Et væld af nye arter fundet i Amazonas de senere år

madidi_nationalpark_amazonas_bolivien
Thomas Jazrawi

216 planter, 93 fisk, 32 padder, 20 pattedyr (hvoraf to er fossiler), 19 krybdyr og en fugl er hvad forskere fra WWF og Mamiraua-reservatet for Bæredygtig Udvikling i Brasilien præsenterer i deres helt nye rapport. Det er den største registrering af nye arter nogensinde.

Fra 1999-2013 opdagede forskerne en ny art ca. hver tredje dag, men med de seneste fund er man oppe på at have fundet en ny art hver anden dag.

"Den glædelige opdagelse af hele 381 nye arter, er samtidig et vigtigt wake-up call til Amazon-landene om at de skal standse den meget voldsomme skovrydning. Fortsat skovrydning vil medføre uoprettelige skader for Amazonas dyreliv og uopdagede arter", siger programleder for skov og biodiversitet i WWF Verdensnaturfonden, Bo Normander.

Utrolig artsrig
Amazonas indeholder næsten en tredjedel af jordens resterende tropiske regnskov. På trods af, at Amazonas kun dækker omkring en procent af planetens overflade, anslås det at være hjemsted for 10 procent af jordens kendte arter. På globalt plan anslås det, at 80 pct. af arterne endnu ikke er opdaget.

"Vi har kun set en brøkdel af de utrolige arter, der lever i Amazonas. Desværre er området mere truet end nogensinde før. Der er en reel risiko for, at i takt med Amazonas forandring, vil mange arter uddø, før vi har haft en chance for at finde dem", siger Bo Normander.

Det tempo, som arterne udslettes med, er mellem 1.000 og 10.000 gange ​​den naturlige udryddelsesrate.