“Jeg håber, du er godt bevæbnet,” siger caféejeren Nico Hinis med et smil, da jeg fortæller ham, at jeg er på vej til Sydafrikas største township, Soweto. Selvom kvarteret kun er 40 minutters kørsel fra Nico Hinis’ café i det øvre middelklassekvarter, Parkhurst, så er det ikke et sted, han har lyst til at besøge.
Fattigdommen, desperationen og kriminaliteten er allestedsnærværende, men det behøver jeg nu ikke at tage helt til Soweto for at få syn for sagen for, mener Nico Hinis. Han peger ned af vejen, og fortæller om et tomt område ved en losseplads, som i den seneste tid er blevet til en slags lejr form hjemløse.
“I dag er der virkelig mange, som tilsyneladende bor der. Det er utroligt. Hvor kommer de mennesker fra? Når den slags beboelse pludselig dukker op, så stiger antallet af tyverier og kriminaliteten i et område,” siger han.
Min kone og jeg bor tæt på Nico’s café, som er lidt af en institution i Parkhurst. Ikke kun fordi Nico Hinis har en fortid som realitystjerne, men også fordi han gennem tre årtier har drevet en café, hvor gæsterne kan sidde udenfor, hvilket er langt fra almindeligt i Sydafrikas største by.
“Vi er en sjældenhed her, og vi bliver nødt til at hyre private sikkerhedsfirmaer, som hjælper os med at rydde gaden. Vi bliver nødt til at beskytte vores gæster mod mobiltelefon-tyverier, lommetyve, tiggere og hjemløse,” fortæller han.
Verdens mest ulige samfund
Sydafrikas massive kriminalitet fremgår også af nationale og globale statistikker som det internationale Crime Index, hvor hele tre sydafrikanske byer figurerer på top fem-listen over verdens mest kriminelle byer.
Når jeg tænker på min sydafrikanske vennekreds, kender stort set alle en person, som er blevet myrdet, og de fleste voksne har selv været udsat for et røveri på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det er ikke engang et år siden, at mine to stedsønner fik en pistol for panden under et røveri, som skete, mens de holdt for rødt ved et lyskryds.
Leder man efter grundene til den tårnhøje kriminalitet, kan man dykke ned i Verdensbankens statistikker, hvor Sydafrika rangeres som det mest ulige land i verden målt på befolkningens indkomst. Ifølge den sydafrikanske professor, Imraan Valodia, er det en tydelig tendens, at lande med stor ulighed også har høj kriminalitet.
Imraan Valodia er leder af Southern Centre for Inequality Studies og prorektor på University of Witwatersrand, bedre kendt som Wits, i Johannesburg. Det var her, landsfaderen, Nelson Mandela, som den eneste sorte studerende startede på juridisk fakultet i 1943, få år før det berygtede Apartheid, loven om adskillelse af racerne, blev indført i 1948.
Som bekendt gjorde Mandela og partifælderne i ANC en ende på et af de mest racistiske og totalitære politiske systemer i verdenshistorien, og da han i 1994 blev landets præsident, samlede han nationen som en såkaldt regnbuenation. Et begreb, som blev opfundet af vennen og samarbejdspartneren, ærkebiskop Desmond Tutu.
Serie: Et splittet Sydafrika går til valg
Når Sydafrika den 29. maj 2024 går til valg, skal befolkningen i et af verdens mest ulige lande vælge ny præsident. Men de manglende sociale og økonomiske fremskridt har gjort det bærende parti ANC mere upopulært end nogensinde.
I en serie på tre artikler ser Globalnyt nærmere på, hvad der er på spil i det unge demokrati, og hvad valget vil betyde for landets internationale rolle. Dette er første artikel i serien.
I den nye nation skulle alle sydafrikanere uanset hudfarve, køn og seksualitet leve i fred, fordragelighed og med lige rettigheder. Men i dag, 30 år senere, synes drømmen om regnbuenationen at klinge stadig mere hult. Professor Imraan Valodia fortæller, at sydafrikanerne på mange måder stadig lever adskilt:
“Det er vigtigt at huske, at adskillelsen mellem de forskellige samfund var meget værre i 1970’erne end nu. Når det er sagt, så er det typisk folk fra samfundets øverste top, som er blevet begunstiget af økonomisk fremgang. De sociale kløfter er stadig exceptionelt dybe,” siger han og tilføjer, at race stadig er en vigtig markør i forståelsen af ulighed:
“Det er en tæt sammenhæng mellem indkomst, formue og race. Vi bliver nødt til at indse, at den racebaserede diskrimination har en 300 år lang historie i denne del af verden, og nu sidder vi og taler om de sidste 25-20 års reformer. Men man kan ikke bare slette 300 års historik på så kort tid,” siger Imraan Valodia.
Soweto
Ved Sowetos indfaldsveje bydes jeg velkommen af gedeflokke, der søger efter mad i grøfternes skrald. Jeg stopper på en bakketop med udsigt over Soweto. Townshippet blev etableret i 1930’erne til sorte arbejdere. I dag bor næsten to millioner mennesker i alt fra små middelklassehuse til blikskure og telte.
Jeg deler udsigten med en ældre mand, som står og smadrer flasker med en hammer. Han hedder Lucas Tshabe, han er pensioneret, men får kun, hvad der svarer til 700 kroner om måneden i pension. Derfor indsamler han glas i nabolaget, som han så tager med til bakken, hvor han knuser det med sin hammer. Når der kommer en genbrugslastbil forbi, bliver han betalt 19 øre per kilo glas.
”Jeg kæmper for at overleve og bliver nødt til det her for at kunne købe mad,” fortæller han. Til mine spørgsmål om, hvorvidt han kender folk fra andre sociale klasser og om han føler, at sydafrikanerne stadig lever adskilt, svarer han blot: ”Da regeringen var hvid, kunne vi i det mindste overleve, men nu er det blevet meget sværere.”
Man hjælper hinanden
Kort efter stiger ud jeg ad bilen ved den del af Soweto, der kaldes The Hostel. Nogle faldefærdige murstensbarakker, som ofte forbindes med røverier, vold og seksuelle overgreb.
Stedet byder på særdeles primitive leveforhold, men på trods af manglen på toiletter, varme og ofte også vand og elektricitet, er den 20-årige kvindelige beboer, Zanathi Monwabisi, glad for, at hun i det mindste har et tag over hovedet. Som mange andre i The Hostel virker hun træt, men hun sulter ikke, fortæller hun, for hun tjener lidt på at vaske tøj for nogle Uber-chauffører, og i The Hostel hjælper man hinanden.
Det sidste er vigtigt. For på trods af alle de grusomme historier fra steder som The Hostel, bliver jeg mødt med den menneskelige varme og åbenhed, som generelt kendetegner sydafrikanerne, og som lyser op midt i al forbandetheden. Jeg bliver sågar budt på et stykke kohoved stegt over et bål. Zanathi Monwabisi inviterer mig til at se hendes værelse, hvor en enkeltseng optager omkring 3/4 dele af pladsen. Da jeg spørger hende om hendes fremtidsplaner, ryster hun på hovedet:
”Det er her ikke et godt sted at være. De fleste har ikke noget arbejde, og der bliver taget rigtig mange stoffer. Mange aftener er der overfald og røverier. Det her er ikke sted, hvor noget menneske skulle bo, men jeg har ikke mulighed for at ændre mit liv. Jeg har søgt ind på universitetet, men blev afvist. Og selv hvis jeg skulle komme ind, ville jeg ikke have råd til at studere,” siger Zanathi Monwabisi.
Jeg tilbringer det meste af eftermiddagen med at tale med folk i The Hostel, og møder ingen, som vil mig det ondt. Jeg møder heller ingen, som har besøgt velhaverkvarterene i Johannesburg eller som har venner eller bekendte fra andre samfundslag.
Derimod møder jeg mange, særligt unge, der ligesom Zanathi, er sunket ned i apatiens dybe hul. Ledigheden blandt landets 15-24-årige er på 71 procent. Ifølge Imraan Valodia er det særligt de sorte befolkningsgrupper, som vejer tungt i denne statistik.
“Desværre er jobmulighederne for sorte, for kvinder og generelt for folk fra lavere samfundslag meget begrænsede. Derudover har vi en udfordring med vores uddannelsessystem. I mange lande ser vi, at uddannelse kan løfte folk fra de laveste sociale lag, men i Sydafrika er social mobilitet stadig et problem. Hvis du kommer fra et fattigt hjem, er der en stor sandsynlighed for, at du kommer til at gå på en dårlig skole, og at du ikke fortsætter på universitetet,” fortæller professoren.
Velhaverhjem
Få dage efter mit besøg i Soweto, kører min kone og jeg gennem velhaverkvarteret, Sandton. Det var her, den navnkundige Britta Nielsen gemte sig efter at have stjålet 117 millioner fra samfundets svageste i Danmark. Tagene på kvarterets mange kæmpepalæer titter op bag de høje mure og sikkerhedshegn, som omkranser stort set al bebyggelse i området.
Når opmærksomheden er rettet mod trafikken, er det svært at kigge et sted hen uden at få øje på en Bentley eller en anden luksusbil. Jeg kigger på Google Maps og konstaterer, at The Hostel virkelig kun ligger 40 kilometer væk, og tænker, at det med danske øjne er mærkeligt, at befolkningsgrupper, som bor så tæt på hinanden, føler en så uoverkommelig afstand og frygt.
Der er dog undtagelser. En af dem er min ven, den 69-årige billedkunstner, Anthony Sherratt, som bor med sin kone i et stort hus på en 3000 kvadratmeter stor grund på i et Johannesburgs mest eksklusive kvarterer. Modsat mange andre af mine hvide venner og bekendte, afholder han sig ikke fra at køre husets to tjenestefolk hjem efter arbejde, heller ikke efter mørkets frembrud og til nabolag, som ikke er at finde i Lonely Planets guidebøger.
“Jeg er ikke bange for det, og jeg tænker på det som en slags pligt ikke at være bange for det, specielt hvis man er hvid og privilegeret,” siger Anthony Sherratt og uddyber:
“Jeg har jo nok lidt et andet syn på den fattige sorte befolkning end det, som man bliver præsenteret for i medierne. Der er den her særlige Ubuntu (medmenneskelighed på zulu. red.), som jeg ikke synes, at den sorte befolkning får nok credit for, for det sælger man jo ikke aviser på,” siger han.
Det er ellers ikke, fordi Anthony Sherratt ikke kender kriminaliteten i Sydafrika. På kravebenet har han et ar, som han fik for et par år siden, da han overraskede en indbrudstyv i huset.
Selv gør han ikke et stort nummer ud af tumulten med røveren, men tonen bliver mere alvorlig, når han fortæller om sin mor, som blev udsat for et bestialsk hjemmerøveri for 12 år siden.
Moderen, som var i 70’erne, blev under røveriet bundet til en stol, hvor hun blev banket og kvalt. Hun overlevede, men med brud på kraniet, kravebenet, kindbenet og kæben. Samtidig pådrog hun sig en alvorlig hjerneskade:
“Det tog hende syv år at dø, og i den tid kunne hun kun lave dyrelyde. Det eneste, jeg kunne gøre, var at ligge ved hende side og sige, at hun skulle give slip,” fortæller Anthony Sherratt. Han tilføjer, at han selvfølgelig anerkender, at der er mange røverier i Sydafrika. Han forstår også frygten, men han tror bare ikke på, at det er løsningen at isolere sig:
“Vi lever meget adskilt i Sydafrika, det er jeg meget opmærksom på. Og 30 års demokrati har kun ændret siger han og lovpriser det nådige klima, udelivet og mentaliteten hos både de sorte og hvide befolkningsgrupper.
Vejen til lighed
Ligesom mange andre mener Anthony Sherratt, at uligheden i Sydafrika hører til landets største problemer. Spørgsmålet er, hvad man gør ved den. Der er politiske partier som for eksemepl Economic Freedom Fighters (EFF), der ønsker, at landets værdier og land skal fratages den hvide del af befolkningen.
Lidt ligesom i Zimbabwe, hvor størstedelen af landets hvide farmere blev sat på porten. Det ønskede resultat i nabolandet er imidlertid udeblevet; fattigdommen og korruptionen er vokset, og det politiske klima er diplomatisk sagt omskifteligt.
I Sydafrika anerkendes det bredt, at hudfarve er en del af problemet, men det diskuteres, om hudfarve også er en del af løsningen. Professor Imraan Valodia mener, at det ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt vil give mening at indføre en form for formueskat for de rigeste sydafrikanere, uanset hudfarve:
“Overklassen i Sydafrika har en fantastisk livsstil, og jeg tror, at de skal forberede sig på at betale lidt mere for at kunne fortsætte med at leve, som de gør,” siger han. Det er Anthony Sherratt enig i, men han tror, at bred accept af en formueskat vil forudsætte, at der bliver gjort noget ved den korruption, som er lige så nærværende for mange sydafrikanere som uligheden og kriminaliteten.
“Det er et kæmpe problem, at de mange penge, som allerede bliver afsat til de fattige her, aldrig kommer dem til gode. Det gælder både de penge, som vi betaler i skat og de internationale donationer. Det er en kunst at sikre, at pengene havner de rigtige steder,” siger Anthony Sherratt.