes skællede fødder og hønsemøg.
“Kun min mor støttede op om mig,” fortæller Alidi, og det var netop morens støtte, der var medvirkende til, at han ikke opgav kunsten, men forfulgte den. Det har affødt en dyb respekt for kvinder, som tydeligt reflekteres i Alidis film.
For eksempel er et flertal af rollerne besat af kvinder – stærke og handlekraftige kvinder, vel at mærke – og vand som symbol på liv spiller en gennemgående rolle og fungerer i flere scener som en allegori over livmødre og kvinders evne til at skabe liv.
”Problemet i Mellemøsten er kvinders rolle. Hvis vi kan ændre situationen for kvinderne, ville vi løse mange problemer. Man skal respektere kvinder. En kultur opnår succes gennem kvinder, fordi det er dem der viderefører både kultur og sprog. Hvis kvinderne havde magten, ville der ikke være så meget vold,” siger Shahram Alidi.
Se traileren til ‘Black Horse Memories’:
