Natten til den 4. november 2020 kulminerede flere års tiltagende etniske konflikter i Etiopien med startskuddet til det, mange i dag omtaler som en borgerkrig. I landets nordlige Tigray region kæmper Etiopiens føderale regering mod de tidligere indehavere af regeringsmagten, Tigray People’s Liberation Front (TPLF), som er Tigrays regionale regeringsmagt.
Ifølge Human Rights Watch har konflikten i Tigray allerede kostet tusinder af civile livet, skabt hundredetusinder af internt fordrevne, og tvunget flere end 50.000 mennesker til at flygte til nabolandet Sudan. Landsbyer er blevet brændt ned og fabrikker – også tekstilfabrikker – destrueret.
Etniske og regionale spændinger
Forholdet mellem den føderale regering og TPLF har været anspændt siden 2018, hvor Abiy Ahmed blev indsat som Etiopiens premiereminister efter næsten tre årtier med et TPLF-domineret styre.
Abiy Ahmed, som modtog Nobels fredspris i 2019 for at opnå en fredsaftale med Etiopiens naboland Eritrea, gennemførte ved sin indsættelse en række politiske reformer, der havde til formål at demokratisere og skabe en mere etnisk inkluderende regering. Men dette åbnede et politisk rum for, at etniske spændinger kunne komme op til overfladen og intensiveres – og med mere end 80 forskellige etniske grupper står Etiopien nu midt i en krise, som kan få alvorlige konsekvenser for landets økonomiske fremgang.
Abiy Ahmed har forsøgt at forene landet ved at øge den føderale regerings magt og mindske de regionale – og etnisk baserede – regeringers autonomi. Dette har TPLF i Tigray-regionen åbenlyst modsat sig, og andre regioner og etniske grupper har ligeledes udtrykt bekymring for Abiy Ahmeds pres for centralisering.
Vækstrate på 10 procent
Spændingerne mellem den føderale regering og TPLF eskalerede den 4. november 2020, da Abiy Ahmed indledte en militær offensiv i Tigray regionen som reaktion på et angreb på det føderale militær. Kampene har resulteret i en humanitær krise og truer med at destabilisere hele den Østafrikanske region.
Konfliktens omfang risikerer også at skræmme udenlandske investorer væk fra landets tekstil- og tøjindustri, som er en sektor, der er yderst vigtig for Etiopiens industrialisering og udvikling til et mellem-indkomstland.
Med en gennemsnitlig vækstrate på 10 procent over det seneste årti bliver Etiopien betragtet som en af Afrikas succeshistorier. Indtil for nyligt har landet nydt godt af relativ politisk stabilitet, og med en regering som har implementeret investeringsvenlige politikker, har Etiopien været i stand til at tiltrække internationale tøjproducenter og købere så som H&M, Calvin Klein og Levi’s.
En problemfyldt industri
Globale tøjbrands, detailhandlere og leverandører er konstant på udkig efter billige produktionssteder. Med de laveste lønninger i tekstil- og tøjbranchen på verdensplan har Etiopien potentiale til at blive en ny global tekstilhub.
Det store spørgsmål har længe været, hvorvidt Etiopien – med sin sene indtræden i den globale tekstil- og tøjindustri – vil være i stand til at undgå at begå de samme fejl, som mere etablerede tøjeksporterende lande har begået. Det gælder for eksempel sikring af anstændige arbejdsforhold allerede i de tidlige faser af industrien. Flere internationale samarbejdsprojekter så som Bottom UP! og HERproject har netop fokus på opbygningen af en bæredygtig sektor i landet med gode sociale og miljømæssige forhold helt fra starten af.
En større tekstilfabrik i Etiopien.
Foto: Bottom Up!
En lang række problemer truer allerede den etiopiske industris fremgang. Fabriksarbejdere arbejder mange steder under kritisable forhold i udenlandsk ejede fabrikker og mangler basale rettigheder, så som foreningsfrihed. Med en løn helt ned til 26 dollar om måneden er det nærmest umuligt for arbejderne at brødføde deres familier, og ifølge det amerikanske Workers Rights Consortium bliver flere tvunget til ulønnet overarbejde og udsat for både psykiske og fysiske overgreb.
Som overalt i verden oplever tøjproducenter bureaukratiske og logistiske forhindringer, som dårlig infrastruktur og toldproblemer, samt et konstant pres fra internationale købere for lavere priser og kortere leveringstider. Dertil kommer de problemer, der følger med en ufaglært etiopisk arbejdsstyrke, som ingen tidligere erfaring har med industriarbejde. Her er fabriksarbejdernes lave produktivitet og høje fraværsrate blandt de største udfordringer.
Kritisk situation skader investortilliden
De seneste par år har talrige etniske konflikter medført forstyrrelser og ødelæggelser på tekstil- og tøjfabrikker rundt omkring i Etiopien. I Awassa, syd for hovedstaden Addis Ababa, forårsagede etniske spændinger i juli 2019 eksempelvis store produktionsforstyrrelser på tøjfabrikkerne i byens industripark.
Da Covid-19 brød ud i begyndelsen af 2020, led Etiopiens tekstil og tøjindustri store tab. Ifølge en undersøgelse af Workers Rights Consortium blev ordrer aflyst og arbejdere blev afskediget, fik skåret i deres løn eller tvunget til overarbejde på underbemandede fabrikker, som var blevet forladt af ansatte, der var bange for at blive smittet.
Den nyopståede konflikt i Etiopiens Tigray region kan vise sig at blive dråben, der får bægeret til at flyde over for landets investorer. Tekstil- og tøjfabrikker er blevet ødelagt og bestjålet, og industriparken i Tigray-regionens hovedby, Mekelle, har stoppet al produktion. Etiopiens regering har i løbet af konflikten afbrudt internet og telefonforbindelser i Tigray, hvilket har gjort kommunikation mellem fabrikker og deres købere umulig.
Siden premiereminister Abiy Ahmed erklærede sejr over TPLF i slutningen af november 2020, er telekommunikationen så småt genoprettet, og virksomhederne er gradvist begyndt at åbne igen. Dette er sket på trods af fortsatte spændinger i regionen.
Den kritiske situation, som har forværret menneskerettighederne i landet, skaber både operationelle problemer og kan give dårlig omtale for investorer og købere. Usikkerheden forbundet med evnen til at gennemføre ordrer og overholde tidsplaner er vokset, og sikkerheden for tekstilarbejderne er forværret. Det kan resultere i langvarig skade på investortilliden og dermed muligheden for en bæredygtig udvikling for industrien såvel som for landet.
Langsigtede og inkluderende investeringer kan beskytte mod uro
Få virksomheder er villige til at investere i og handle med krigs- og konfliktramte lande – selvom studier faktisk viser, at bæredygtige og langsigtede handelsrelationer bidrager til at skabe økonomisk fremgang, stabilitet og udvikling i skrøbelige områder. Stigninger i eksportindtægter er generelt forbundet med lavere konfliktniveau, og skabelse af anstændige jobs og regelmæssige indkomster fremmer konfliktløsning, da det kan give lokalsamfund midlerne til at overleve og komme sig oven på uroligheder.
Hidtidige erfaringer fra Etiopiens tekstil- og tøjindustri har yderligere vist, at inkluderende og positivt engagement i lokalbefolkningen kan tjene som et værn, når etniske konflikter opstår. Ifølge data indsamlet i forbindelse med et kandidatspeciale på Copenhagen Business School er der en tendens til, at fabrikker – som ansætter lokale arbejdere i lederstillinger, investerer i at træne deres arbejdere i både hårde og bløde færdigheder, og som engagerer sig i udviklingen af de omkringliggende samfund – i højere grad bliver sparet for ødelæggelser, når der opstår etniske uroligheder.
Modsat har der været flere eksempler på, at fabrikker, der ikke behandler arbejdere godt og undlader at engagere sig med de lokale, i højere grad er blevet udsat for vandalisme og ildspåsættelser. Dette peger på, at mere langsigtede og ligeværdige investeringer kan føre til følelsen af ejerskab og ansvar blandt de lokale over for fabrikkerne, og dermed forebygge ødelæggelse, når lokale konflikter opstår.
Tekstilindustrien kan drive udvikling i landet
Virksomheder har gennem deres indkøb og værdikæder indflydelse på arbejdstagerrettigheder og levevilkår i de lande, de får produceret og køber deres varer fra. Derfor kan man ved at få produceret tøj i Etiopien gennem bæredygtige handelsrelationer være med til at styrke lokalbefolkningerne, skabe beskæftigelse og økonomisk udvikling i landet – en udvikling, der hen ad vejen kan betyde bedre forhold og højere levestandard.
Allerede før konfliktens opståen var en lang række positive tiltag implementeret for at lære af erfaringerne fra mere etablerede tekstilindustrier i andre lande og dermed skabe en mere socialt ansvarlig industri i Etiopien. De komplekse udfordringer med fattigdom, ulighed, dårlige arbejdsvilkår og mangel på rettigheder kan ikke løses af en enkel virksomhed, myndighed eller ngo – men hvis man engagerer sig, handler ansvarligt og samarbejder på tværs af sektorer, er der gode muligheder for at skabe indflydelse på arbejdstagerrettigheder og levevilkår.
Lad os håbe, at konflikten ikke ødelægger den prekære fremgang på bæredygtige forretningsmuligheder, som kan komme den etiopiske lokalbefolkning til gavn.
Sofia Said Birch, MSc International Business and Politics, Copenhagen Business School, har skrevet kandidatspeciale om arbejdstagerforhold og -rettigheder i Etiopiens tekstil- og tøjindustri.
Janine Dortmundt, project manager hos Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH). DIEH og den internationale organisation Solidaridad arbejder sammen med andre partnere på projektet Bottom UP!, hvis formål er at fremme en bæredygtig tekstilproduktion i Etiopien.
