Sikkerhed, migration, fredsprocessen i Mellemøsten samt krigene i Syrien, Yemen og Libyen var nogle af de ting, der stod på dagsordenen ved det netop overståede topmøde mellem EU-landene og Den Arabiske Liga i den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh.
Men ikke meget konkret er kommet ud af mødet, mener politiske iagttagere.
”Dette topmøde er for stort til, at deltagerne kan enes om nogen af de spørgsmål, der er på bordet,” siger Marwan Kabalan, der er syrisk forfatter og researcher ved Arab Center for Research and Policy Studies i Doha, til tv-stationen al-Jazeera.
I forvejen arbejder de enkelte EU-lande sammen med Den Arabiske Ligas medlemslande om mange af de spørgsmål, der skulle diskuteres på mødet. Og det er snarere i denne sammenhæng, udfordringer omkring blandt andet sikkerhed og migration skal løses, mener analytiker Anthony Dworkin fra tænketanken European Council on Foreign Relations.
Set med europæiske øjne er disse partnerskabere vellykkede. Antallet af migranter, der kommer til Europa via Middelhavet fra Nordafrika, er faldet markant siden 2015, hvor antallet var på sit højeste.
Luxembourgs premierminister, Xavier Bettel, erkendte i løbet af topmødet, at man ikke skulle have høje forventninger til udfaldet. Han hæfter sig ved, at det handler om at anerkende kulturelle, religiøse og andre forskelligheder imellem de to blokke, mens man forsøger at finde “fælles løsninger”, sagde han på et pressemøde.
“Hvis I tror, at man mødes i 24 timer i Sharm el-Sheikh og så er der fred på jorden og i regionen, så tror I også på julemanden,” sagde Xavier Bettel på pressemødet.
PR for Sisi
Topmødet er i stedet endt med at blive et ”PR-stunt” for værten, den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, lyder det fra flere sider.
Marwan Kabalan mener, at topmødet ender med at fremstille Sisi som den regionale leder, præsidenten ønsker at være – på trods af, at hans regering står bag alvorlige menneskeretslige krænkelser og slår hårdt ned på enhver reel opposition.
Senest har Sisi-styret fået kritik for henrettelserne af ni mænd, der var dømt til døden for drabet på Egyptens daværende statsanklager, Hisham Barakat, i 2015.
På forhånd var forventningerne til topmødet i Sharm el-Sheikh ikke tårnhøje, når det gjaldt resultater på den politiske front.
”Det virkede som en god idé på det tidspunkt,” indleder analytiker Anthony Dworkin sin analyse for tænketanken European Council on Foreign Relations, som blev udgivet op til topmødet.
Men efterhånden som topmødet, der blev indledt søndag og sluttede mandag, rykkede tættere på, så det ”mere ud som en potentiel belastning for EU-landene,” skrev Dworkin forud for mødet.
”Topmødet vil formentlig mangle meningsfyldt politik indhold om de kerneemner, der på nuværende tidspunkt ligger bag konflikt og ustabilitet i regionen”, skriver analytikeren.