Burkinas stærke mand, står der på nogle af de billeder, folk på gaden i hovedstaden vifter med. Burkinas stærke mand, oberstløjtnant Paul-Henri Sandaogo Damiba, er leder af den militærjunta, der mandag erklærede, at den har taget magten i Burkina Faso.
Ifølge France24 har militæret afsat præsident Roch Marc Christian Kabore, suspenderet forfatningen, opløst regeringen og parlamentet og lukket grænserne.
Alt sammen på grund af den “fortsatte forværring af sikkerhedssituationen, som truer nationens grundlag…og Kabores klart manglende evne til at forene folket om at takle situationen effektivt.”
Det er stadigt uklart, hvor præsidenten befinder sig.
Stor utilfredshed med præsidenten
Præsidenten blev valgt første gang i 2015, det år da jihadister for alvor begyndte at angribe i Burkina Faso. Og Kabore, der er kendt for ikke at interessere sig for militære affærer, er siden blevet udsat for voksende kritik for ikke at kunne håndtere de militante islamister og for ikke at have bremset deres angreb.
Siden 2015 skal omkring 2.000 mennesker være blevet dræbt, omkring halvanden million mennesker er internt fordrevet.
Præsidenten blev genvalgt i 2020, men nu i et land, hvor valget ikke kunne gennemføres i dele af det på grund af sikkerhedssituationen, og med beskyldninger om at have fusket med valget.
Kravene om hans afgang har lydt stadig højere i gaderne i for eksempel hovedstaden, Ouagadougou, hvor der tirsdag var folk på gaden for at fejre kuppet.
Frankrig, USA, andre vestlige lande, FN og for eksempel den vestafrikanske samarbejdsorganisation, ECOWAS, har fordømt militærets magtovertagelse i Burkina Faso.
Militærstyrerne breder sig i Sahel
Der har været adskillige kup i Vestafrika, siden volden og ekstremismen bredte sig sydpå efter Libyens sammenbrud i 2011. Alene de seneste par år har militæret afsat regeringerne i Mali og Guinea, og i Tchad tog hæren over, da præsident Idriss Deby døde ved fronten.
I Mali, som ECOWAS og flere lande har indført sanktioner mod, er kupmagerne tilsyneladende også relativt populære.
“Det er svært at vurdere, synet på militæret varierer fra område til område. Men kupmagerne i Mali har haft stor succes med at præsentere sig som et alternativ til den fransk-ledede politik,” siger Signe Cold-Ravnkilde, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med stort kendskab til Mali.
Flere af de konfliktramte fattige lande i Sahel har været plaget af ikke alene yderligtgående grupper, men også korrupte regimer og et virvar af forskellige internationale, regionale og nationale militærenheder. Soldaterne har ikke alle opført sig efter bogen. Og når militæret begår overgreb mod civile, har jihadisterne lettere ved at rekruttere, fortæller Signe Cold-Ravnkilde.
Ud med Danmark, ind med Rusland
Juntaen i Mali har bedt de netop udsendte danske jægersoldater til Task Force Takuba rejse hjem igen – danskerne har ikke fået regeringens samtykke til udstationeringen og heller ikke overholdt protokollen, lyder det fra styret i Mali. Det danske udenrigsministerium er ikke enig og har netop udsendt en liste over alle de tilsagn Malis myndigheder har givet.
Task Force Takuba hører under den fransk ledede Operation Barkhane, der siden 2014 har ført an i kampen mod militante grupper i de fem Sahel-lande, især Mali. De fem lande, Mali, Niger, Tchad, Burkina Faso og Mauretanien, har også dannet en regional styrke, G5Sahel, og herudover er der en FN-styrke udstationeret i Mali. Signe Cold-Ravnkilde har for nylig udredt de indviklede tråde i en artikel til tidsskriftet Udenrigs.
Spørgsmålet er, hvorfor Mali netop nu ønsker at presse Danmark ud. Det kan være et signal til egne borgere om, hvem der bestemmer. Og det kan hænge sammen med, at juntaen har entreret med et russisk sikkerhedsfirma, kendt som Wagner-gruppen. Mali har tilbage i den kolde krigs tid haft tætte forbindelser til Rusland, som i øvrigt også, sammen med Kina, modsætter sig iværksættelsen af FN-sanktioner mod Mali – og mod andre kupmagere.
Og mens de vestlige styrker bliver udsat for stigende kritik i regionen, hvor de aldrig helt har forstået eller sat sig ind i de lokale dagsordener, kan Rusland udnytte utilfredsheden til at søge indflydelse og kan tilsyneladende tilbyde en attraktiv pakke.
En større russisk indflydelse i Sahel vil nok øge Europas sårbarhed.
Men Signe Cold-Ravnkilde vil ikke afvise, at der også kan blive rettet op på den måske værste fejl i den vestlige strategi i Sahel.
“Man vil ikke forhandle med terrorgrupper. Hvis Rusland kommer med en anden strategi, så kan det måske gøre en forskel,” siger hun til Globalnyt.
