Etiopisk oprørsgruppe erklærer våbenhvile

column_of_onlf_rebels
Soldater fra Ogaden National Liberation Front i 2006.
Foto: Jonathan Alpeyrie (CC BY-SA 3.0)
Laurits Holdt

En af Etiopiens oprørsgrupper, Ogaden National Liberation Front (ONLF), meddelte søndag, at den indgår en betingelsesløs våbenhvile. Gruppen har kæmpet mod centralregeringen siden 1994. Det skriver Africa News

Gruppen kæmper for selvstændighed for Ogaden-regionen i den østlige del af landet. Regionen er er domineret af etniske somaliere. Den har beskyldt regeringen for overgreb mod civilbefolkningen mens regeringen tidligere har kategoriseret ONLF som en terrorgruppe.

I juli rapporterede Al-Jazeera, at regeringen havde fjernet ONLF og to andre grupper, Oromo Liberation Front (OLF) og Ginbot 7, fra statens liste over terrorgrupper. Samtidig har regeringen stillet forslag i parlamentet om, at give amnesti til grupper og personer, der har kæmpet imod regeringen. 

I en pressemeddelse forklarer ONLF, at det er regeringens udstrakte hånd, der har fået den til at indføre våbenhvilen og satse på forhandlinger frem for krig. Samtidig opfordrer den regeringen til at gøre det samme.

Gruppen Ginbot 7 meddelte i juni, at ville indstille sine angreb på regeringen fordi den nye regering har lovet reformer. Gruppen blev dannet efter valget i 2005.

I marts blev Abiy Ahmed udnævnt til premierminister og han har siden da sluttet fred med den mangeårige fjende Eritrea. Det skete da han accepterede en aftale fra 2002, der tildelte et omstridt landområde til Eritrea.

Læs mere: Etiopien bøjer sig for fredsaftale med Eritrea (06.06.2018)