Fødselaren kan se tilbage på et liv, hvor han har nået det meste, og føler sig privilegeret, fordi han, som han siger “kun laver det, jeg brænder for, ellers siger jeg farvel og tak”.
Måske stod det ikke skrevet over drengen fra beskedne kår i det københavnske arbejderhjem, at han skulle ende med en titelrække, der omfatter alt fra afdelingschef, redaktionssekretær, redaktionschef og chefredaktør til direktør og admin. direktør.
Men sådan gik det, og Erik Lyngsø-Petersen kunne kort efter sin 70-årsdag fejre 40 års jubilæum i Mediehuset Ingeniøren. 1 august 2010 havde han også 25 års jubilæum som bagsideredaktør på Ingeniøren – en meget læst bagside han har udviklet med et stærkt personligt præg.
Fra kleinsmed til ingeniør
En stærk vilje har han altid haft. Som dreng kom han relativt hurtigt uoverens med folkeskolen, hvor klasser med 35 elever ikke ligefrem var en udfordring for de opvakte.
Han kom i lære som kleinsmed, var færdig hermed i 1959 og stilede så mod at blive ingeniør. Det var dengang, der ikke var SU (Statens Uddannelsesstøtte), så han tog arbejde i 3/4 år på B&W for at tjene til studiet, alt imens man rykkede sammen i den lille lejlighed på Østerbro, så han kunne bo hjemme.
Efter uddannelsen som maskiningeniør (1964) vinkede 16 måneder som værnepligtig, hvor han gjorde tjeneste ved Generalinspektøren for Ingeniørtropperne i Jægersborg.
Efter fire år som forskningsassistent på Statens Byggeforsknings Institut i Kgs. Lyngby (1965-69) kom han snart efter til ugebladet ingeniøren, hvor han blev ansat som journalist pr. 1. august 1970.
Her har han taget hele turen op. I 1975 blev han redaktionssekretær, i 1985 redaktionschef og samtidig bagside-redaktør, 1992-95 chefredaktør og direktør for Ingeniøren A/S og de næste seks år så administrerende direktør for det succesrige Mediehus.
Nedtrapningen begyndte i 2001 – hvis man kan kalde det sådan – idet Erik Lyngsø-Petersen fortsatte som debatredaktør, bagsideredaktør og community builder på internettet. Først i 2010 slap han de fleste af tøjlerne.
Men bagsideredaktør på Ingeniøren er han stadigvæk under signaturen “Lynch” og ifølge Berlingske er der ikke noget, der tyder på, at han ”får lov” til at holde op foreløbig.
Rejserne i Den 3. Verden – og Noakhali
Fødselarens forhold til landene i Den 3. Verden er et kapitel for sig. Han dækkede i 20 år – fra 1972 til 92 – u-landsstoffet for Ingeniøren og gennemførte talrige reportagerejser i Asien, Afrika og Latinamerika.
Især rejserne til Bangladesh og Indien gjorde indtryk og for kollegerne var han en stor støtte, idet han over alt tog sin ingeniørmæssige faglighed med sig og tit kunne forklare tingenes rette sammenhæng.
Han var med på alle de rejser, som Danida arrangerede til det store egnsudviklingsprogram i Noakhali i Bangladesh og stod tilbage med et indtryk af, at “jo færre penge, der blev brugt, desto mere gavn gjorde de”.
Forstået på den måde, at hjælp-til-selvhjælp, når fattige f.eks. bygger grusveje for et måltid mad og andre naturalier, er bedre og mere bæredygtig bistand end dyre lønninger til udsendte danske eksperter.
I det hele taget er hans respekt for et “fagligt svagt Danida” ikke overvældende.
Han var medlem af Nairobi-klubben – danske globale journalisters forening – fra 1978 til 1992 og i en årrække klubbens kasserer.
Var med i U-landsnyt.dk
Blandt de mange andre tillidshverv, Erik Lyngsø-Petersen har bestridt i tidens løb, er et, som ligger denne nyhedstjeneste nær.
Han var nemlig medstifter af den almennyttige forening, som i oktober 2007 overtog udgivelsen af U-landsnyt.dk (nu Globalnyt), og sad fra første færd i foreningens bestyrelse.
Her var han en engageret, vidende og myndig røst. Og et naturligt samlingspunkt. Han var således foreningens formand fra september 2010 til april 2011.
I sin formandstid sikrede han sammen med foreningens nuv. formand, journalist og mag.art. Lis Garval, bl.a., at redaktionen fik et særligt “frihedsbrev” med klarere nedskrevne retningslinjer for fordelingen af opgaver og kompetencer mellem bestyrelsen som udgiver og den daglige redaktionelle ledelse.
U-landsnyt.dks redaktionelle frihed lå ham i det hele taget stærkt på sinde. Og den holdning er ikke ny.
Kæmpede for et frit brancheblad
I 2006 tog han sit gode tøj og gik – ja smækkede med døren – efter fire år som formand for Forlaget Markedsføring, der udgav bladet “Markedsføring”.
Bladets ejer, Dansk Marketing Forum, besluttede nemlig både at slå stillingen som direktør for foreningen og jobbet som chefredaktør sammen og samtidig lade foreningens bestyrelse danne flertal i forlagets bestyrelse.
Lyngsø mente ikke det var muligt at lave et kritisk brancheblad, når chefredaktør og direktør er én og samme person. Med mindre bladet – som i Ingeniørens tilfælde – var frit stillet i forhold til sin udgiver.
Kortlægger og sikrer “Ingeniørernes Kulturarv”
Til sidst skal det med, at han nu er primus motor for at gøre over 300.000 sider teknologihistorie tilgængelig på internettet via ing.dk.
Det drejer sig om artikler, der har stået i Ingeniøren og dens forgængere fra 1892 til 2000. Og han har en stor fordel i arbejdet. Alle bladene står hjemme hos ham på Folkevej i Gentofte.
Privat har han været gift med folkeskolelærer Karen Lyngsø-Petersen siden 1964. Parret har de voksne tvillingesønner Søren og Thomas og flere børnebørn.
