Kampen om, hvem der bliver vinderne ved årets præsident- og guvernørvalg, blev i sidste uge skudt i gang i Brasilien. Det er nu lovligt at føre politisk valgkamp i medierne samt på gaderne, og brasilianerne kan se frem til næsten to måneder med ophedede debatter og politiske kampe – kandidaterne er på jagt efter stemmer.
Brasilianerne ønsker forandring, men hvem er den rette kandidat til at skabe arbejde, bedre løn, bedre velfærdsydelser og bedre skolegang. Og hvem kan gøre op med den enorme ulighed og ikke mindst tage fat i spørgsmålet om korruption, der gennemborer samfundet?
Nationalkongressen i Brasilia.
Foto: Julie Lind Madsen
Store dele af befolkningen ser stadig Lula som manden der kan sætte skuden på rette kurs, og han fører klart i meningsmålingerne – dog er landets topkandidat fængslet for korruption og hvidvaskning af penge, og det er endnu uvist, om han får lov at stille op til valget.
Præsidentvalgets første runde er planlagt til den 7. oktober, hvor godt 147 millioner brasilianere har ret til at stemme. Hvis de førende kandidater ikke opnår mere end 50 procent af stemmerne, vil en anden valgrunde med valgets to førende kandidater finde sted den 28. oktober.
Den 15. august var deadline for de politiske partier at meddelelse deres præsidentkandidat – hele 13 kandidater stiller op til årets valg. De fire kandidater der fører i meningsmålingerne er følgende:
Luiz Inácio Lula da Silva – PT (Arbejderpartiet)
Lula huskes stadig som lederen der samlede folket, da han i 2002 blev valgt som landets præsident. Under Lula voksede økonomien samtidig med, at arbejdsløsheden og uligheden faldt. Der kom fokus på globale samarbejder, og Brasilien kom for alvor på verdenskortet.
Lula fører på nuværende tidspunkt meningsmålingerne med 31 procent af stemmerne.
Den 63-årige Bolsonaro er kendt for sine kontroversielle holdninger og for at promovere højreorienterede dagsordener, og han er medlem af Bancada Evangélica – en religiøst ultrakonservativ gruppe i National Kongressen. Han har flere gange udtalt sig positivt om det militære regime under Brasiliens diktatur, og er kommet med negative bemærkninger om både sorte, kvinder og homoseksuelle.
Senest har han udtalt, at hvis han bliver valgt til præsident, vil han trække Brasilien ud af FN. Han bliver i medierne ofte omtalt som den brasilianske Trump.
Under den seneste valgkamp risikerede Silva at miste sin økonomiske støtte fra kirken, hvis ikke hun udtalte sig kritisk imod abort og vielse af homoseksuelle – hvorefter hun mistede en del tilhængere.
Silva stiller op med Eduardo Jorge (PV – det Grønne Parti) som vicepræsident. Silva spås i meningsmålingerne til at få 10 procent af stemmerne.
Geraldo Alckmin (PSDB – det Socialdemokratiske Parti)
Alckmin står i meningsmålingerne til at opnå 10 procent af stemmerne.
En kandidat for forandring?
Det politiske klima i Brasilien de seneste år har efterladt befolkningen splittet, oprevet og fortvivlet. Befolkningen er trætte af den altoverskyggende korruption, fattigdom og ulighed, der præger landet. Brasilianerne har demonstreret i gaderne i årevis for at vise deres utilfredshed med systemet og for at sætte fokus på ønskerne om mere social velfærd, retfærdighed og sikkerhed.
Næsten to måneder før valget er alt stadig åbent. Omring en fjerdedel af de stemmeberettigede er stadig ikke sikre på, hvor de vil sætte deres kryds den 7. oktober. Derudover er det endnu uvist, om Lula får lov til at stille op til valget. Hvis ikke han gør, skal hans millioner af tilhængere finde en anden kandidat at stemme på.
Grundet de mange problemer, der rullede hen over Dilma-regeringen, forholdte oppositionen sig passiv og indgik stort set ingen politiske kompromisser, hvilket i en længere periode har lammet kongressen.
Der opstod en politisk magtkamp mellem regeringen og oppositionen, hvilket stjal fokus fra de mange problemer som Brasilien ellers stod overfor.
Regeringens økonomiske reformer kunne ikke blive stemt igennem, og Dilma havde travlt med at afværge den ene anklage efter den anden.
Derfor håber mange brasilianere på, at landets kommende præsidents for mulighed for at skabe flertal, politiske koalitioner og implementere nye forslag og forandringer – forandringer som folket desperat håber på.
